Kommentar af 
Paula Larrain

Paula Larrain: Jyllands-Posten bør søge tilgivelse for angreb på Nadim og Haugbølle. For alles skyld

I en verden, hvor selv en chefredaktør på Jyllands-Posten kan fløjte til straf for dem med de forkerte meninger, skal man være ekstra varsom i sin balancegang. Vi lever i en postfaktuel tid, men op og ned er ikke ophævet. Endnu, skriver Paula Larrain.

Man kan ikke uden videre tilgive et bevidst angreb på andre borgeres ytringsfrihed, som en chefredaktør for Jyllands-Posten gør. Derfor bør avisen søge tilgivelse for deres angreb mod Nadia Nadim og Sune Haugbølle, skriver Paula Larrain.
Man kan ikke uden videre tilgive et bevidst angreb på andre borgeres ytringsfrihed, som en chefredaktør for Jyllands-Posten gør. Derfor bør avisen søge tilgivelse for deres angreb mod Nadia Nadim og Sune Haugbølle, skriver Paula Larrain.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Paula Larrain
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Hvilken verden ønsker I at leve i?”

Spørgsmålet fik jeg på X, fordi jeg med henvisning til kildekritik havde advaret mod at konkludere skråsikkert i sagen om et bestemt nedslag i eller omkring Al-Ahli Baptist hospital i Gaza. Meget energi er gået til opklaringen af de faktiske omstændigheder, og seneste forsøg kommer fra New York Times, der sår tvivl om den officielle forklaring fra Israel og USA's efterretningstjenester.

Det er selv under ekstraordinære omstændigheder business as usual. New York Times er en regeringskritisk avis, og med så væsentlig en sag, der allermest handler om at styre fortællingen om krigen, er de gået ind med deres hold af journalister og dertilhørende kilder.

Pressens integritet er især under ekstremt pres i en krig, hvor vores eget land har interesser, der falder sammen med vores allieredes

Paula Larrain

Channel 4 gjorde det samme forleden, ligesom AP, CNN og andre er kommet med deres bud på det skete. Budene divergerer en del, og derfor er det eneste, vi med sikkerhed kan sige om sagen lige nu: Konklusionen er stadig åben og forklaringerne peger i flere retninger.

Det ekstraordinære i denne sag er, at en enkelt episode får så meget opmærksomhed, når nu bombardementerne af Gaza er så intense og vedvarende i skrivende stund.

Årsagen er, at der kan være tale om en krigsforbrydelse, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der stod bag, når regningen en dag skal gøres op.

Det væsentlige ved historien lige nu handler med andre ord om den informationskrig, der føres samtidigt med den væbnede krig.

Også i den – eller især i den – er en kritisk presse uvurderlig. Derfor er jeg glad for spørgsmålet i indledningen, hvor spørgeren ikke kan forstå, hvorfor jeg og andre journalister bliver ved med at være kritiske mod den israelske regerings fortælling.

Læs også

Det gør vi, fordi Israel er en part i en krig. Og svaret på spørgsmålet om, hvilken verden kritiske journalister ønsker at leve i, er:

En verden hvor international ret bliver respekteret, og alle mennesker behandles ligeværdigt.

Det er ikke en skam at have sådan en værdi som grundlag for ens arbejde, for det er den værdi, vestlige demokratier er bygget på og hele forudsætningen for, at vi har en fri presse.

Særligt under krige er man nødt til at holde tungen lige i munden og fokusere på helt basale værdier samt sit journalistiske håndværk

Paula Larrain

Pressen kan ikke være fri i autokratiske styrer af indlysende årsager, men pressens integritet er især under ekstremt pres i en krig, hvor vores eget land har interesser, der falder sammen med vores allieredes.

Det er efterhånden en flad kliche at sige, at sandheden i en krig er det første offer. Det er en kliche, fordi det er sandt. Særligt under krige er man nødt til at holde tungen lige i munden og fokusere på helt basale værdier samt sit journalistiske håndværk.

Her er jeg ikke længere sikker på, at dansk presse er sin opgave voksen, efter at en chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten – af alle steder – vælger parti og dertil opfordrer DBU og RUC til at straffe henholdsvis landsholdsspiller Nadia Nadim og mellemøstekspert Sune Haugbølle for at ytre andre holdninger – eller gengive andre fortællinger - end dem, chefredaktøren mener, er korrekte.

Hvis vi ser bort fra faktakrigen omkring hospitalet, som vedrører Nadim, så er der også et princip her, som ikke bliver respekteret af en chefredaktør, nemlig ytringsfriheden, herunder retten til ikke at blive straffet økonomisk og socialt for at sige noget.

Læs også

Man kan tilgive, at chefredaktøren i samme moment får perspektiveret sine meninger i forkert historisk kontekst ved at gå alt for langt tilbage og overse, hvad der er sket i området siden 1947. Men man kan ikke bare uden videre tilgive et bevidst angreb på andre borgeres ytringsfrihed fra så høj en position.

Mærkeligt nok bliver det ikke påtalt af de sædvanlige ytringsfrihedsfundamentalister, fordi debatten for længst har delt sig op i dem, der blindt støtter den israelske regerings narrativ, og dem der insisterer på, at der ikke bare er én anden side, men mange andre sider af samme konflikt. Både i og uden for Israel selv.

Men man kan ikke bare uden videre tilgive et bevidst angreb på andre borgeres ytringsfrihed fra så høj en position som en chefredaktør

Paula Larrain

Det er vanskeligt i denne tid at have tillid til medier, der bevidst og helt ublu stiller sig på en omstridt parts side. Vel er Israels regering allieret med USA og dermed allieret med os, men det er fuldkommen uvedkommende for dansk presse. Pressen bør ikke være allieret med andet end principper om frihed og ligeværd for alle.

At en chefredaktør har mistet blikket for det kan muligvis forklares i den hurtighed, medierne har været martret af i de seneste år, men det er ikke en undskyldning for at give slip på det allerhelligste.

Alt for mange har hurtigt skulle google sig til viden om nærværende konflikt. Og det er både godt og skidt. Godt, fordi helt unge kvikke all-round journalister, kan vurdere historien nøgternt og med 2023-brillerne på, men skidt, fordi der mangler et lag af gråhårede redaktører, som har set det hele før, og som i høj hastighed kan perspektivere og kildevalidere korrekt på stående fod.

Hvem skal sætte en chefredaktør på plads, når hun forbryder sig mod eget fag og slipper godt fra det, fordi dominerende politikere og debattører bakker hende op?

Jeg tror, at alle – ikke bare Jyllands-Posten – står sig bedst ved at søge tilgivelse for angrebet mod Nadia Nadim og Sune Haugbølle.

Læs også

Det er fuldt forståeligt at være så hårdt ramt i nervesystemet over de mange, helt forfærdelige grusomheder, at man kommer til at levere en uigennemtænkt smutter. Det har vi alle gjort. Vi er alle ramt – også os, der har det privilegium kun at være vidner og ikke direkte ofre.

Derfor vil jeg også sige undskyld for at have reageret på chefredaktørens indlæg med et nedladende svar. Det var under det niveau, jeg gerne vil leve op til, og jeg undskylder også for at have overskygget indlæggets øvrige følsomhed med min kontante bredside.

Hvem skal sætte en chefredaktør på plads, når hun forbryder sig mod eget fag og slipper godt fra det, fordi dominerende politikere og debattører bakker hende op?

Paula Larrain

Men substantielt holder jeg fast i min kritik.

Det er ok med skønhedsfejl, men ikke ok i forbifarten og i passionernes vold at nedlægge vores fags vigtigste principper om kildekritik og ytringsfrihed.

Pressen skal om muligt ikke deltage i et magtspil, der er så grumt og mudret, som det, vi er vidne til lige nu.

For offeret er ikke kun sandheden i dette tilfælde. Det er også vores menneskelighed og netop den lære, vi tog imod efter Tysklands forbrydelser mod jøderne og hele menneskeheden:

At ingen skal dømmes på deres ophav og straffes kollektivt herfor. Det gælder for alverdens jøder og for alverdens palæstinensere, muslimer og kristne. Det gælder for alle. Ligeværd betyder lige værdighed for alle menneskers liv.

Hvordan tager vi ansvar for den lære? Som presse gør man det ved at bevare overblikket og ikke tage parti, men oplyse så fair, balanceret og nøgternt, som man kan. Med hjertet varmt og hovedet koldt.

Cancelling af de tvivlende, de vaklende, de nuancerede, de fortvivlede eller selv dem, der tager fejl, må aldrig blive vejen frem.

Som Gideon Levy, israelsk journalist gennem mere end 40 skriver i det israelske dagblad Haaretz i dag:

"Krigstid er en tid, hvor folk bliver gjort tavse, meninger ensrettes. En tid med racisme, opildnen og had. En absolut indrullering i propagandaens tjeneste. Det er slut med tolerance og alle der vover at træde uden for linje forfølges."  

Sådan er det  på vej til at blive i Israel lige nu, ifølge Levy. Sådan behøver det ikke at være i Danmark. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paula Larrain

Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
journalist (DJH, 1994)

Marchen Neel Gjertsen

Ansv. chefredaktør, Jyllands-Posten
journalist (Syddansk Uni. 2010)

Sune Haugbølle

Professor (mso), Globale Studier, Roskilde Universitet
ph.d. i Modern Middle East Studies (University of Oxford 2006)

0:000:00