Debat

Musikchef: Den vigtigste opgave for en ny kulturminister er at skabe en fortælling om, hvilken rolle kulturen skal spille

Selvom flere partier har præsenteret kulturpolitiske udspil, så er der ingen af partierne, der har formuleret en større fortælling om, hvilken rolle kulturen skal spille i fremtiden. Det bør være hovedopgaven for den nye kulturminister, skriver Peter Lodahl.

Vores sammenhængskraft, og dermed demokrati, er under pres både i Danmark og i hele den vestlige verden. Kunsten og kulturen har derfor en særlig opgave de kommende år med at styrke både vores nationale og europæiske identitet, skriver Peter Lodahl.
Vores sammenhængskraft, og dermed demokrati, er under pres både i Danmark og i hele den vestlige verden. Kunsten og kulturen har derfor en særlig opgave de kommende år med at styrke både vores nationale og europæiske identitet, skriver Peter Lodahl.Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Peter Lodahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Imens Mette Frederiksen (S) indkalder Folketingets partier til løbende regeringsforhandlinger på Marienborg Slot, holder det danske kulturliv vejret. For det er mindst lige så usikkert, hvem der bliver landets næste kulturminister som hvem, der skal danne landets næste regering.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) bejler til et genvalg på posten, men med udsigt til en flerpartiregering er der flere mulige udfald.

Radikale har tradition for at sidde på kulturministerposten og vil måske kræve den tilbage, hvis de bliver en del af en ny regering. Moderaterne har leveret et markant kulturpolitisk udspil, og Lars Løkke har udtalt, at den tidligere teaterchef Jon Stephensen vil være en god kulturminister.

Mens der i 1960’erne var en klar fortælling om, at kulturen skulle bidrage til udbygningen af velfærdsstaten, så mangler den store fortælling i dag

Peter Lodahl
Musikchef, Copenhagen Phil

Der er mange politiske partier, der potentielt kan række ud efter kulturministerposten, og flere af dem har præsenteret nye kulturpolitiske udspil under valgkampen. Både Moderaterne, Radikale og Venstre vil således tilføre midler til kulturområdet.

Men selvom der er blevet præsenteret flere konkrete kulturpolitiske initiativer, så er der fortsat ingen af partierne, der for alvor har formuleret en større fortælling om, hvilken rolle kulturen skal spille i fremtiden.

Mens der i 1960’erne var en klar fortælling om, at kulturen skulle bidrage til udbygningen af velfærdsstaten, så mangler den store fortælling i dag.

Tre principper for kulturpolitikken

Det er især problematisk i en krisetid, hvor der i hele Europa bliver stillet store og grundlæggende spørgsmål ved den verden, vi lever i. Mit håb er derfor, at den kommende kulturminister vil sætte sig i spidsen for at formulere en ny vision for kulturpolitikken, hvilket bør ske ud fra tre overordnede principper.

For det første er vores sammenhængskraft, og dermed demokrati, under pres både i Danmark og i hele den vestlige verden. Kunsten og kulturen har derfor en særlig opgave de kommende år med at styrke både vores nationale og europæiske identitet.

Den kulturelle og kunstneriske kvalitet skal prioriteres fremfor parametre som eksempelvis geografisk placering

Peter Lodahl
Musikchef, Copenhagen Phil

For det andet skal kunsten og kulturen i højere grad forholde sig til de store samfundsudfordringer, som vi står over for – herunder krig, klima og mistrivsel. Kulturlivet skal træde ud af den birolle, som den har været forvist til de seneste årtier, og indtage en ny hoverolle ved at give nye perspektiver på samfundets største kriser.

For det tredje skal vi genindføre kvalitetsbegrebet i kulturpolitikken. Den kulturelle og kunstneriske kvalitet skal prioriteres fremfor parametre som eksempelvis geografisk placering. Vi skal insistere på, at noget er bedre end andet.

En helt konkret måde at udmønte de tre principper i reel kulturpolitik kunne være at skabe en europæisk kulturkanon med fokus på værker, der forholder sig til de store og aktuelle samfundsudfordringer.

Det vil både styrke vores følelse af fællesskab og dermed vores nationale og europæiske identitet. Det vil give den enkelte et refleksionsrum til at forholde sig til de aktuelle kriser. Og det vil understrege, at der er noget, der er bedre end andet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Lodahl

Musikchef, Copenhagen Phil, fhv. festivalchef og kunstnerisk leder, CPH Opera festival
Operasanger, Det Jyske Musikkonservatorium, Operaakademiet, Det Kongelige Teater

0:000:00