Rosenvinge: Fyr den af som en russer

Nogle gange siger omkvædet i en popsang det, som mange synes at tænke. The Beatles sang i 1968 om, hvor dejligt det var at komme hjem til U.S.S.R. – og de mente det. Elton John længtes i 1985 mod den skønne, men uopnåelige Nikita, som patruljerede ved grænseposten. Sting håbede, ligeledes i 1985, at russerne også elsker deres børn og holder sig fra at bruge atomvåben. Mere omfavnelse og mindre ødelæggelse? Det var håbet, og sangene hittede.

Muren faldt, og Den Kolde Krig sluttede. Ingen tabte, ingen vandt. Det er ikke længere de liberale demokratier versus de kommunistiske diktaturer. Alt er, som det altid har været. De rige bliver rigere, og selv kloge hoveder har svært ved at identificere de reelle magthavere.

Så hvad nu? Vi skriver november 2016, og Robbie Williams vil til fest. Han vil have tjenestepiger i lårkort, de skal opvarte ham og spille basguitar. De skal tænde nødblus og løbe gennem natten i slotsparken. Han vil omgive sig med skønhedsdronninger i brudekjoler, som de skal have lov til at smudse i en gigantisk lagkagekamp. Han vil være den urørlige konge i et rige, som han selv har skabt.

Robbie Williams er popsanger og går hele vejen, så jeg er godt underholdt, når jeg lytter til teksten og ser på videoen til sangen 'Party Like a Russian'.

Det gør godt at grine, og jeg skråler gerne med på omkvædet. Spasibo! synger jeg så. Spasibo (cпасибо) er en gængs hilsen, der bruges for at sige mange tak. Spasibo kommer af det latinske grātitūdō og har den oprindelige betydning 'vær velsignet'. For at skrive denne klumme, lavede jeg en billedsøgning på sangtitlen. Prøv det. Så ser du nemlig ikke bare stills fra den officielle musikvideo, men også allehånde autentiske billeder af festlige russere. De går til den.

Voilà. En dukke i en dukke. Den er der, og den er der ikke. Ligesom med multinationale selskaber og deres bevidst uoverskuelige forgreninger.

Line Rosendahl

Så vær velsignet, og fyr den af som en russer? Den indledende strofe lyder: "It takes a certain kind of man with a certain reputation / To alleviate the cash from a whole entire nation" og senere: "I put a bank inside a car inside a plane inside a boat / It takes half the western world just to keep the ship afloat".

Voilà. En dukke i en dukke. Den er der, og den er der ikke, som Williams synger. Ligesom med multinationale selskaber og deres bevidst uoverskuelige forgreninger, han henviser til.

Umiddelbart er det officielle Rusland slet ikke begejstret for den britiske popsangers festsang. De kan bedre lide en heroisk fremstilling af egne bedrifter som i filmen, 'I'm a Russian Occupant' (2:39 minutter) fra februar 2015. Filmen har haft knap ti millioner visninger. Hvis jeg var en nationalistisk orienteret ung russer, så ville jeg sikkert også labbe den i mig. Den ville indgyde selvtillid.

Samme måned, som den gik viralt, blev 'I'm a Russian Occupant'-filmen omtalt i dansk presse. Jeg hørte om den i middagsradioavisen, som citerede en russisk politiker for at tale rosende om den velproducerede film, som proklamerer Ruslands historiske overlegenhed og landets heraf naturlige rolle som verdensherre.

Hvad så med de røde øjne, kan jeg høre nogen spørge. For heldigvis kom jeg til at tænke på en Gnags-sang fra 1984. Den om de vilde kaniner med meget lange ører. Dem, som undergraver grænserne og parrer sig, graver grøfter mellem øst og vest, forbinder søerne og har munden op til ørerne. Dem, som malede selv Det Hvide Hus gråt. Eller var det grønt?

Siden sidst har festaben Robbie Williams taget scenen. På mindre end tre måneder har musikvideoen Party Like a Russian (3:08 minutter) haft mere end 17 millioner visninger.

Det er det, de unge vil have. Jeg vil da også gerne være en af tøserne i baggrunden, som mimer til mandskoret, der synger om, at der er revolution i luften. På visse betingelser. For jeg vil ikke til en revolutionerende fest og vågne med tømmermænd i ukendt land og fremmed seng. Jeg vil til en festlig revolution af den slags, der virker som en drøm, men som man ikke behøver vågne fra. En drøm, der fortsætter ind i hverdagen. Jeg satser på, at kulturens produkter kan være med til at slå tonen an.

Via programmet The Madison Valleywood Project samarbejder den amerikanske stat med medie- og techvirksomheder på, at konti med voldelig propaganda på de sociale medier blokeres. Dertil opfordrer staten til, at borgere, NGO'er og andre institutioner producerer materiale, som bliver en del af de kulturprodukter, vi deler med hinanden. Det handler ikke kun om at begrænse direkte opfordringer til terrorhandlinger, det handler også om at producere modvægt. Der føres Public Diplomacy via kultur og kreativitet.

......

Line Rosenvinge er kunstfaglig debattør og skribent, og hun har som regel en fod i kunsten og kulturen, men tænker også gerne højt om samfundsudvikling og -afvikling. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.