Nu udløber vildmanden Willerslevs kontrakt på Nationalmuseet. Tilbage står masser af uindfriede visioner

Faktisk er han så langt fra det mål, han selv igennem de otte år som direktør løbende har sat ord på, at en periode mere nok ikke engang er tilstrækkelig til at nå over målstregen.

At det var en vildmand, tidligere kulturminister Mette Bock (LA) udnævnte den 1. juli 2017, skulle vi ikke vente længe på at få bekræftet.

Selv satte Willerslev malende metaforer i kredsløb, da han om sin nye opgave og arbejdsplads udtalte:

“Min holdning er, at Nationalmuseet er Prinsens Palæ. Det er det, folk forstår ved Nationalmuseet. Det museum, der ligger inde i byen. Det er moderskibet. Dødsstjernen, hvor jeg er Darth Vader.”

Den slags udtalelser hvirvler støv op i en relativt konservativ branche, hvor det bestemt hører til sjældenhederne, at en dark horse galoperer af sted med en af branchens absolutte topposter foran alle dem, som mente, det var deres tur.

Om skribenten

Jane Mylenberg er selvstændig rådgiver, chefredaktør på Højskolebladet og fast kommentarskribent på Altinget.

Hun har blandt andet været museumsdirektør på Enigma, Trapholt Museum og Øregaard Museum. 

Hun er uddannet cand.phil i kunsthistorie.

Men det gjorde Willerslev, og hvis metaforen hentet fra Star Wars var lige vel vild for nogle, så skulle de bare læne sig tilbage og spænde sikkerhedsbæltet. For det skulle blive meget vildere.

Willerslevs første meget synlige tiltag på museet var en gigantisk dyt-i-bamsen-knap, som børn og deres forældre kunne trykke på, hvis (når?) de kedede sig for meget under museumsbesøget.

Kedsomhedsknappen blev en gimmick, som i virkeligheden dækkede over aktiviteter, de fleste museer havde i forvejen; formidling i børnehøjde. Men Willerslev fik hjælp udefra af dygtige konsulenter, som rådede ham til at indføre et newspeak, der rystede det traditionelle museumslingo.

At museumsdirektøren ovenikøbet formastede sig til at bekende sig som en af de åbenbart mange, der oplevede museumsbesøg som sygt kedelige, hjalp nok ikke på den interne standing, men den slags udtalelser giver både presseopmærksomhed og sikkert også anerkendende nik fra de mange danskere, som Nationalmuseet i egne brugerundersøgelser så uskønt kalder “ikke-brugere.”

Endelig en museumsdirektør, som satte ord på det, de fleste danskere tænker.

Willerslev red popularitetsbølgen som en surferdude ud for Klitmøller, og broen til folket blev for alvor cementeret, da DR lagde sendeflade til serien “Ranes museum.”

Danskere over hele landet sad klistrede til skærmen og fulgte den lidt klodsede, men helt utroligt charmerende, museumsdirektør, når den akademiske distræthed gjorde det fysisk umuligt for ham at parallelparkere; når han badede i bar røv, og når han med elskelig Fedtmule-diktion og Einstein-uglet hår ikke helt havde styr på diplomatisk etikette.

TV-serien nedrev den sidste rest af barriere mellem topforskeren og frikadelledanskeren. Museumsdirektøren var jo bare Rane – som ovenikøbet var både sjov, elskelig og distræt – så nøøøj; topdirektøren er også bare et menneske.

TV-serien blev om ikke verdens, så i hvert fald Danmarks bedste affyringsrampe for at omkalfatre Nationalmuseet til et museum i øjenhøjde med alle os “helt almindelige danskere.”

For lige at fuge cementfundamentet omkring folkeligheden, så inviterede Rane - som vi nu kollektivt titulerede museumsdirektøren – designer og enfant-terrible Jim Lyngvild ind og bad ham iscenesætte en nyopstilling af nationalklenodier fra vikingetiden.

Og kun lyden af kasseapparater på overarbejde i Prinsens Palæ kunne overdøve forargelsens suk blandt Rane Willerslevs s kollegaer i museumsbranchen.

Men bortset fra Ygdrasil vokser træer jo sjældent ind i himlen. Og selvom Willerslev nok ville være mand for at færdiggøre også den metafor, så måtte han undervejs sande, at så eksplicit forandring forudsætter intern opbakning – selv for manden, der for en stund så ud til at kunne gå på vandet på den Frederiksholms kanal, han har udsigt til fra direktørkontoret.

Han er så langt fra det mål, han selv har sat ord på, at en periode mere nok ikke engang er tilstrækkelig til at nå over målstregen.

Jane Mylenberg

Som bekendt begyndte Darth Vader sin færd som sympatiske Anakin Skywalker, for sidenhen at gå over til den mørke side.

Mon ikke en del af Nationalmuseets flere end 600 medarbejdere havde stort set den oplevelse af deres leder, da museet i 2018 måtte igennem en massiv fyringsrunde og sagde farvel til 44 medarbejdere og lukkede besøgsstedet Brede Værk?

Glitterstøvet raslede af museumsdirektøren og slog huller i jorden under ham. Og den presse, som indtil da havde knuselsket Rane, så nu museumsdirektør Willerslev efter under gulvbrædderne. Også dem, de behændigt fik “unavngivne kilder” til at bistå med at løfte.