Rasmus Nielsen: Altinget 20 år i dag, snart 40 år …

I disse dage fejrer Altinget.dk vores 20 års fødselsdag, og det giver anledning til at se tilbage og frem. Mest frem.

Jubilæet markeres i spalterne frem til den formelle dag, lørdag 25. januar, hvor domænet blev købt i 2000, og hvor vi internt selvfølgelig holder en gedigen fest med fødselsdagstaler af vores egen Lisbeth Knudsen og Folketingets nestor Bertel Haarder.

Dengang kunne man stort set købe de domæner, man havde fantasi til. Euforien var stor, dér lige efter årtusindskiftet. Der skulle ske noget stort, når nu tidsregningen så markant skiftede navn.

Vi har samlet historien i en – synes vi selv: smuk – bog for årene 2000-2020, som er sendt ud i tusindtal til det danske samfund, herunder naturligvis ikke mindst til abonnenter og annoncører. Øvrigt interesserede får i næste uge samlet digital adgang til den, ligesom særligt interesserede frit kan hente et fysisk eksemplar i vores reception i Ny Kongensgade 10 ved Christiansborg – eller få en københavnsk slægtning/ven til det.

Det strømmer ind med venlige bemærkninger i anledning af fødselsdagen, tak for det. Ordene varmer – og forpligter. Der er meget at leve op til. Offentligheden forventer noget af vores publicistiske dækning.

Ofte bliver jeg spurgt, om Altinget.dk så blev til det, jeg havde håbet ved stiftelsen i lejligheden på Nørrebrogade, 39 år gammel med små sønner på 6 og 3 år. Livet kunne have gået så mange andre veje dengang. Ja og nej ... nej, faktisk blev det til noget helt andet.

Det har overrasket mig, hvor svært og langsomt det var at komme i gang. Hvor længe der gik, inden nogen fik øje på vores portaler og rigtig regnede os for noget. I bogen beskrives det, hvordan avisjournalister længe ikke gad hilse på vores journalister på Borgens lange gange. De var som luft i lavere lag. Overrasket over, hvor nem vækst bliver på et tidspunkt – snebolden ruller selv – og hvor forbistret svært det er at begrænse omkostninger og øge indtjeningen.

Dårlige rammevilkår bærer et stort ansvar. I vores første 14 år pøsede Danmark konkurrenceskadende milliarder ud på vores direkte konkurrenter, dagbladene, selv om man allerede før år 2000 vidste, at trykte aviser stort set ville dø. At dét var prognosen internationalt dengang, var selvsagt en vigtig driver for min beslutning om at gå fra tv til et primært tekstbaseret medie som internet. Omsider i 2014 fik vi delvis ligebehandling og først fra 2019 momsmæssig ligestilling. 

Det lykkedes dygtigt dagbladene at forhale mediestøttens omlægning til platformsneutralitet over nogle år med hyppige kulturministerskift. Efterslæbet på 14 års konkurrenceforvridning plager os stadig. 14 år! Som politisk redaktør har jeg igen og igen sagt og skrevet: ”Politik tager tid.” Men det er godt nok irriterende, når det går ud over en selv.

Mens de gamle mediehuses egenkapital er positiv, er vores negativ. De kan købe konkurrenter for opsparet kapital, vi må låne til det. Vi betaler fortsat prisen og vil gøre det længe endnu. Havde der ikke fandtes mediestøtte og statslige medier – eller havde vi fået ligestilling fra starten, er jeg overbevist om, vores virksomhed havde været to-tre gange større i dag. Så også på den måde har politik stor betydning. Konkurrenceforvridende statsstøtte skader virkelig dem, der ikke får.

I dag er det nemmere at komme i gang som mediestifter. Tre af de fire medier, der i år har fået tilkendt statslig driftsstøtte, er delvist iværksat på statslig innovationsstøtte. Det kan næppe have gjort særlig ondt for dem at lægge fra land. Det er godt. Det skal kun gøre lidt ondt at være iværksætter og helst ikke mere end to-tre år.

Men for nu også at være positiv: Prøv at se på den vækst, vi gennemlevede fra 2014, da staten omtrent ligestillede os med dagbladene. Efter nogle stille år tog vores vækst afsindigt afsæt, og vi vandt fem gazeller i træk. Den statsstøtte, vi har fået, er flerfoldigt kommet retur til fællesskabet i form af varige arbejdspladser med tilhørende personskatter, arbejdsmarkedsbidrag, selskabsskatter og moms. Sådan vil det også være i fremtiden.

Internationaliseringen er gået trægere og mere smertefuldt, end jeg havde forventet. Igen bærer dårlige, tilbageskuende rammevilkår i eksempelvis Sverige et medansvar. Vi har fået et relevant og kærkomment kontor i Riksdagen, men ellers er vi luft for de svenske myndigheder. Hvornår forstår de, at vi er kommet for at blive og faktisk vil deres ellers udfordrede demokrati det bedste? Det skal vores kendte, nye svenske chefredaktør nok få dem lært.

Når dette er sagt, så skal det også på positivsiden fremhæves, at de skandinaviske lande er vidunderligt stabile, velordnede og antikorrupte lande at være iværksætter og erhvervsudøver i. Folketinget har – i hvert fald langt op i 2010’erne – været en rummelig og åben institution, og overalt i samfundet respekteres de frie mediers ret til ”at stikke næsen i andre folks sager" i offentlighedens tjeneste.

Vi har parallelt med egen udvikling haft det store held, at politik gennem de tyve år kom til at fylde så meget mere. Flere love og regler, både nationalt og fra EU. Langt flere ansatte i den politiske ”branche”, både rådgivere hos partier og myndigheder og public affairs-rådgivere blandt aktører og virksomheder. Alle kommunikerer i dag, hvis de da ikke lader sig informere.

Udbredelsen og respekten for vores uvildige kernepublicisme i Danmark er et stort lyspunkt for os hér ved fødselsdagen. Vi sender snart en kvart million nyhedsbreve ud dagligt til det danske samfund. Og det er lykkedes os at vinde tillid til, at vi loyalt og velredigeret viderebringer snart sagt hvilket som helst synspunkt, hvilken som helst interesse. Og vi analyserer det for jer alle – uden selv at være forudindtaget eller endsige tage stilling. 

Fordi vi over tid igen og igen formidler argumenter redeligt og bøjer dem mod andre synsvinkler. Vi løber efter bolden og hæfter os ved det væsentlige i historien. Hellere dybde og perspektiv end hurtige, gule bjælker. Hellere uvildig fremstilling end holdningsbårne kampagner.

Vi laver fejl, javel, og man kan trække os for Pressenævnet, hvis man vil (hvad ingen til dato har gjort). Men vi gør os umage med at undgå fejl, og indtræffer de, retter vi.

Hér ved 2020 står vi med en bestyrelse, ledelse og en medarbejderstab, der er så kompetent som nogensinde. Ejerfamilien er bevidst om, hvor den står, og hvad den vil. Vi kan tiltrække og rumme flere og flere specialister, hvor hver ansat laver netop dét, vedkommende har særligt talent for.

Vi ansætter kun velanskrevne ledere efter grundig, professionel rekruttering og forventer af vores mellemledere, at de ansætter og beholder medarbejdere af bedste talent og flid. Det er nødvendigt, for at vi kan klare konkurrencen og vinde markedsandele. Og vi uddanner naturligvis mange praktikanter og studerende som led i et samlet samfundsansvar.

Lad os så se frem mod næste jubilæum i 2040. Dér er jeg trods alt kun 79 år og regner da med til den tid fortsat at spille en aktiv rolle. Man skylder sig selv og omgivelserne at gå sent på pension. Ellers taber Europa vækstkapløbet. Og det kan jeg ikke holde ud. Hvis ens fysik er til det, er det da trist at gå på pension, før man kommer i 80’erne. Tag selv ansvar for fysik og økonomi, please. 

Vækst: For tre år siden satte vi et mål om 100 millioner kroner i omsætning i 2020, men vi passerer 150. Det er altid besnærende at regne fremad. Kan vi styre os til en kontrolleret, 10-procents årlig vækst – som vi kører efter hér i 2020 – passerer vi én milliard kroner i omsætning i 2040. Det er koncernens nye mål. 

Den gennemsnitlige årlige nettoomsætningsvækst i de seneste tre koncernregnskaber er til sammenligning langt større – 46 procent. Kunne vi teoretisk fremover have holdt det, ville vi i 2040 med længder være Danmarks suverænt største medie- og udgivervirksomhed. Større end de største til sammen. Danmarks store virksomhed. Men ingen kan præstere 46 procent årlig fremgang i 20 år.

En del af væksten skal komme fra international ekspansion. Det er ærgerligt, at så mange lande gennem eksisterende statsstøtteordninger i samråd med deres gamle virksomheder forebygger, at nye trænger ind. Men vi har det rigtige koncept, som har stået model til lidt af hvert. Vi var ude før de fleste og er fortsat opfindsomme. Så vi skal videre over grænsen. Målet er mindst fem lande i 2040. Der skal ikke stemples amerikansk på alt stort.

Innovation: Vi skal fortsat investere i innovation og idérigdom. Nye medier og distributionsformer skal lanceres, og vi skal tilkoble produkter, der knytter sig til vores vidensbranche. ”Altinget - gør dig klog.” Robotter skal finde servicestof frem til vores videbegærlige læsere, men mennesket vil aldrig kunne erstattes. Og vi skal mere ud som lyd og levende billeder. Vi skal være endnu mere til stede i den fysiske verden med netværk, konferencer og topmøder i egne lokaler, ligesom udsøgte, lækre magasiner og ugebreve nok længe endnu vil egne sig til at blive trykt og postomdelt. Det er sådan en sjælden luksusfølelse efterhånden, hvor kiosken dårligt nok sælger aviser, hvis den da ikke selv er lukket.

Rammevilkår: Det var et chok for små og mellemstore virksomheder over alt i Europa, da det blev afsløret, at europæiske politikere havde ladt os i stikken ved at lade vores amerikanske konkurrenter få adgang til vores europæiske hjemmemarked ved talentfuldt at forhandle sig til en brøkdel af de officielle, kendte skattesatser, som vi andre slavisk står skoleret for. Det er en af grundene til, at de blev store, og vi forblev små. Når det er sagt, har vi et godt og tillidsfuldt samarbejde med Google og Facebook, som i deres udspring er lysende iværksætterforbilleder.

Men de bedste rammevilkår skal Europas ejerledere have tanke for hver dag i det gode, indre marked. Når vi med den ene bånd vil skabe stor vækst, skal vi tilsvarende have verdens bedste rammevilkår – hele vejen. 

Det undrer mig, at man siger, at blandt lønmodtagere skal de bredeste skuldre betale mest, mens der for virksomheder gælder det modsatte: De små skal betale mest, de store efter diskret særbehandling ubetydeligt; og så får de måske endda takkebrev fra skatteministeren.

Sidste år betalte vi alene i Danmark et millionbeløb i selskabsskat og vil gøre det igen i år. Man skal normalt betale en skat med glæde, men: Vi måtte – og vil komme til at – betale den fra en negativ egenkapital, hvorved jobsikkerheden, alt andet lige, påvirkes. Selskabsskat bør betales af eventuelt udbytte, som det sker i andre jurisdiktioner (nationalstater). Det vil også opfordre ejerne til at lade kapitalen blive i virksomheden til gavn for innovation, vækst og jobskabelse.

Det er også imod den europæiske tanke, at vi ikke sambeskattes over grænsen: Eksempelvis kan vi ikke fratrække svensk underskud i dansk overskud før beregning af selskabsskatten. Europa må træde i karakter på skatteområdet.

Vi små og mellemstore virksomheder i Europa skal derfor hver eneste dag selv tage vare på vores rammevilkår og kæmpe for de konkurrencefordele, vi kan skaffe os. Helt frem til velgennemført generationsskifte, der fremmer og ikke skader virksomheden.

Publicisme: Vi er Danmarks største politiske medie. Ikke hvad angår medietryk, men hvad angår dybde, bredde og medarbejderkræfter. Alligevel er vi endnu ikke blevet bare nomineret til en Cavling-pris for fornem journalistik. Det er fair nok, for de store dagblade, DR og TV 2 har hidtil bedre end os kunnet levere den helt særlige, dybe og afslørende dækning. Dertil er vores redaktionelle struktur for decentral med de mange nicheportaler. Men målet må være en Cavling-nominering inden for fem år og en Cavling-statuette inden for ti.

Dertil skal vi styrke vores nichejournalistik til professionelle yderligere – udgive lige dét, der er brug for og endelig ikke genere med mere – og udbrede vores gratis dækning til den brede offentlighed endnu mere. Så enhver dansker over tolv år om fem-seks år gerne ved, hvad Altinget er. I hvert fald kender det rød-blå logo.

Medarbejdere: Vores medarbejdere har altid været engagerede og loyale, og vi har få opsigelser. Vi evner som stabil og efter sigende populær arbejdsplads i stigende grad at tiltrække de bedste talenter, og det skal gennem personalepleje, aftaler med videre fortsat styrkes. Fordi mennesker er alt for en vidensvirksomhed som vores. Vi omsætter kun for omkring 700.000 kroner per medarbejder, så mennesker er simpelthen vores produktionsapparat. Men dygtig ledelse med forretningstæft, det helt rigtige produktsortiment, robotter samt fast ejendom må gerne sørge for, at vi snart omsætter for en million+ per medarbejder. Det skal være rentabelt og lønsomt at oprette varige arbejdspladser.

Ejerskab: Før 2040 planlægges ejerskabet videregivet i en fondskonstruktion, der juridisk er tilpasset stifters ønsker. Det forudsætter et solidt kapitalgrundlag. Fonden får både familierepræsentation og ekstern repræsentation. Forhåbentlig er endnu en Nielsen-generation på vej længe inden 2040. Konstruktionen skal først og sidst – forhåbentlig varigt – sikre mediernes fortsatte udgivelse på neutralt, publicistisk grundlag og, om lønsomheden er til det, desuden støtte almennyttige formål inden for europæisk ytringsfrihed og billedkunst samt familien i kommende generationer. 

Det føles godt at sætte sig disse ambitiøse mål allerede nu, så der fortsat er noget at kæmpe for. Jeg er personligt kun halvvejs. Og projektets vej? Den synes uoverskuelig, men tiltrækkende lang. Vi skal også være hér som en selvstændig stemme om 100 år.

Alt i alt: Vi driver forretning for at udkomme – ikke omvendt. Vi udkommer for at tjene den demokratiske styreform, ytringsfriheden, ligestillingen og satiren. Vækst & velfærd. Tak for de første 20 år og på tusindtalligt gensyn i de næste 20.