Debat

Producentforeningen: Blå blok bør vise, hvordan de vil finansiere dansk film og tv

Et kulturbidrag - som kan tilføre den danske film- og tv-produktion nødvendige midler - risikerer at blive droppet af en ny regering. Men hvor skal pengene til en stærk national produktion så komme fra?, skriver Jørgen Ramskov.

Den nuværende filmaftale udløber i 2023 og var enestående ved at have opbakning fra et meget stort og bredt flertal i Folketinget, skriver Jørgen Ramskov. Arkivfoto.
Den nuværende filmaftale udløber i 2023 og var enestående ved at have opbakning fra et meget stort og bredt flertal i Folketinget, skriver Jørgen Ramskov. Arkivfoto.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Jørgen Ramskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sensommer og efterår bliver på godt og ondt præget af valgkamp og regeringsdannelse. På den gode side er det kulturens mulighed for igen at sætte fokus på kulturens reelle og store betydning for borgerne - og dens triste politiske lavstatus.

Det skal der ændres på. Og her må alle kulturfolk bruge kræfter – ikke på at tigge om flere penge – men på at tale kulturens betydning op og vise, hvad kultur betyder for os alle. Selvfølgelig kræver et aktivt kulturliv penge og bevillinger fra staten, men det starter med, at få kulturens betydning løftet. Danskerne er storforbrugere af kultur – den erkendelse skal ind i det nye Folketing.

Medieforliget risikerer at strande
På det konkrete plan betyder en valgkamp desværre, at to store afgørende emner for film- og tv-producenterne forsinkes: 

Først og fremmest risikerer store dele af det smalle medieforlig at strande, fordi lovgivningsarbejdet går i stå, når valget udskrives. Det gælder ikke mindst beslutningen om, at indføre et kulturbidrag baseret på streamingtjenesterne omsætning.

Temadebat

Hvad er det vigtigste kulturpolitiske emne i det kommende folketingsår?

Hvordan skal kulturlivet håndtere genåbningen og krigen i Ukraine? Hvad skal der ske efter medieforliget? Og hvordan bør kulturpolitikken forholde sig til tech-giganter, streamingtjenester, dårlige arbejdsforhold i kulturbranchen med mere?

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Pernille Tørslev på [email protected] eller til Altingets debatredaktion på [email protected]

Her er risikoen ikke bare kostbar forsinkelse, men også at et nyt flertal i Folketinget helt dropper kulturbidraget, som ellers stod til at tilføre dansk film og tv nødvendige midler til at opretholde en stærk national produktion, der ikke alene domineres og besluttes af internationale streamingtjenester.

Den nuværende borgerlige opposition var stærkt imod kulturbidraget, og skifter regeringsmagten, har Producentforeningen en stor opgave foran sig med at få de blå partier til at finde den nødvendige finansiering.

Heldigvis lovede Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, på Folkemødet, at Venstre i deres finanslovsforslag ville anvise, hvor der så var penge til dansk film og tv. Det vil vi i givet fald huske ham på.

Forsinkede filmforhandlinger
Det andet store emner, som nu forsinkes, er forhandlingerne om en ny filmaftale. Den nuværende aftale udløber i 2023 og var faktisk enestående ved at have opbakning fra et meget stort og bredt flertal i Folketinget.

Det håber og satser vi på kan gentage sig, når forhandlingerne kommer i gang efter valget. Det haster, for danske spille- og dokumentarfilm er presset på finansieringen, fordi DR og TV 2 hellere prioriterer tv-serier på grund af konkurrence fra streaming.

Dansk film spiller en vigtig rolle i, hvordan vi som borgere oplever vores samtid og samfund

Jørgen Ramskov
Direktør, Producentforeningen

Det er trist, og den udvikling bør vendes. For dansk film spiller en vigtig rolle i, hvordan vi som borgere oplever vores samtid og samfund, samtidig med at de høster kæmpestor international anerkendelse.  

Det er bestemt ikke nogen nem opgave at finde balancen mellem den nødvendige statslige filmstøtte og et velfungerende marked i et lille sprogområde som Danmark. Det har politikerne heldigvis kunnet enes om tidligere, og det krydser vi fingre for, at de kan igen.

Kulturbidraget sikrede en solid ekstra finansiering til netop de danske film, men nu er det meget usikkert, hvordan et nyt Folketing ser på den sag. 

Fremtidsrettede uddannelser
En sidste men bestemt ikke ubetydelig udfordring er at få skabt de nødvendige fremtidsrettede uddannelser, så efterspørgslen efter dansk produceret indhold kan imødekommes.

Foråret bød ganske vist på et produktionsstop for tv-serier på grund a uenighed om rettighedsbetalign, men nu er der gang i forhandlinger og produktion igen. Så det var trods alt et midlertidigt bump på vejen, som ikke må fjerne fokus fra, at den danske branche mangler kvalificeret arbejdskraft, uanset om vi taler tv, film eller computerspil. Det skal et nyt Folketing også forhold sig til.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Ramskov

Afgående direktør, Producentforeningen (1/8-2024), formand for Copenhagen Film Fund og Teater Grob
journalist (DJH 1988)

0:000:00