Forstå sagen: Morten Messerschmidt tiltales for misbrug af EU-midler

DF-næstformand Morten Messerschmidt skal efter alt at dømme på anklagebænken og forsvare sig mod en tiltale om misbrug af EU-midler. Få overblikket over den seneste udvikling i sagen, og se tidslinjen, der strækker sig helt tilbage til 2015. 

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenMaja Hagedorn

Falske regninger, fiktive konferencer og en politianmeldelse for identitetstyveri.

Beskyldningerne har været mange i sagen om Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis brug af EU-midler.

Nu er den på vej mod et endeligt punktum, efter at næstformanden med al sandsynlighed skal forsvare sig i retten mod en anklage om at have misbrugt 98.835 kroner.

"Som forsvarer for Morten Messerschmidt kan jeg oplyse, at jeg dags dato er blevet orienteret om, at Søik (bagmandspolitiet, red.) ønsker Folketingets samtykke til, at min klient tiltales for at have opnået uberettiget støtte til en sommerkonference i Skagen i 2015," oplyser DF'erens advokat, Peter Trudsø til Ritzau.

Har du mistet overblikket? Vi serverer det her: 

Hvad handler sagen helt grundlæggende om?

Kort fortalt handler sagen om Dansk Folkepartis misbrug af midler gennem den EU-skeptiske paraplyorganisation Meld og den tilknyttede fond Feld, som Morten Messerschmidt i en periode var formand for. 

Dansk Folkeparti brugte i 2014 og 2015 store støttebeløb tildelt EU-partiet Meld på blandt andet at afholde partiets sommergruppemøde, studieture til Bruxelles og en skonnerttur rundt i Danmark. 

Men støttemidler til EU-partier som Meld må ikke bruges på nationale partiaktiviteter. Derfor krævede Europa-Parlamentet i 2016, at Dansk Folkeparti skulle tilbagebetale en millionsum, hvilket partiet delvist indvilligede i. 

EU's antisvindelenhed, Olaf, undersøgte forløbet og konkluderede i slutningen af 2019, at Meld og Feld havde "uberettigede, uregelmæssige eller uberettigede udgifter" på omkring 4,3 millioner kroner. Hvor stor en del af pengene, Dansk Folkeparti er ansvarlig for, sagde antisvindelenheden dog intet om.

Læs også

Hvorfor er sagen pludselig blevet aktuel igen?

Efter af EU's svindeljægere fra Olaf afsluttede sagen, blev den overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der også er kendt som bagmandspolitiet.

Efter lang tids efterforskning og afhøringer af i både Danmark og udlandet har Søik i april 2021 bedt om Folketingets tilladelse til at tiltale Morten Messerschmidt for at have misbrugt knap 100.000 kroner på et DF-sommermøde i Skagen i 2015.

Fakta

Straffelovens paragraf 289 a

Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, herunder undlader at opfylde en oplysningspligt af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.


Kilde: Retsinformation

Hvad sker der nu?

Inden Morten Messerschmidt kan blive tiltalt endeligt, skal Folketinget give tilladelse. Det skyldes, at man ifølge grundlovens paragraf 57 ikke kan tiltale eller fængsle et folketingsmedlem uden tilladelse fra Folketinget.

DF'eren siger dog selv i et interview med TV 2 News, at han ser frem til at skulle i retten.

"Jeg er selvfølgelig uenig i, at vi har gjort noget ulovligt, og glæder mig derfor til at kæmpe den sag ved retten," siger han. 

Hvis Folketinget nikker ja til bagmandspolitiets anmodning, bliver Morten Messerschmidt tiltalt efter straffelovens paragraf 289 a, der kan give op til et år og seks måneders fængsel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00