Søs Marie Serup: Hvad skal vi med kulturen, det billige skidt

På samme måde vil mange danskere gerne betale for, at vi har et kongeligt teater, Skagensmuseum og Fregatten Jylland.

Men når kultur blot er “bevaringsværdigt”, er det i politisk forstand tæt på ligegyldigt.

Så bliver det reduceret til et nummer på finansloven, som i hvert fald ikke skal vokse mere end løn- og prisudviklingen. 

Hvorfor skal børn læse?
Kulturen vil være et lavstatusområde på Christiansborg, indtil nogen får finansordførerne og partilederne til at forholde sig til stoffet som andet end staffage.

Og kultur bliver aldrig et valgkampstema, for det kan simpelthen ikke flytte nok vælgere.

Derfor skal man også bruge kræfterne andre steder, hvis man vil kulturen det godt.

Forudsætningerne for at flytte finkulturen højere op på den politiske dagsorden er svære i en tid, hvor business cases styrer, og der er mere fokus på output end noget andet.

Et lavpraktisk eksempel er, at alle er enige om, at forældre skal læse 20-30 minutter hver dag med deres børn.

Men der er meget lidt samtale om, hvad de skal læse, og hvis man når ind i en debat om, hvorfor man skal læse, handler den mere om at skabe små computere, der effektivt kan processere viden − end det handler om eksistens.

Det er hård lerjord at så solsikker i, og derfor skal man arbejde med jordforbedring. 

Politikerne fordummer folket
Man skal arbejde med fødekæden af kreativitet, skabertrang, oplevelser, sanselighed og eksistens.

Og allerede der bliver lixtallet simpelthen for højt og businesscasen for flimrende.

Ser man for eksempel på lixtallet i statsministrenes nytårstaler, så har det været støt faldende gennem de sidste tyve år.

Det er langt mere sandsynligt, at de næste tre statsministre i træk vil citere Kim Larsen, end at bare én af dem vil citere Blixen eller Pontoppidan. 

I et forsøg på at være i øjenhøjde med vælgerne falder man i fælden med at “dumb it down”.

Få ser længere potentialet i at være et dannet, belæst og − Gud forbyde det − intellektuelt fyrtårn. Selvom Vaclac Havel'erne af denne verden tydeligt har vist, at det jævne og det kulturelle følges fint ad − hvis man tør prøve.

Man behøver ikke at blende grøntsagerne for at skjule for gæsterne, at de er kommet til at spise noget sundt. 

Kulturen lider en stille død
Der er god inspiration at hente andre steder. Se blot på, hvordan naturvidenskaberne er gået fra at være nørdernes vagtparade til at være Andreas Mogensen-lækkert.

Børn, voksne, vælgere og politikere har næsten ikke kunnet labbe nok grøntsager i sig fra det fad. Og den gode nyhed er, at kulturen er godt i gang med at skabe den samme effekt − blot bygget nedefra og op, fremfor at være inspireret oppefra og ned.

I det regionale Danmark er der en susen og summen i kulturlivet.

Det pudsige er, at i en periode, hvor “regional udvikling” står højt på dagordenen, formår kulturen alligevel at snige sig uden om interessen. 

Forklaringen er enkel, hvis man spørger mig.

Kulturen dør af konsensus og det stille liv.

Den skal ville mere, turde mere og kræve mere.

Mere, der ikke handler om toprocentbesparelser, men om eksistens og menneskeliv.

Der skal være noget på spil.

Eller som en gammel modstandsmand sagde til en anden: Det var nu på en måde nemmere, dengang livet var værd at dø for.