Rektor: Stadig brug for at nytænke de kunstneriske uddannelser

DEBAT: De fremtidige udfordringer ikke er ens på tværs af de kunstneriske uddannelser, og det er svært – om ikke umuligt – at løse vores forskellige udfordringer samlet, skriver Lars Bent Petersen, der er rektor på Det Fynske Kunstakademi.

Af Lars Bent Petersen
Rektor på Det Fynske Kunstakademi

I midten af oktober udkom Kulturministeriets rapport "De Kunstneriske Uddannelser", der foreslår at samle de syv nuværende statslige uddannelsesinstitutioner samt Forfatterskolen, Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi i én national uddannelsesinstitution.

Rapporten blev øjeblikkelig mødt med massiv modstand i de fleste kunstfaglige miljøer, og blot en uge efter gjorde Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Alternativet og Radikale Venstre det klart, at de ikke kommer til at lægge stemmer til en ny strukturering af kunstuddannelserne.

Efter pres måtte kulturminister Mette Bock (LA) i en kronik i Politiken den 26. oktober så meddele, at der ”ikke bliver taget politisk initiativ til at tvangsfusionere de kunstneriske uddannelser”. Rapporten ser hermed ud til at være stendød.

Udfordringerne er her stadig
Problemet er bare, at vi ikke er nået et eneste skridt tættere på, hvordan de kunstneriske uddannelser kan imødekomme fremtidens faglige, økonomiske og politiske udfordringer. Udfordringer, som er helt reelle på den institution, jeg er rektor for.

Alene derfor hilser jeg kulturministerens initiativ om en åben og kvalificeret drøftelse af de kunstneriske uddannelser velkommen. For ikke at skyde rapporten ned endnu engang vil jeg derfor forsøge at komme med et par forhåbentligt konstruktive bud på nogle af rapportens pointer. 

Vigtigt at se ud over København
Rapporten peger rigtigt på, at der bør være kunstneriske uddannelser i hele landet, hvilket i princippet burde være en selvfølge. Danmark er mere end København, og det bliver derfor interessant at følge, om det flertal på Christiansborg, der kulturpolitisk har prioriteret det Danmark, der ligger uden for København, er villige til at prioritere, at der også i fremtiden er billedkunstnerisk uddannelse i Odense og Aarhus.

På samme måde håber jeg, at kulturministeren ikke helt har droppet al nytænkning på området, og jeg håber stadig, at nye tiltag måske i mindre skala kan komme på tale.

Med en eventuel sammenlægning af de tre kunstakademier eller de fire musikkonservatorier i København, Odense, Aarhus og Aalborg – ligesom man i 2015 gjorde med landets scenekunstuddannelser – vil man muligvis styrke administrationen. Risikoen er dog, at den nytænkning, innovation og faglige skærpelse, der opstår ved at tænke forskelligt og gøre tingene på forskellige måder, forsvinder. Jeg tror, at det netop er ved at tænke forskelligt og gøre tingene på forskellige måder, at kunstnerisk innovation opstår. Dette er derfor ikke en model, jeg vil anbefale.

Gevinster ved små sammenlægninger
Jeg kunne derimod godt forestille mig, at man frivilligt forsøgte at realisere dele af rapporten lokalt. Det kunne være her i Odense, hvor man på tværs af kunstarter lod nogle af de mindre og nyere institutioner – der ikke er bundet af lange historiske og forpligtende traditioner – indgå i et tættere formelt samarbejde. Det er mere håndterbart, og det vil give mulighed for ”hands on” at undersøge, om der er nogle af de administrative fordele, som rapporten peger på.

På samme måde ville det give mulighed for at undersøge, om der på længere sigt reelt kunne være kunstfaglige gevinster ved eventuelle sammenlægninger. Kunstarter som lydkunst og performance trækker på fagligheder på tværs af de kunstneriske uddannelser, og på en uddannelsesinstitution som Det Fynske Kunstakademi har vi gennem tiden haft og har stadig flerfaglige studerende, der arbejder med alt fra maleri, skulptur, video og lyd. Musikere som MØ og Lucy Love kommer således ikke fra musikkonservatorierne, men er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi.

Jeg kunne også godt forestille mig, at vi udviklede et uddannelsessamarbejde med for eksempel professionshøjskolerne, der i forvejen blandt andet har billedkunst som undervisningsfag. Det ville styrke vores studerendes mulighed for efterfølgende at kunne tage et job på og bidrage med deres fagligheder på det ”almindelige” arbejdsmarked.

En nylig rapport fra World Economic Forum peger netop på, at der i fremtiden vil være stigende efterspørgsmål på kompetencer som kritisk tænkning, kreativitet, problemløsning og innovation. Dette kunne måske også være en måde at imødekomme en af de udfordringer, som Kulturministeriets rapport adresserer, nemlig spørgsmålet om dimittendledighed.

De skjulte tal bag dimittendledighed
Af rapporten fremgår det, at dimittendledigheden for musikkonservatorierne er markant lavere end for de øvrige kunstneriske uddannelser. Hvis det skulle få nogle til at konkludere, at man burde skære på uddannelserne inden for scenekunst, billedkunst og litteratur, bør man politisk dog være opmærksomme på et par forhold.

For det første har en billedkunstskole som Det Fynske Kunstakademi – der årligt modtager 1,4 millioner kroner i statsstøtte – cirka 20 procent flere ansøgere end for eksempel Syddansk Musikkonservatorium, der årligt modtager 45 millioner kroner i statsstøtte.

Når jeg drager de her tal frem, er det udelukkende for at påpege, at vi på de kunstneriske uddannelser arbejder under meget forskellige betingelser.

For det andet gælder der, at hvor kunstformer som billedkunst og litteratur hovedsageligt er rettet imod et privataftagermarked, så har flere af de andre kunstneriske uddannelser nogle store direkte og indirekte statsstøttede markeder.

For eksempel er alle kommuner forpligtet til at drive musikskoler, hvilket sidste år betød en samlet offentlig refusion på cirka 770 millioner kroner. Herudover kommer en pulje på finansloven på 40 millioner kroner årligt til de musikalske grundkurser.

Arbejdsmarkedet for musikere og flere af de andre kunstneriske uddannelser bliver med andre ord subsidieret kraftigt. Hvis alle kommuner på samme måde var forpligtet til at drive billedkunstskoler, ville der blive skabt en masse arbejdspladser til landets billedkunstnere, sådan at de kunstnere, der ikke kan leve af at sælge deres kunst, også ville have et indtægtsgrundlag.

Kulturminister Mette Bock (LA) har siden sin tiltrædelse for cirka et år siden gentaget flere gange, at hun ønsker at gøre op med et støttesystem, hvor kulturkronerne fordeles ud fra tradition og historie snarere end ud fra konkrete kulturpolitiske prioriteringer. Den direkte og indirekte statsstøtte til de kunstneriske uddannelser er på samme måde præget af tradition og historie.

For hvad er egentlig den gode forklaring på, at alle kommuner er forpligtet til at drive musikskoler og ikke billedkunstskoler? Og hvad er egentlig den gode forklaring på, at Kulturministeriet støtter musikalske grundkurser med 40 millioner kroner om året, mens sådanne puljer ikke findes for eksempel billedkunst og litteratur i en tid, hvor billeder og sproget betyder ganske meget for vores identitet. 

Ikke blot mere – men også bedre uddannelse for pengene
Kulturministeriets rapport diskuterer især, hvordan vi får mere uddannelse for pengene. Jeg kunne godt tænke mig, at vi også diskuterede, hvordan vi får bedre uddannelse for pengene. Sagen er nemlig den, at de kunstneriske uddannelser ikke blot står over for økonomiske, men også faglige udfordringer. Det er således ikke kun det administrative, men også det kunstfaglige, der skal udvikles.

De kunstnere, som vi i fremtiden kommer til at uddanne, står nemlig over for et kunst- og arbejdsmarked, der er radikalt anderledes end for 15 eller 20 år siden. Og det betyder noget for, hvordan vi skal drive uddannelse.

Vores opgave er nemlig ikke blot at skabe dygtige kunstnere, men også at klæde dem på til at kunne orientere sig i det fremtidige kunst- og arbejdsmarked. De seneste år har vi for eksempel oplevet, at det samlede private kunstmarked er vokset med rekordhøje auktionspriser, men samtidig samler pengene sig på færre hænder. Vi ser også en bevægelse imod, at de traditionelle kunstinstitutioner ikke længere spiller en ligeså stor rolle for kunstnerne som tidligere. I dag er det i stigende grad private samlere, der spiller den rolle.

Samtidig er der særligt i udlandet kommet flere stipendier til kunstnerisk forskning, og den akademiske verden er derfor også blevet en vigtigere indtægtskilde for kunstnere. Disse udviklinger skal vores studerende kunne håndtere, og der er derfor behov for, at vi ikke kun udvikler den administrative side, men også den faglige side af de kunstneriske uddannelser.

Det siger næsten sig selv, at de fremtidige udfordringer ikke er ens på tværs af de kunstneriske uddannelser, og det er svært – om ikke umuligt – at løse vores forskellige udfordringer samlet. Men arbejdet med at finde de rigtige bæredygtige, faglige løsninger, bidrager vi hellere end gerne konstruktivt og kvalitativt til, også i praksis.

Forrige artikel SF København: Lad os fordoble kulturbudgettet SF København: Lad os fordoble kulturbudgettet Næste artikel S-kandidat: Kulturen skal være vækstdriver i Viborg Kommune S-kandidat: Kulturen skal være vækstdriver i Viborg Kommune
  • Anmeld

    Mette Bock · Kulturminister

    Det er da utroligt, som historier kan få sit eget liv!

    Det er grebet ud af den blå luft, når rektor for Det Fynske Kunstakademi skriver følgende: : “Efter pres måtte kulturminister Mette Bock (LA) i en kronik i Politiken den 26. oktober så meddele, at der ”ikke bliver taget politisk initiativ til at tvangsfusionere de kunstneriske uddannelser”. Rapporten ser hermed ud til at være stendød.” Jeg mig gentage: Jeg har aldrig nogensinde haft den tanke at tvangsfusionere de kunstneriske uddannelser. Som i aldrig. Den plan var og er der imidlertid mange, der af en eller anden grund finder det praktisk at tillægge mig. Hertil kommer, at Sveidahls rapport fortsat er spillevende. Alle de udfordringer, rapporten peger på, forsvinder ikke, bare fordi nogen tegner tordenskyer, der ikke findes. I øvrigt tak for andre gode refleksioner i artiklen.

  • Anmeld

    Lars Bent Petersen · Rektor, Det Fynske Kunstakademi

    Tordenskyer, med opklaring

    Jeg skal med det samme beklage formuleringen og glæder mig over, at jeg har fejllæst Henriks rapport og ministerens intentioner. Vi ser frem til og håber også på bedre vejr uden torden og skyer, uanset hvem der har malet dem, over de kunstneriske uddannelser og fremtiden. Vi bidrager stadig gerne til arbejdet med opklaring.