Redaktør: Hvis Facebook er et problem, er det os, der skal præsentere en løsning

Af Nikolai Thyssen
Stifter og redaktør, Føljeton

Problemet er ikke, om Facebook censurerer for meget eller for lidt, men at de censurerer så håbløst ringe. Det peger på det afgørende spørgsmål: Hvordan censurerer man en global offentlighed ‘godt’?

Nikolai Thyssen
Stifter og digital redaktør, Føljeton

Alle synes at være enige om, at Facebook er et problem. Og som oftest, når alle er enige, er det fordi, der er mere end én ting på spil.

Så lad os lige starte med diagnosen, så vi ved, hvad vi taler om. Hvad er problemet med Facebook? Her er fire populære svar:

1) Facebook censurerer for lidt
Facebook lægger ukritisk platform til alle og enhver. Der skelnes ikke mellem sandt og falsk, og det er stort set umuligt at gribe ind over for fejl, løgne og injurier.

Antisemitisme, islamofobi, hadtale, hævnporno og sågar selviscenesættelse af selvmordsterrorister har det på Facebook som fisk i et akvarie: Det svømmer relativt frit, mens alle kigger på.

2) Facebook censurerer for meget
Facebook har udviklet sig til en bornert hattedame, der stiller sig i vejen for fri tale og et frit sind. Der går ikke en dag, uden at en journalist, en forfatter eller en kunstner oplever, at Facebook har begrænset deres ytringer eller fjernet et foto.

De mest omtalte eksempler er den norske avis Aftenpostens kamp for at kunne vise det ikoniske foto fra Vietnamkrigen og den danske forfatter Peter Øvigs kamp for at vise billeder af danske frisind i form af fotoer af nøgenhed fra 1970’erne.

3) Facebook underminerer den kritiske offentlighed
Facebook har ingen redaktører og ingen journalister, og den frihed, der gælder for alle og enhver, gælder således også for magthaverne. Derfor kan interesseorganisationer, politiske partier og sågar statsministeren holde pressemøder og fremlægge planer uden at blive afbrudt af kritiske spørgsmål.

4) Facebook underminerer den journalistik, som firmaet selv lever af at distribuere
Facebook lever af det indhold, som andre skaber, og gør det noget nær umuligt at gøre en forretning ud af publicistiske medier.

De gamle medier er fanget i et krydspres mellem "the big five" på den ene side og DR på den anden. Facebook vinder både på teknologisk overlegenhed og på skala. 

En metafor for moderne problemer
På mange måder er Facebook blevet en metafor for de problemer, vi møder i vores moderne og globaliserede fællesskab. Dermed ikke sagt, at problemerne er falske, slet ikke. Men det er langt de færreste af dem, som vi kan løse ved at skrue på Facebooks algoritmer eller ved at udfordre firmaets forretningsetik.

Det er ingen nemme svar på spørgsmålet om, hvordan kritisk journalistik bliver til en god forretning – heldigvis kradser krisen endnu ikke mere, end at de store privatejede medier stadig har råd til Københavns allerdyreste adresser og generøse lønninger til direktionen.

Det er afgørende at skabe rammer i Europa, der gør, at Facebook, Google og Apple ikke misbruger deres monopoler, ignorerer lokal lovgivning, undlader at betale skat i de lande, hvor de skaber værdi, og ikke flygter fra det ansvar, der følger med, når man bliver så afgørende en del af den offentlige samtales infrastruktur. På den måde er det et forbilledligt arbejde, Margrethe Vestager udfører som konkurrencekommissær. 

Midt i en opbrudstid
Men der er ingen grund til at lade som om, det er nemt at regulere, hvordan de nye giganter skal fungere i vores fælles offentlighed. Vi er midt i opbrudstid, og vi er stadig ved at forsøge at forstå, hvordan vi skal indrette os i en verden, hvor den store og den lille offentlighed er smeltet sammen.

’Retten til at blive glemt’, som Google er blevet pålagt af EU-kommissionen, er et eksempel på, hvor svært det er at omsætte gode intentioner om privatliv til meningsfulde regler, der ikke begrænser ytringsfriheden og pålægger private virksomheder at afgøre, hvad der er sandt og falsk.

Det aktuelle forslag om, at virksomheder som Google (men altså også organisationer som Føljeton, Berlingske eller Læger uden grænser for den sags skyld) skal betale for at linke til medier, er et endnu værre eksempel på gode intentioner, der rammer skævt.

Med de nævnte forbehold kan man kun anbefale denne to-trins guide til overlevelse for privatejede medier, som forleden dukkede op på Twitter:

1) Revidér jeres forretningsplan

2) Kræver den nye model, at i “vinder over” Facebook, Twitter eller Snapchat? Så gå tilbage til punkt 1. 

Pluralisme og monopol
Selvom det kunne se sådan ud, er der ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem kritikken af, at Facebook censurerer alt for lidt, og af, at Facebook censurerer alt for meget. I hvert fald kan de samme mennesker sagtens fremføre begge argumenter.

Det er ikke helt uden humor, at de samme mennesker, der helt berettiget kritiserer Facebook for at være ude af stand til at skelne mellem børnepornografi og et historisk foto af vietnamesiske børn på flugt fra napalm, kræver, at selvsamme firma skal afgøre, hvilke historier der er ‘sande’, og hvilke der er ‘falske’.

Præmissen er forkert. Problemet er ikke, om Facebook censurerer for meget eller for lidt, men at de censurerer så håbløst ringe. Det peger på det afgørende spørgsmål: Hvordan censurerer man en global offentlighed ‘godt’? 

Hvad kan vi tåle at se?
Vi taler mest om de 'lette' spørgsmål. Det er i en dansk kontekst åbenlyst for enhver, at det er det glade vanvid ikke at kunne vise nøgne hippier.

Som altid er det mere interessant at stille de svære spørgsmål. Er der grænser for, hvor gruopvækkende billeder fra Syrien vi kan tåle at se? Udstiller tv-optagelserne fra Aleppo krigens ofre, eller er det den dokumentation, der skal til, for at vi som offentlighed forstår krigens alvor?

Hvis du kun abonnerede på Berlingske Tidende, ville du ikke være blevet udsat for billedet af den femårige Omran Dagneesh i ambulancen i Aleppo. Det kan godt være, at fotoet ikke er ikonisk endnu, men der er en god chance for, at det vil stå tilbage som billedet på en offentlighed, der var ude af stand til at beslutte sig for at gribe ind over for de værste krigshandlinger i vores levetid.

Det er ikke for at kritisere Berlingske - de gjorde sig en række sobre overvejelser, selvom de endte med at træffe den forkerte beslutning. Anderledes ser det ud på Facebook, hvor krigens rædsler løbende blander sig med feriefotos og diskussioner om dansk politik. Her er der ikke truffet en beslutning om at skærme os fra virkeligheden i Syrien.

En globaliseret offentlighed
Hvad er så problemet med Facebook? Det, der skurer i vores samtale, og som giver et underligt ubehag ved vores egne digitale vaner, er, at Facebook ganske vist har skabt en struktur, der muliggør en større pluralisme af stemmer end nogensinde før, men undervejs har skabt et monopol på platform og distribution.

Langt de fleste problemer, som vi forbinder med Facebook, ville ikke forsvinde, fordi Facebook forsvandt. Det, vi oplever, er derimod kompleksiteten ved en globaliseret verden, hvor mange offentligheder lever side om side, og hvor mange kulturer taler og lytter samtidigt.

Det var det, regeringen oplevede, da de indrykkede annoncer i libanesiske aviser og opdagede, at annoncerne blev set lige så meget i Washington som i Beirut. Og det var ret beset det, Jyllands-Posten oplevede, da de ville teste selvcensur i den danske offentlighed, men endte med at sætte verden på den anden ende.

Man kan mene meget om den sag, men man kan ikke meningsfuldt argumentere for, at det er nemt at navigere i en global offentlighed. Derfor er opgaven at diskutere, hvordan vi ønsker at forordne en global samtale – frem for endeløst at gentage, at Facebook endnu ikke har regnet det ud. Det har de åbenlyst ikke, men det er der heller ikke mange af os andre, der har.

Eller sagt på en anden måde: Det kan godt være, at Facebook er problemet, men det er os andre, det påhviler at formulere en løsning.