Kulturrådgiver: Regeringens 2040-vision har potentiale til at blive et kulturel værdiskifte

Hvor kultur tidligere ofte blev betragtet som et ekstra lag oven på det nødvendige, bliver den i stigende grad forstået som en vigtig del af det, der binder samfundet sammen.

Trivsel, fællesskab, dannelse og demokratiske mødesteder er ikke længere blot sidegevinster ved kulturen. De er i stigende grad blevet en del af begrundelsen for at prioritere den.

Kulturens betydning er under forandring 

Når SF's kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk i Altinget skriver, at kunst og kultur skal ses som velfærd og bringes ind i hverdagen, sætter hun ord på en forståelse af kulturens rolle, som vinder frem, og som også ligger i forlængelse af de bredere kulturpolitiske drøftelser, regeringen nu lægger op til.

Det er ikke ensbetydende med, at regeringen allerede har defineret kultur som velfærd. Men det er et tydeligt tegn på, at kulturens samfundsmæssige betydning er under forandring.

Måske er det mest interessante ved regeringens 2040-ambition derfor ikke årstallet, men det værdiskifte, som arbejdet åbner for at diskutere.  

Ole Winther
Kulturstrategisk chefrådgiver, Have Kommunikation

Måske er det mest interessante ved regeringens 2040-ambition derfor ikke årstallet, men det værdiskifte, som arbejdet åbner for at diskutere.

Kulturen bevæger sig fra at være noget, man prioriterer, når der er råd, til i højere grad at blive set som en del af den infrastruktur, der skaber fællesskab og livskvalitet.

Det er en positiv udvikling. Men netop derfor forpligter ambitionen.

For visioner gør ikke arbejdet alene. De bliver først værdifulde, når de kan bruges af dem, der skal føre dem ud i livet.

Som Mogens Jensen har formuleret det, skal visionen sætte pejlemærker, så kulturpolitikken ikke starter fra nul hver gang. Det er et vigtigt formål. Men pejlemærker har kun værdi, hvis de også peger på konkrete handlinger.

Pejlemærker skal pege på konkrete handlinger

Hvis kulturen for alvor skal spille en større rolle i samfundets fællesskaber, kræver det, at vi tør tænke den ind dér, hvor nogle af vores største udfordringer mærkes.

Det gælder mistrivslen blandt børn og unge, ensomhed blandt ældre og den sociale ulighed i adgangen til meningsfulde fællesskaber.

Vi har allerede set eksempler på, hvordan kulturpolitikken kan bruges på nye måder.

Med kulturpasset har man forsøgt at give flere unge adgang til kulturfællesskaber, netop fordi udfordringen ikke kun handler om fritid, men også om deltagelse, trivsel og tilknytning.

På samme måde har de mange initiativer inden for kultur og sundhed de seneste år vist, at kultur kan spille en rolle i forebyggelse og mental sundhed, blandt andet gennem forløb som kultur på recept.

Det er denne type koblinger, en 2040-vision bør tage alvorligt og løfte fra enkeltstående initiativer til en mere sammenhængende retning.

Her bliver rollefordelingen mellem stat og kommuner afgørende. Staten kan sætte de overordnede mål og skabe rammerne gennem nationale prioriteringer og puljer.

Kommunerne skal omsætte visionen lokalt gennem biblioteker, kulturhuse, skoler og samarbejder med sundheds- og socialområdet. Hvis ikke der er klarhed om, hvem der gør hvad, risikerer visionen at blive en hensigtserklæring uden effekt.

En vision kan ikke vedtages alene på Christiansborg. Den skal bruges, prioriteres og leves lokalt. Og den skal bæres af et kulturliv, der er klar til at spille med.

Ole Winther
Kulturstrategisk chefrådgiver, Have Kommunikation

Kultur er det, vi skaber

Kulturlivet selv spiller også en central rolle. En samlet vision for kulturen frem mod 2040 vil være et fremskridt. Men den vil også stille krav til os selv.

Hvis kulturen skal spille en større rolle i velfærdens udvikling, må vi i sektoren være klar til at arbejde mere tværgående og partnerskabsorienteret, uden at det sker på bekostning af den kunstneriske kvalitet og frihed, som visionen netop skal beskytte.

Hvis nye grupper skal nås, kræver det samtidig en mere opsøgende tilgang. Det kan være samarbejde med folkeskoler og ungdomsuddannelser, med jobcentre og sundhedshuse eller med civilsamfundets foreninger. Kultur må i højere grad være noget, man deltager i og skaber sammen, ikke kun noget man køber billet til.

Regeringens kommende arbejde rummer et reelt potentiale. Det kan blive begyndelsen på et kulturelt skifte, hvor kultur tænkes mere systematisk ind i velfærdens udvikling.

Men en vision kan ikke vedtages alene på Christiansborg. Den skal bruges, prioriteres og leves lokalt. Og den skal bæres af et kulturliv, der er klar til at spille med.

Hvis det lykkes, kan 2040-visionen blive mere end strategi. Den kan blive et fælles afsæt for at styrke kulturens rolle i vores samfund. Og netop derfor er timingen vigtig.

Visionen skal formes nu, inden valgkampens dagsordener sætter sig, og mens der stadig er mulighed for, at kultur kan blive et af de emner, der faktisk diskuteres.