Jarl Cordua: Socialdemokraternes DR-dilemma

KOMMENTAR: Selvom det tragikomiske billede af DR – som en selvbefrugtende og kritik-immun Djøf-boble – blev den sejrende fortælling, har Socialdemokraterne svært ved at positionere sig i forhold til nedskæringerne af mediemastodonten, mener Jarl Cordua.

Det er et gigantisk nederlag for DR, som med blå bloks rammeaftale nu står til at skulle beskære 700 millioner kroner af deres 3,7 milliarder kroner store budget over de kommende år.

Men det er ikke overraskende, at det er kommet så vidt. De borgerlige DR-bashere er vokset i antal og i styrke. Især vinderne af valget i 2015 – DF og LA – har i årevis konkurreret om at tæske løs på DR, og de mange sager om medarbejderes forbrug mv. har gjort det nemt at udstille DR som en verdensfjern mastodont.

Det er heller ikke blevet bedre af, at en nærmest forenet blok af private medier i tiltagende styrke har kritiseret DR for unfair konkurrence, som undergraver deres i forvejen skrabede forretning.

Endelig har brugerne – især de yngre – fået sværere ved at forstå, hvorfor de skal betale licens til et foretagende, hvis ydelser de ikke bruger. Unge mennesker ser slet ikke tv, som ældre generationer gør.

Bundlinjen er, at DR længe har stået umanerligt godt for hug og nu kun forsvares af venstrefløjen og Radikale.

I gamle dage fandtes der også konservative og venstrefolk, som forsvarede DR. Det var dog netop de to partier, der tabte seneste folketingsvalg, og som formentlig ser en lysere fremtid i at slå pjalterne sammen med dem, der vil tage et opgør med DR og det, som borgerlige – især nationalkonservative – kritikere i årtier har set som en ideologisk kulturradikalisme, for ikke at sige venstreorienteret bastion, der sammen med Politiken og Gyldendal fremstilles som en kulturel Bermuda-trekant, der bremser borgerlig nytænkning.

Helt banalt har DR's ledelse også selv med sin håbløse kommunikation igennem meget lang tid bidraget til, at det er endt med en beskæring på 20 procent.

Alle kan i dag se, at det var en fejl at sætte bestyrelsesformand Michael Christiansen i spidsen for ”at redde DR”. Den gamle departementschef fik nu til fulde bevist, at han slet ikke havde fingeren på pulsen i forhold til politikerne anno 2017-18.

DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønns politiske næse eller gehør er åbenbart i en så lav kategori, der ikke just modsvarer hendes lønramme, når hun var så sen til at komme ud af starthullerne og i offensiven for at forsvare organisationen mod kritikken.

Det tragikomiske billede af DR, der i offentligheden blev tegnet som en selvbefrugtende og kritik-immun Djøf-boble, kom til at hænge uforstyrret alt for længe.

Ledelsen forstod tilsyneladende alt for sent, hvad der skete, da debatten meget hurtigt flyttede sig fra, om DR skulle beskæres, til hvor meget DR skulle beskæres.

Det må næsten være et stilstudie i, hvor galt det kan gå, når en organisation helt fejlvurderer debatten og dens betydning og ikke i tide formår at få bygget de nødvendige alliancer eller får svaret og ikke mindst handlet på kritikken.

Bestyrelsesformanden skal efter planen inden længe gå af, og der skal findes en ny i stolen. Man må kunne forvente, at politikerne nu finder en person, som er i stand til at forsvare DR, og som er langt bedre end forgængeren til at læse og navigere i det politiske spil. Hans første opgave må være at finde en ny DR-generaldirektør, hvor en af de billige, synlige forandringer kunne være at ændre titlen til DR's administrerende direktør.

Hvor stor er katastrofen så for DR, når den om nogle år ”kun” får tre milliarder kroner at lave medier for? Det afhænger af øjnene, der ser. For dem, der aldrig bruger DR's produkter, er det vel nærmest lige meget, bortset fra, at deres bundfradrag nu bliver mindre for at finansiere dansk medieproduktion.

For mange borgere vil det utvivlsomt umiddelbart ses som et kæmpe fremskridt, at licenscirkusset nu bliver afskaffet. Det giver ikke mening at luksusbeskatte dab-radioer i en tid, hvor stort set alle render rundt med en smartphone eller en tablet.

Men rammeaftalen rejser en række dilemmaer. For når DR til sin tid skal finde pengene på budgettet, så rækker det næppe bare at finde dem på administration, lukke et par dab-kanaler og droppe genudsendelserne af Barnaby. Det koster ingenting. Tværtimod må det gå ud over de dyre produktioner, det vil sige tv, som folk rent faktisk ser.

Hos politikerne findes der nogle ret overdrevne forestillinger om, at administrationen udgør afgørende dele af budgettet. Det gør den ikke. Måske kan man finde 150 millioner kroner ved at ændre på den meget udskældte ”bestillermodel”, som i mere folkelige udlægninger beskrives som et fedtlag af uproduktive DR-mellemledere, der gør, hvad de kan for at forstyrre de kreative kræfters arbejde. Dem skal der nok komme et opgør med.

Andre peger på, at effektiviseringer, ligesom alle andre steder i samfundslivet, er noget, der kan findes over tid, hvis man – som det sker nu – bliver presset til det. Det kan især de private medieudbydere tale med om. Så her falder tårerne på klippegrund.

Alligevel er bundlinjen, som det ser ud nu, at mens politikerne er meget optaget af, at DR skal sende mest mulig dansk produktion, ja så har beskæringen af rammen fjernet noget, der ligner en halv milliard kroner til at lave dansk produktion for. Her skylder politikerne – og især dem, der er meget optaget af, at kun det danske duer – en forklaring.

Det springende punkt i diskussionen er nu: Hvad gør Socialdemokraterne? Går de med?

Alle ved, at medieordfører Mogens Jensens hjerte banker for DR og public service, men de borgerlige satser på, at det er S-skyggefinansminister Henrik Sass Larsen, der i sidste ende, når tiden er moden, har overtaget i de interne drøftelser, så S bøjer sig og accepterer 20-procentsbesparelsen. For han er nemlig ikke kendt som DR's bedste ven. Snarere tværtimod, hvilket i øvrigt understreger DR's krise og DR's ledelses problemer, når det gælder lobbyisme.

Der er dog gået en lille uge, hvor Mogens Jensens udtalelser bliver sat under lup. Alt, hvad der kan tolkes som indrømmelser, bliver udlagt, som at S til sidst accepterer de borgerliges ramme. Ingen ved dog noget i skrivende stund.

Så hvad nu, hvis det ender med et smalt blåt forlig? Hvem vil det gavne? Er det en vindersag at ville fjerne licensen og udskifte den med skattebetaling? Vil folk juble over, at DR kommer lidt ned i størrelse? Vil afgørende midtervælgere blive rystet over nedskæringerne, eller vil de leve i lykkelig uvidenhed og være optaget af helt andre ting?

At et smalt forlig vil stille DR i et dilemma under valgkampen påpeges af nogle borgerlige. Det kan kun blive uskønt, hvis uafhængige statslige medier bliver til politisk kampplads. Det har DF sikkert intet imod.

DF har for længst signaleret, at partiet slet ikke anerkender princippet om politisk armslængde. Man spiller gerne på, at store dele af befolkningen enten ikke forstår eller gider sætte sig ind i armslængdeprincippet, eller også er man bare uenig i, at politikerne ikke må mene noget om, hvad pengene bliver brugt til.

Mens alle andre giver den som spejderdrenge, så tager DF stikket hjem ved ikke at spille efter de opstillede regler. Sådan er det i overenskomstforhandlingerne. Sådan er det med afsagte domme ved de uafhængige domstole. Og sådan er det med DR. Og det er nok svært for et parti som S, der konkurrerer med DF om de samme vælgere, på dette punkt at kunne levere den helt samme portion kynisme. Det er vælgere, som S skal bruge for at være sikker på at kunne levere et regeringsskifte næste år.

Alt det taler for, at S til sidst bøjer sig og stemmer for et bredt forlig. Det er i al fald de borgerliges analyse.

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Paula Larrain: DR er ikke et frit medie Paula Larrain: DR er ikke et frit medie Næste artikel Johanne Dalgaard: Politikerne optrapper magtkampen med medierne Johanne Dalgaard: Politikerne optrapper magtkampen med medierne
  • Anmeld

    Kim Kaos

    20%

    20% er alt for lidt - DR skal privatiseres og de må sælge deres produkter på ligefod med alle andre der laver TV.

    Vil folk betale for en dansk version af X-faktor så dem om det - jeg gider ikke at glo på det og har opsagt alle TV-pakker og jeg vil ikke at betale for en vare jeg ikke efterspørge eller har brug for.

    Tiden er løbet fra flow-tv og langt de fleste af os vil kun betale for det vi rent faktisk ser og ikke tvinges til at yde bidrag til TV vi ikke ser.

  • Anmeld

    John Bech

    DR - et generationsspørgsmål

    Synet på DR afhænger i høj grad af, hvilken generation man tilhører. Hvis man går ud fra, at Dansk Folkeparti har temmelig mange ældres stemmer, vil det være alvorligt for partiet, hvis DR-nedskæringerne bliver et hovedemne i valgkampen. I hvert fald, hvis nedskæringerne i væsentlig grad rammer programproduktionen. De ældre er stadig i overvejende grad til flow-tv.
    Det kan i øvrigt også få betydning for Socialdemokratiet, Venstre og Konservative.

  • Anmeld

    Kim Kaos

    John Bech

    Din analyse har en klar fejl - flertallet af DFs vælgere støtter op om partiet og deres krav til at der skal spares voldsomt på DRs budget.

  • Anmeld

    Klaus Bischoff · Cand.mag.

    Public Service længe leve

    Hvor skal der spares? På ideologisk præget underholdning a la Hammerslag og livet i auktionshuset, samt åndsberøvede bageshows og X faktor bullshit.

    Vi klarer os sikkert fint uden det tyndbenede aftenshow.

    Men et P1 med nyt bid, faste kritiske ugentlig politiske magasiner, kulturstof og hjemmeproduceret TV drama UDEN REKLAME FINANSIERING kan vi ikke undvære

  • Anmeld

    Torben Stæhr · Kurator hos Mimesis

    Hvordan?

    Jarl Corduas indlæg er jo gætteri. Han kender ikke DR´s regnskaber. De er skjulte. Og umulige at få adgang til.
    Jeg vil gerne se, hvad de enkelte afdelinger og produktioner koster. Det kan ikke passe at de tre milliarder, der bliver tilbage kun rækker til genudsendelser og amerikanske 3 rangsfilm.

  • Anmeld

    Kim Kaos

    Gyldne heste

    @Torben Stæhr

    Når man trækker direktørlønninger, gyldne håndtryk, mangfoldighedskonsulenter, fly-til-arbejde og hestetransport fra så er det lige råd til en genudsendelse af Huset på Christianshavn og et par Otto Leisner show.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Den reelle gevinst for statskassen

    Der er tilsyneladende ingen der interesserer sig for virkningen af at det forventes at 250.000 sortseere ved at licenskronerne inddrives over skatten kommer til at forbedre "rådighedsbeløbet" til finansiering af public service med 500 mio. kr. såfremt den gennemsnitlige licensfinansiering pr. bruger opretholdes på det nuværende niveau å 2.000 kr. pr. betaler.

    Ved uændret gennemsnitlig licensfinansiering kan man derfor nøjes med at skære 200 mio. kr. i DR´s budget såfremt man er organisationen
    velvilligt stemt.

    I modsat fald vil der være tale om endnu en skjult skattelettelse.

  • Anmeld

    John Bech

    Klaus Bischoff

    Helt enig m.h.t. P1 og TV-drama. Men der er også grund til at fremhæve den betydning for den klassiske musik og for formidlingen af DR-ensemblernes kunst til hele landet, som DRK har betydet.
    I øvrigt mener jeg, at der stadig skal produceres underholdning af DR. Ellers bliver det en niché-kanal for eliten.

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    DR og public service

    Det fremmer ikke DR`s sag, at man med stor konsekvens placerer seværdige udsendelser efter kl. 23, mens man placerer udsendelser, som lige så godt kunne leveres af kommercielle kanaler, i bedste sendetid. Det er dårlig public service.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Socialdemokratiet behøver garantier

    Jeg tror Cordua har ret. Socialdemokratiet ender med at bide til bolle. Socialdemokratiet er i færd med et hamskifte tilbage til 60/70-erne. Man vil igen gerne forbindes forbindes med Krags effektivitet og Ankers hjerte ligesom man sikkert igen gerne ville hjem til fagbevægelsen.

    I den senere tid har vi hørt sætningen "hvad der ikke kan forklares kan ikke forsvares". En måbende offentlig har været vidne til uforklarlige forhold på mediefronten i de senere år og ingen ser "armslængdeprincippet" som andet end ansvarsfraskrivelse.

    Socialdemokratiet behøver dog sikkerhed for at vi ikke igen havner i hetz i stil med den Erhard Jakobsen piskede op. Kan man få det bider de til bolle.

  • Anmeld

    Farmor

    Kollektiv mobning af blå medier, og hævntogt fra DF?

    DR får ikke hele den opkrævede licens. DR får 60%, resten disponerer Finansministeren over.
    DR betaler moms tilbage til statskassen, så hvor meget er det rigtige beløb DR får?
    At DF har ønsket hævn over DR lige siden dramaet 1864 løb over skærmen, er almen viden, og skyldes måske, at historien om hvorfor Danmark skulle bekæmpe tyskerne, kunne minde om det forløb der fik Danmark i krig mod Irak, med DF som de bærende mandater, kan man kun gisne om.

    At LA vil slagte DR, skyldes måske mere deres neo - liberalistiske holdninger, om at alt skal være privat, sådan, at der åbnes for danske udgaver af Fox News og Berlusconi -TV, hvor pengestærke kan "hjetnevaske" seerne, med købte meningsdannere.
    Mon LA ved , at befolkningen i Schweiz har stemt nej til at afskaffe licens? 😇

    At den samlede presse deltager i mobningen, må være brødnid, det kommende medieforlig, og/eller et ønske om større bid til dem selv, af DRs økonomi.

    DR er en fantastisk virksomhed, og den eneste uafhængige Public Service kanal, der dækker stort set ALLE genrer, med programmer om nyheder inden for teknik, forskning m.m. debatter. ...... underholdning, om musik, teater, dansk drame 😉, om det er til børn, unge eller gamle så tror jeg der hver dag jan findes noget for enhver smag!
    Ødelæg det ikke, det er skønt at se programmer/ film UDEN reklamer.

  • Anmeld

    Kim Kaos

    Farmos verden

    Hvis DR er så fantastisk så burde det heller ikke være svært for dem at finde nogle der gidet at betale for deres produkt.

    Men hold mig (og mange andre udenfor) for vi gider ikke betale for deres produkter og skal heller ikke tvinges - hverken over licensen eller via skatten,

  • Anmeld

    J. Jensen

    Kim Kaos

    Jeg tror bare , at hovedparten af DFs brokkerøve af et vælgersegment er af den aldrende slags, der aldrig læser andet end overskriften på de gratis omdelte aviser.
    Det ville være mærkeligt, at indtage den holdning, at licensen med det mangfoldige indhold skulle være alt for dyrt, og istedet holde et avisabonnement, der koster fire gange så meget, og hvor mere end halvdelen er reklamer og fyldstof

  • Anmeld

    Jarl Cordua · Kommentator

    DRs regnskab er naturligvis offentligt tilgængeligt

    Man kan læse det her: https://www.dr.dk/om-dr/fakta-om-dr/drs-aarsrapporter

    Skulle vi prøve at hæve niveauet lidt over bodegastandard?

  • Anmeld

    Kim Kaos

    Jensens fordomme

    Det folk som dig der sikre at debatten ofte løber af sporet.

    Dine fordomme udstiller dig.

    DF og alle andre partier har en bred vifte af vælgere med forskellig baggrund, alder og uddannelse.

    Jeg er ikke selv DFer - men jeg kender en del og de både bor i storbyen og er alle særdeles veluddannet og det er idiotisk at afskrive dem som nogle gamle ubegavede brokkerøve.

    Min hovedpointe er, at vil man se DR så må man betale for det - vil man ikke så skal man naturligvis ikke betale, hverken via licensen eller skatten.

    Hvis du vil se DR så betal - men forvent ikke at alle os andre skal spytte i kassen.

  • Anmeld

    J. Jensen

    Kim Kaos

    Nu var min kommentar også rettet til din kommentar til John Bech

  • Anmeld

    Torben Stæhr · Kurator hos Mimesis

    DR´s regnskab

    Til Jarl Cordua.
    Jeg kender godt regnskabetslinket. Ud af dette regnskab kan du ikke begrunde dine påstande.
    Der er iøvrigt intet lagt frem for offentligheden vedr. udmøntningen af besparelserne, som kan begrunde dine økonomiske gætterier.
    Du lægger dig i slipstrømmen sammen med alle de, der pt. siger at det går ud over public service og egenproduktion.

    Iøvrigt er din bodegabemærkning er usympatisk.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Med DR får få for meget og færre får lidt

    DR er en præcis afspejling af det danske samfund når det er bedst: flertallet af os er helt med på, at vi i fællesskab betaler for en mængde ydelser som vi er glade for, men også en forsikring om en mængde ydelser vi håber aldrig at få brug for så længe vi er i live og har det godt:
    Forsvar, fængselsvæsen, sygehusbehandling, arbejdsløsheds-understøttelse, psykologhjælp, psykiatrisk behandling, ældreomsorg etc. etc.. Vi betaler gladeligt for, at de er der, hvis vi en dag skulle få brug for dem, men vi beder til, at det ikke lige er os, der får behov.

    Vi har alle forskellige mediebehov. Det er godt at de i videst muligt omfang kan dækkes under DR´s paraply, uden at være underlagt private interesser, der for at overleve skal fylde mediebilledet med alt muligt skrammel.

    Se blot hvordan internetbrowserne påfører brugerne et stigende spild af tid med reelle informationer, der er indhyllet i ligegyldige reklamer. Indtægterne fra disse reklamer går målrettet til 3 - 4 globale operatører - såkaldte "sociale" medier med hjemsted i USA - der scorer kassen uden at betale skat af betydning.

  • Anmeld

    Arne Lund · pensioneret trafikrådgiver

    Danske Medier, DF og tech-giganterne vandt - mangfoldigheden tabte

    Både Venstre og konservative har sagt, at de ikke vil have et bredt forlig, for så bliver det hele udvandet. Men Sosserne vil gøre hvad som helst for at komme med - op i kanen til DF. Det afgøres ikke af Mogens jensen, der ellers indtil nu har været den eneste fra oppositionen, der har sæt hælene i overfor de blå-sorte partier. Det er som Cordua korrekt skriver, noget Sass Larsen bestemmer.
    Man kan undres over hvor EL er henne her. Indtil nu har de kun sagt noget om den måde hvorpå licensen opkræves. Har EL ingen kulturpolitik?
    SF har accepteret nedskæringer, foreløbig på 5 pct. men da partiet er helt vild efter at komme i regering med SD, så er det vel et spørgsmål om tid, før man æder lorten, og går med til langt mere.
    Og ALT? De aner vist ikke hvad der foregår, de siger bare, at nu skal vi ha' det lidt hyggeligt.
    Ude i kulissen venter afløseren for Mich. Christiansen. TV2's afgående bestyreelsesforkvinde, Merete Eldrup, der jo har vist, at hun er særdeles lydhør. Mig bekendt har der ikke været en eneste anke fra politisk hold over hende. Tværtimod har TV2 været leveringsdygtig i udendelser, der bar ved til højrefløjen hetz mod fattige, indvandrere og hvem ellers TV2 nu mente, skulle kanøfles.

  • Anmeld

    J.Larsen

    public service m.m

    ja det er ikke upartiskhed der kendetegner DR>, magen til tendensiøs medie skal man lede længe efter, at hylde P1 som en kanal der hylder gode principper er ren til grin,m jeg har lyttet til P1 i mange år og jeg må sige, det er mange år siden, art man fik hele historien hvor sol&vind er delt lige... der findes utallige eksempler på farvede indslag som, givetvis påstås, af DR at være objektive men er alt andet og at P1 er slem er givet, mest tydeligt er det dig når nyhederne skal rapportere om EU, Ole Ryborg, står og læser op hvad EU skriver, der er ikke for 50 øre kritisk stillingtagen og der er ingen negative indslag om EU... skulle nogen være negativt indstillet overfor EU så kommer de ikke til orde... nej, lad dem der vil høre denne ensidige propaganda selv betale for dette så´lav DR om til en pay pr. view... mit gæt er at så kan DR godt lukke, ingen gider høre denne ensidige meningsstrøm...

  • Anmeld

    J. Jensen

    Arne Lund

    Nu har regering heldigvis selv sat pris på indgangsbilletten til det kommende medieforlig ved at kræve, at man uden videre skal acceptere en 20 % besparelser for at kunne deltage.
    Nu hvor Sass Larsen lige modtaget en øretæve fra de lokal medlemmerne i Roskilde, så kan han muligvis selv nå frem til den konklusion, at han ikke hele tiden skal opsøge DFs politik, og derfor lade andre mere besindige fortælle regeringen, at man under disse omstændigheder ikke møder ind til de kommende forhandlinger, og derefter gøre det klart, at man efter et kommende valg vil foretage de nødvendige justeringer.

  • Anmeld

    Torben Bach Sørensen · Jordnær debattør

    FORTRINLIG KRONIK

    Jeg synes Jarl Gordua har begået en rigtig god analyse.

    Mht. Besparelser

    Der skal øjeblikkelig indsættes en ny topledelse. Det er velkendt at organisationer der skal tilskæres et tidssvarende niveau, ofte indsætter en ny topchef.

    De “gamle” har ofte for mange nære ralationer til både personer og beslutninger.

  • Anmeld

    Per B. Seehusen · Hr.

    Store Besparelser i Nyhedsformidling

    En af DRs særligt omkostningstunge flader er nyhedsformidling.
    Man må spørge og det virkelig er nødvendigt at have flere korrespondenter med tilhørende teknikere udsendt til nogle af verdens dyreste byer? Og er der virkelig et behov for endeløse diskussions- og debatprogrammer?
    Når der ikke er NYT at berette, er det så i seernes interesse at vide, at der er væltet en bus i Bujumbura? Hvorfor skal det fastsatte minuttal absolut bruges? Man kunne sende en Mickey Mouse film i tomrummet, eller genindføre pausefiskene! Nyhedsformidlingen kunne gerne overdrages til Ritzau og Pressens Radioavis. DRs nuværende nyhedsjeneste, alt incl., er en klods i DRs økonomi.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Tendentiøs nyhedsformidling i DR

    De fleste nyhedsværter i DR`s nyheder er enten for uvidende eller dyrker aggressiv tendentiøs formidling, så en nedskæring kan kun gavne.

    Sidste eksempel fra dagens TV-avis var oplæseren/formidleren der interviewede trafikministeren om den sidste rapport om en fast Kattegatforbindelse kun for biler.

    Her var det tydeligvis langt ud over DR-journalistens fatteevne eller vilje til at forstå, at en bro til biler er en god investering, medens en bro til tog er verdens dårligste infrastrukturinvestering. Og han gad åbenlyst ikke overhovedet at gå ind på denne præmis, der ellers var indslagets hovednyhed.

    Så lad os glæde os over den lille beskæring der trods alt sker, og håbe på yderligere når regeringen skifter.

  • Anmeld

    Henning Olesen · Cand.pæd. psyk

    Mediedebatten: Et spørgsmål om demokrati eller magt?

    Mediedebatten: Et spørgsmål om demokrati eller magt?
    I den forstående mediedebat er det stort set kun de borgerlige, der får lov til at debattere og udlægge teksten både i DR, TV2 og 24/7. mht. hvordan det forestående medieforlig skal se ud. Selvfølgelig er det selvindbydende og rart, når man på forhånd har bestemt, hvem der skal sidde ved bordet og ikke mindst ved bordenden, men særligt demokratisk bliver det næppe. Og mht. den såkaldte frie presse i den forbindelse, så er den blevet så vel disciplineret, at den mest ligner en flok tyrkiske mikrofonholdere, der udelukkende holder mikrofonen eller dikker magtfuldkommenheden på kinden – og for at udgå at genere de andre ved bordet inviteres kun den ene side i salen til og med midten, der lige kan få lov at være med til middagen, hvis de forlader bordet tidligere end de andre sammenspiste.
    Det værste problem i den anledning er dog ganske vist, at de borgerlige ikke mere tror på det vigtigste i det borgerlige demokrati dvs. de borgerlige frihedsrettigheder. De eneste der stort set forsvarer frihedsrettighederne er venstrefløjen, hvilket jo må siges at være et paradoks.
    I stedet for at sige sandheden desangående, så er den skinbarlige sandhed, at de borgerlige stort set kun gider høre på sig selv - og derfor i dag i endnu højere grad end tidligere vil sikre sig et magtmonopol på informations- og kommunikationsstrømmen. Dvs. hvem der har nøglen til fadburet, og dermed hvem der får retten til at mæske sig. Så kan dem der ikke er i kridthuset få resterne, som er mindre værd at sætte tænderne i.
    Monopoliseringen af MAGTEN mht. kommunikation og informationsstrømmen er altså i al sin enkelthed en magtkamp - om et endnu større borgerligt monopol på informationsstrømmen end den allerede er i dag. Det vil sige at magtkampen ang. mediedebatten handler følgelig om denne monopolisering, hvor den borgerlige fløj ønsker langt større styring af DR. herunder overføring af økonomiske midler (subsidierer) til den borgerlige presse, som i den grad skrænter økonomisk og mht. til vigende læserskare. Det er derfor de står i kø, for at udlægge teksten på de statslige medier, som vi alle sammen betaler til, således at der er/bliver endnu mindre plads til andre synspunkter end deres egne i dagens nyheder - selvom det stort set allerede i dag - er de borgerlige der sætter dagsordenen og derefter udlægger teksten nu og her i dagens Danmark, både i DR, TV2 og 24/7.
    Det er faktisk the fake kulturministeren kalkulerer med, når hun taler om andre aktører kan byde ind på mediemarkedet. Hvem i alverden skulle hun ellers tænke på, der har kapital til at byde ind med? Med andre ord de borgerlige dyrker salige Stalins slogan: "Tillid er godt, men kontrol er langt bedre". Og det får den demokratiske ytringsfrihed eller demokrati det som bekendt ikke bedre af, da det hverken har noget med frihed, lighed eller brodskab at gøre. Eller som det også kan omformuleres:" Hvis Magtfuldkommenheden ikke passer til virkeligheden, så er det værst for virkeligheden og demokratiet.
    Med demokratisk hilsen
    Henning Olesen.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Skelettet i skabet

    Det er bekymrende at begrebet "medieforlig" i vid udstrækning handler om at få "skelettet": TV2, ud af skabet. Hvis dagsordenen udelukkende drejede sig om fordelingen af udbud af medier og finansieringen af disse var menuen måske ren.

    Gamblingen om den danske stat kan slippe for en bøde fra EU-domstolen på 6 mia. kr. for ulovlig statssubsidiering af TV forplumrer hele forløbet. I hæderlighedens navn burde en sparekniv over for DR også komme til anvendelse over for den halvdel af TV2´s budget der pt. finansieres over licensen, men det har ikke været på tale.

    Hvis staten er objektiv evner den at forholde sig neutralt til rationaliseringer over for både DR og TV2, men her er der tale om en subjektiv politiseret stat, der blander æbler og pærer i én uendelighed.

    Modellen er genkendelig fra efterårets "slagsmål" om skattelettelser: "Hvis jeg kan få strammet grænsebevogtningen, kan du - måske - få skattelettelser" - efter nærmere overvejelse.

    Det er ren Berlusconi.

  • Anmeld

    J. Jensen

    Bertel Johansen

    Måske er det bare et udtryk for kritisk journalistik fordi den pågældende sikkert kan huske, at en bro over Kattegat i 2015 var beregnet til at kostede 118 milliarder, hvoraf udgifterne til vejbroen udgjorde 95 milliarder, vejanlæg udgjorde 7 milliarder og en jernbane udgjorde de 16 milliarder, hvorfor den blev skrinlag som det rene galimatias, mens trafikministeren nu frejdig stod frem på TV med en påstand om, at en bro uden en jernbane efter nye beregninger nu vil kunne bygges for 60 milliarder. Det kan da godt være du syntes disse tal var over journalistens fatteevne, men jeg kan altså heller ikke få det til at hænge sammen

  • Anmeld

    Farmor

    Rendyrket demokratur fra VLAK og DF

    At sætte ultimative krav, er ikke demokrati.
    Det er magtfuldkommenhed, ganske usympatisk, og udansk!

    Der ER ingen saglig begrundelse for slagtning af DR, og den skjulte dagorden giver Henning Olesen et ret godt billede af.

    De borgerlige vil styre informationerne til borgerne, ved at stække eneste frie Public Service kanal vi har, og det leder desværre tankerne hen til Rusland, Tyrkiet m.fl. i dag, og Tyskland i 30erne,
    Beskæmmende.

  • Anmeld

    Morten Lynge · Civilingeniør

    Politisk kampplads?

    "Det kan kun blive uskønt, hvis uafhængige statslige medier bliver til politisk kampplads."
    Det ER allerede en uskøn politisk kampplads... domineret af de 'røde lejesvende'... Ud over at være 'uafhængig' skal statslige medier også være uden politisk slagside, og det er jo langt fra tilfældet med DR...
    Tænk hvis DR havde været politisk neutral? Så havde der ikke været de her problemer...

  • Anmeld

    Steffen Rasmussen · Pensionist

    Ny ledelse påkrævet

    Jeg har skrevet det før, og skriver det gerne igen: hvis ikke det var for alle de møgsager DR selv har lagt ryg til, og ikke mindst håndteringen af dem fra ledelsens side, var det aldrig kommet så vidt, som der, vi er nu.
    Hovedet på sømmet blev den transatlantiske, flyvende hest, og en direktørs flyvninger og taxakørsel fra hjemmet et sted i Jylland og til Ørestaden, bare for at komme på arbejde.
    Arrogancen og selvfølelsen af usårlighed har været signifikant tilstede, og er desværre stadig et umiskendeligt kendetegn, en ny ledelse simpelthen er nødt til at gøre op med.
    Jeg ønsker ikke at afskaffe DR, slet ikke. Men en ny profil og ikke mindst en tidssvarende ledelse, der ikke overhører licensbetalerne, er overordentlig påkrævet.
    Så betaler jeg med glæde min licens.

  • Anmeld

    J. Jensen

    Morten Lynge

    Hvis blot man gentager en løgn ofte nok bliver det næsten til en sandhed.
    Der er mig bekendt ingen dominans af røde lejesvende i DR regi.

  • Anmeld

    John Bech

    DR kan vi i det mindste kritisere

    En af de mange fordele ved at have en statsejet mediekoncern som DR er, at den er der mening i at kritisere. Vi kan skælde ud på programpolitikken, vinklingen af nyhederne, sendetidspunkterne, lønningerne, ledelsen og meget mere. Vi har ret til at stille spørgsmål og ret til at få svar. Og hvis vi ikke selv får svar, kan vi få vore politikere til at kræve dem. Den mulighed har vi ikke overfor de kommercielle stationer. Vores eneste magtmiddel overfor dem er at sige abonnementet op. Vi har intet indseende med deres lønninger eller med motiverne bag deres programpolitik.
    Hvor er det godt, at vi i det mindste har én medievirksomhed, hvor vi har ret til at kræve alsidighed og prioritering af dansk kultur og danske værdier. Men hvor er det trist at opleve den aggressivitet, som nogle deltagere i debatten udviser overfor en institution, som vi burde være fælles om. Måske skyldes det den grundindstilling, at vi skal være fælles om så lidt som muligt, og således også om det samfund, som vi er medlemmer af?
    Karakteristisk for debatten er de argumenter mod DR, som tager udgangspunkt i enkelte eksempler på utilfredsstillende journalistik eller i en dårligt underbygget fordom om, at DR i særlig grad skulle være venstreorienteret. Som chefredaktør for en avis igennem over 30 år kender jeg alt for godt den slags kritik og de postulater fra folk, som piller enkeltheder ud af den store mangfoldighed alle årets dage.
    Det kan godt være, at der kan spares i DR. Ja, der kan ganske givet spares, for det kan der altid i en organisation af den størrelse, og det må til enhver tid være den aktuelle bestyrelse og direktions opgave at sikre en økonomisk forsvarlig drift. Kan ledelsen ikke klare den opgave, må den skiftes ud. Meget tyder i øvrigt på, at DR havde haft godt af en chef med mere kulturel og politisk slagkraft.
    Den bebudede besparelse på DR er imidlertid langt mere end en besparelse - den er et forsøg på at knægte DR og reducere mediehuset overfor kommercielle "konkurrenter", bl.a. dagbladene. De kommercielle tv-aktører ser jeg i denne forbindelse bort fra, for deres betydning som public-service-medier kan ligge på et meget lille sted. Men dagbladene? Dagbladene og DR lever i en symbiose - de er i høj grad afhængige af hinanden. I stedet for at ønske beskæring af DR's aktiviteter, skulle dagbladene derfor hellere rette mere af deres opmærksomhed mod deres virkelige konkurrenter, nemlig de kommercielle "sociale" medier, som har tilranet sig deres annonceportefølje. Det er så vidt vides ikke DR, der er rendt med dagbladenes annoncer.

  • Anmeld

    Farmor

    God analyse og sund fornuft.

    Tak John Bech.

  • Anmeld

    Erik Rasmussen

    Den yngre generation slipper for licensen, men tvinges nu til at betale skat for det de ikke ser

    JC skriver i sit indlæg, at licensen bl.a. skal fjernes på grund af, at den yngre generation ikke ser TV. Nu kommer de ikke til at betale licens, når den afskaffes, men i stedet for skal de betale skat for det produkt de ikke ser. Det vil den yngre generation nok fuldt ud kunne "forstå". Du får ikke en opkrævning 2 gange om året - nej vi trækker et beløb fra dig hver måned. Det kan godt være at den yngre generation ikke ser TV, men Danmarks Radio er mere end TV. Det er også radio, som de måske hører og hvis det er tilfældet, så er der jo noget fornuft i, at de også betaler for det.

  • Anmeld

    Henning Olesen · cand. pæd. psyk.

    DR har aldig været rød, den er ræve borgerlig.

    DR har aldig været rød, den er ræve borgerlig, hele ledelsen lugter lagt væk af borgerlig holdninger lige såvel som deres journalistik - og kritisk journalistik er en by i Rusland - lige såvel som TV2 og 24/7. Det er jo ren illusion, som er gentaget så mange, så det smager af russisk fake, at den skulle være noget som helst andet. og hvorfor er DR, TV2 O G24/7 borgerlig helt ind i hjertet? - Fordi de borgerlige ikke tror på ytringsfrihed, de tror på magt og kontrol. Eller sagt på en anden måde : "Vi alene - ved - hvad der tjener til folkets gavn.

  • Anmeld

    J. Jensen

    Unge som gamle, Erik Rasmussen

    Det er muligt, at de unge ikke ser så meget fjernsyn og alligevel må bidrage, så de borgerlige partier kan få kontrollen over nyhedsdækningen. Men som jeg læser det nuværende medieforlig, så skal en stor del af pensionisterne nu også til at indstille sig på nye tider. Idet den enlige pensionist, der allerede er tildelt en vis kompensation for at være alene om en række udgifter i form af et forhøjet pensionstillæg kun vil blive trukket een gang i personfradraget, mens et pensionistægtepar/samlever vil opleve, at begge parter skal trækkes i deres personfradrag. Eller reelt dobbelt så meget.

Partier åbner for skatterabat til de kreative erhverv

Partier åbner for skatterabat til de kreative erhverv

KREATIV VÆKST: V og DF vil se på mulighederne for at lokke udenlandske produktioner til landet med incitamentsordninger for at styrke de kreative erhverv. Det sker på baggrund af regeringens vækstteam, der offentliggjorde sine anbefalinger i forrige uge.