Debat

Komponister: Den første opgave for kulturministeren bør være en ny musikhandlingsplan

1. januar står musikbranchen uden en musikhandlingsplan, der er en af de vigtigste strukturer, som vi har. Usikkerheden om, hvordan planen kommer til at se ud, fører til lammelse af musikbranchen, skriver Lasse Matthiessen.

Danmark har så meget musik, der har et internationalt potentiale, som vi allerede nu ikke formår at støtte. Derfor har vi brug for et stærkt eksportagentur, og det er afgørende, at musikhandlingsplanen de kommende fire år styrkes markant for dansk musikeksport, skriver Lasse Matthiessen.
Danmark har så meget musik, der har et internationalt potentiale, som vi allerede nu ikke formår at støtte. Derfor har vi brug for et stærkt eksportagentur, og det er afgørende, at musikhandlingsplanen de kommende fire år styrkes markant for dansk musikeksport, skriver Lasse Matthiessen.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringsforhandlingerne har været historisk lange og sat det politiske arbejde i stå. Det gælder også arbejdet med Musikhandlingsplanen – på trods af, at den ikke kræver et forlig med et flertal af de politiske partier. Det er helt op til kulturministeren at sætte retningen for den. Det har bare været svært, når kulturministeren først er udpeget nu.

Musikhandlingsplanen må og skal være det øverste punkt på kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) dosmerseddel.

I den nuværende periode blev der uddelt 59 millioner kroner alene til regionale spillesteder og honorarstøtte. De penge sikrer rigtigt mange koncerter og arrangementer rundt om i Danmark. Men fortsætter støtten? Bliver den større eller mindre? Ingen ved det, og det lammer musikbranchen i sådan en grad, at det er skadeligt.

Specielt for de kunstnere, musikere og artister, hvor spillestederne skal tage større risici for eksempel fra vækstlag og niche-genre. Dem er jeg bekymret for. Men faktisk er også mere etablerede artister lige nu udsatte efter to tunge år med covid-19, hvor koncerter og spillesteder har været lukket land.  

Dansk musikeksport skal styrkes

Musikhandlingsplanen rummer også en række andre helt afgørende elementer, der er centrale for den musikalske fødekæde. To eksempler er Music Export Denmark (MXD), som er en organisation, der udfører en stor indsats for at øge eksporten af dansk musik.

Vi har brug for et stærkt eksportagentur, og det er afgørende, at musikhandlingsplanen de kommende fire år styrkes markant for dansk musikeksport

Lasse Matthiessen
Forperson, Autor

Et stort antal musikere og brancheaktører har allerede fået det afgørende skub med støtte fra MXD til at markere sig på internationale scener og få adgang til et mere globalt musikmarked. En rendyrket satsning på dansk musikeksport.

MXD har fået lovning på midler i 2023, men de ved ikke, om de er købt eller solgt de kommende fire år.

Når vi ser på lande omkring os, er vi i forvejen ved at sakke bagefter, når det gælder eksportstøtte til dansk musik. Vi har så meget musik indenfor så mange genrer, der har et internationalt potentiale, som vi allerede nu ikke formår at støtte. Derfor har vi brug for et stærkt eksportagentur, og det er afgørende, at musikhandlingsplanen de kommende fire år styrkes markant for dansk musikeksport. 

Det andet projekt er Levende Musik i Skolen (LMS). LMS afholder koncerter og laver musikundervisningsmateriale til folkeskoler over hele landet og når årligt omkring 300.000 børn.

For mange børn er det nok den eneste koncert, som de oplever i deres barndom, og LMS præsenterer børn og unge for en bred variation af musikgenrer, giver dem et bredt udvalg af musikinstrumenter mellem hænderne og inddrager dem i, hvordan man på forskellige måder kan få musikken til at spille. 

Behov for indsats mod mistrivsel

Jeg håber også, at planen kan blive opdateret og rumme de behov, som vi oplever i dagens branche. Og her er der specielt et element, der presser sig på, nemlig mental trivsel.

Mange komponister, sangskrivere og musikere skal i dag tage sig af alle aspekter af karrieren. Bagsiden af medaljen er, at folk går ned med angst, stress eller ender i misbrug

Lasse Matthiessen
Forperson, Autor

Mange komponister, sangskrivere og musikere skal i dag tage sig af alle aspekter af karrieren. Det er godt på mange parametre, men bagsiden af medaljen er, at folk går ned med angst, stress eller ender i misbrug.

Mistrivslen skyldes også højt arbejdspres og dårlige arbejdsforhold i vores branche. Og mistrivslen finder sted på tværs af alder, genrer og succes eller ej.

Vi efterspørger en central indsats, hvor man som musikskaber eller udøver får rådgivning.

Målet er, at flere musikere bliver i stand til at håndtere de mentale udfordringer, som er specifikke for musikbranchen. Det kræver synliggørelse af mental trivsel i musikbranchen, forebyggende indsatser samt sparring med professionelle.     

Musikhandlingsplanen er afgørende for musikbranchen og noget, som vi ser frem til. Men lige nu er det mere en handlingslammelse.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00