Johanne Dalgaard: Hellere en poptøs end en minister med kuratornykker

KOMMENTAR: Der er værre ting end en kulturminister, der har Absolute Music 2 som sit yndlingsalbum. For eksempel kulturministre, der mener, at deres personlige smag er et velegnet pejlemærke for kulturpolitikken, skriver Johanne Dalgaard.

Der kan dårligt gå en uge for tiden, uden at kulturminister Joy Mogensen lander i en ny shitstorm.

Først var det hendes misforståede tilbageholdenhed med at kæmpe for sit områdes økonomiske overlevelse under pandemikrisen, der vakte anstød, samt det faktum at hun kom til at sige, hun ville finde det "upassende" at stå på det daglige krisepressemøde og tale om kultur. Siden var det så alt det, der var galt med de i hast sammenflikkede hjælpepakker til dansk kulturliv.

Alt sammen forståeligt nok: Kulturlivet er levebrød for mange, og kunsten er netop i særlig grad et helle, en trøst og et holdepunkt, når verden i øvrigt er ved at ramle omkring os. Det skal en kulturminister helst af egen drift evne at demonstrere forståelse for.

Men denne uges Joy Mogensen-tematiserede shitstorm handlede ikke om hendes ministergerning, men om hendes personlige musiksmag.

I et interview med musikmagasinet Gaffa fortalte ministeren, at hun havde været "en håbløs poptøs" som ung, og adspurgt om titlen på sit yndlingsalbum svarede hun, at det er længe siden hun har hørt album, at hun mest lytter til playlister, og at hun havde lyst til at sige Absolute Music 2, som havde betydet meget for hende som teenager.

Hun nævnte desuden, at Katy Perrys "Firework" kan få hende i godt humør, mens Rasmus Seebachs "Nangijala" kan give hende tårer i øjnene.

Det faldt mange i offentligheden for brystet. Kulturministeren blev på sociale medier både kritiseret for sin dårlige smag og for sin manglende forståelse af albummet som værk og dets kulturelle betydning.

Berlingskes kulturskribent Søren Jacobsen Damm mente, det var "et kæmpe problem", at kulturministeren afslørede en "flad smag og en armodig kulturel kapital", og spurgte retorisk, om man ville "acceptere en fødevareminister, der troede, æg kom fra en ko".

Er det et problem, at kulturministeren ikke synes at have et nørdegen, der sætter hende i stand til virkelig at brænde for bestemte kunstnere eller værker på en måde, så hun bare må fortælle verden om det?

Det kan man selvfølgelig mene. Personligt synes jeg, der var værre ting, en kulturminister kunne lide under. Som nu den vrangforestilling, at hendes personlige smag var et velegnet pejlemærke for kulturpolitikken.

En sådan vildfarelse kunne eksempelvis forlede denne kulturminister at udstede en latterligt snæver, ideologisk skævvreden og håbløst tilbageskuende kanon for, hvad staten anså for særligt ophøjet dansk kunst og kultur. Eller lignende idioti, der kan opstå, hvis en kulturminister udvikler kuratornykker.

Søren Jacobsen Damm berører også muligheden for, at der er tale om bevidst snobben nedad, men han forkaster siden hypotesen. Man kan jo kun gisne, men mon ikke der uanset hvad må indregnes et element af denne – bevidste eller ubevidste – snobben nedad, når man skal tolke Mogensens udtalelser.

Fjernt være det fra mig at sympatisere med den nærmest tvangsprægede socialdemokratiske leflen for det lavpandede og ordinære, men helt ærligt: at snobbe nedad er som politisk greb hverken værre eller bedre end at snobbe opad eller tilbage.

Det er ligegyldigt, om det er en konservativ, der går rundt i et godsejerkostume fra Guns & Gents og belærer folk om vigtigheden af Brahms' symfonier, eller om det er en socialdemokrat, der hele tiden vil nævne, at hun da bare elsker Kim Larsen, fadøl og røde pølser.

Det har det samme, hule sigte: at bruge kunst og kultur som redskaber for ideologisk mobilisering. Og det er til enhver tid røvsygt at være vidne til.

Men man må nok også erkende, at det at forlange god smag baseret på en lidenskabelig fordybelse i kunsten af folk, der har dedikeret deres liv til kampen om magten, er utopisk.

Det vil formodentlig være mere frugtbart at generelt efterspørge, at politikerne generelt udviser den ydmyghed, der er passende for lægmand, i mødet med de fagligheder, der hører til et givent ressortområde – om det så er kultur, forskning eller sundhed.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel David Trads: Og allermest savner jeg kulturen David Trads: Og allermest savner jeg kulturen Næste artikel Niels Frid-Nielsen: Kulturlivet falder igennem hjælpepakkernes hullede net Niels Frid-Nielsen: Kulturlivet falder igennem hjælpepakkernes hullede net
Joy Mogensen drømmer om flere musicals på Det Kongelige Teater

Joy Mogensen drømmer om flere musicals på Det Kongelige Teater

SÆTTEMØDE: Torsdag begynder forhandlingerne om en ny flerårig rammeaftale for Det Kongelige Teater. Kulturministeren vil ikke svare på, om teatret får flere penge. Men regeringen vil gerne skabe "et solidt grundlag" for teatret, lyder det.