Trapholt: Museerne er ikke til for at tjene penge

Af Karen Grøn
Museumsdirektør, Trapholt

I sidste uge var flere hundrede museumsfolk samlet på Hotel Fredericia til ODM’s årlige formidlingsseminar.

På dagsordenen var statens omprioriteringsbidrag, der presser museerne til at øge deres egenindtægter, samt kommunernes ønske, om at museerne skal bidrage til at løfte velfærdsopgaver såsom uddannelse, sundhed og integration.

Museernes eksistensberettigelse
Museerne har i vid udstrækning internaliseret den økonomiske tænkning, hvilket blandt andet viser sig, når Jane Sandberg, museumsdirektør på Enigma, skriver i Berlingske, at ”museer skal se sig selv som forretning”.

Samtidig har museerne over en bred kam rettet deres fokus mod at få flere gæster ind ad døren og øge egenindtægterne.

Altinget kunne således sidste år fortælle, at de statsanerkendte museers samlede entréindtægter er steget med hele 82,4 procent fra 2011 til 2017.

Museernes ophav og potentiale er på den samfundsmæssige bundlinje, hvor de kan ses som et væsentligt bidrag til en positiv samfundsudvikling. 

Karen Grøn
Museumsdirektør, Trapholt

Det er fint, hvis museerne kan tjene penge, men som den konservative folketingskandidat Ali Aminali skriver i Berlingske 12. februar, så er det ikke derfor, de er sat i verden.

Det er altså en misforståelse, hvis museerne primært måles på den økonomiske bundlinje. Museernes ophav og potentiale er på den samfundsmæssige bundlinje, hvor de kan ses som et væsentligt bidrag til en positiv samfundsudvikling.

Behov for politisk prioritering
Etableringen af de statslige hovedmuseer og provinsmuseernes opblomstring udsprang af 1800-tallets behov for uddannelse af den danske befolkning.

Kommunernes aktuelle ønske om at inddrage museerne i væsentlige samfundsopgaver i dag kan ses i direkte forlængelse af dette.

Men selvom 90 procent af kommunerne ifølge KL’s rapport ”Virker det?” (2017) tænker kultur og fritid på tværs af andre politikområder, og selvom der siden 2016 har været afsat otte millioner kroner på finansloven til ”Kultur på recept”, så er der behov for, at man politisk prioriterer denne indsats langt højere, end tilfældet er i dag. 

Jeg har tidligere beskrevet i Altinget, hvordan WHO forudser, at stress og depression vil blive en af de største sygdomsfaktorer i 2020, og at sygefravær på grund af arbejdsbetinget stress og depression allerede i dag anslås at koste det danske samfund 27 milliarder om året.

Der er derfor både store menneskelige og økonomiske gevinster at hente, hvis vi kan blive bedre til at forebygge og behandle disse lidelser.

Det er derfor også interessant, at forskning viser, at kunst og kultur kan have positiv effekt på helbredet. 

Ugens krøbling
Mange museer arbejder da også med velfærdsprojekter. På Trapholt er vi eksempelvis en del af projektet ”Kultur i arbejde”, der skal hjælpe personer, der er sygemeldt med stress.

Udfordringen er, at museerne har svært ved at prioritere disse initiativer inden for driftsbudgettet, da de ikke genererer indtægter. 

Hovedparten af de velfærdsorienterede tiltag er derfor finansieret af pulje- og fondsmidler. Samtidig er museernes medarbejderstab skåret så hårdt ind til benet, at der ofte er behov for at ansætte eksterne medarbejdere til at drive projekterne.

En ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser således, at hver femte medarbejder i kulturlivet i dag er ansat i en tidsbegrænset stilling. 

Det betyder, at projekterne ikke bliver integreret i museets øvrige arbejde, men blot forbliver et vedhæng til museets hovedaktiviteter.

Projekterne bliver på den måde ”ugens krøbling”, der kommer ind ad døren, og hvor kompetencer, læring og erfaring forsvinder igen, så snart projektet er afsluttet.

Det bliver således ikke forankret i institutionen, og der sker ingen varig forandring. Samtidig bliver projekterne heller ikke nødvendigvis bæredygtige, fordi de ikke bliver tænkt ind i museets øvrige virke. 

Stort potentiale
En evalueringsrapport af ”Museer og kulturinstitutioner som rum for medborgerskab” (2016) peger på nogle af de samme udfordringer og anbefaler blandt andet, at disse velfærdsopgaver i højere grad bliver en ”central og integreret del af museernes virke”.

Museerne har et stort samfundsmæssigt potentiale til at skabe bedre trivsel, sundhed, uddannelse, integration og lignende, men det bliver ikke forløst i dag, hvor den økonomiske bundlinje har overtaget opmærksomheden.

Mange kommuner og flere politiske partier på Christiansborg har allerede fået øjnene op for det, men jeg savner stadig en visionær strategi og økonomisk prioritering af indsatsen på museernes samfundsbundlinje.

Jeg håber derfor, at området vil få en større politisk bevågenhed efter et folketingsvalg.