Teaterchef på Bornholm: Børns adgang til kultur er blevet til et postnummerlotteri

Jens Svane Boutrup
Teaterchef, Bornholms Teater
Inden de politiske forhandlinger om den kommende scenekunstreform for alvor går i gang, er det afgørende at få ét spørgsmål tydeligt på dagsordenen: Skal scenekunst være et reelt tilbud for børn og unge i hele landet eller fortsat afhænge af kommunernes økonomiske formåen?
Svaret hænger tæt sammen med egnsteatrenes rolle og vilkår.
Egnsteatrene er en særlig dansk konstruktion. De er lokalt forankrede, professionelt producerende scenekunstinstitutioner spredt over hele landet. De er ikke blot steder, hvor forestillinger vises, men institutioner, der skaber scenekunst i tæt dialog med det lokalsamfund, de er en del af.
I dag findes der 28 egnsteatre, som tilsammen udgør en central del af den scenekunstneriske infrastruktur, ikke mindst for børn og unge.
Netop derfor spiller egnsteatrene allerede en nøglerolle i ambitionen om, at alle børn og unge skal møde scenekunst. Den ambition deles bredt politisk.
Men hvis forhandlingerne om reformen skal lykkes med den, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på struktur og forenkling. Finansieringsmodellen bliver afgørende.
Finansieringsmodel forstærker geografiske forskelle
I dag ligger ansvaret for egnsteatrene hos den enkelte kommune, som finansierer teatret og derefter modtager en statslig refusion som en fast procentdel af det kommunale tilskud.
Modellen er enkel, men den er ikke neutral. Den betyder, at kommunernes økonomiske råderum i praksis afgør, hvor stærkt et egnsteater kan være.
Egnsteatre på tværs af landet forventes at leve op til de samme krav, men med vidt forskellige forudsætninger.
Jens Svane Boutrup
Teaterchef, Bornholms Teater
Kommuner har vidt forskellige økonomiske forudsætninger, og det slår direkte igennem i egnsteatrenes bevillinger.
Egnsteatre i økonomisk pressede kommuner har som regel de mindste budgetter, ikke fordi ambitionerne er mindre, men fordi midlerne er det.
Samtidig betyder refusionsmodellen, at staten bidrager mest dér, hvor kommunerne i forvejen har flest penge. Resultatet er, at statens egen finansieringsmodel systematisk forstærker geografiske forskelle.
Konsekvensen er, at egnsteatre på tværs af landet forventes at leve op til de samme krav, men med vidt forskellige forudsætninger.
Det er ikke blot et problem for de enkelte institutioner.
Det svækker den samlede kulturelle infrastruktur og gør det vanskeligere at sikre lige adgang til scenekunst for børn og unge. I yderområder, hvor alternativerne i forvejen er få, bliver effekten særlig tydelig.
Statsligt grundtilskud til alle egnsteatre
Hvis forhandlingerne om scenekunstreformen viderefører denne model uændret, risikerer de at cementere en ulighed, som står i direkte modsætning til ambitionen om scenekunst i hele landet.
Derfor bør finansieringsmodellen være et centralt politisk tema i de kommende forhandlinger.
En mulig løsning er at indføre et statsligt grundtilskud til alle egnsteatre, uafhængigt af kommunernes betalingsevne, som efterfølgende kan suppleres af en refusionsmodel.
Det vil sikre et mere ensartet og bæredygtigt udgangspunkt og samtidig fastholde det lokale engagement.
En mulig løsning er at indføre et statsligt grundtilskud til alle egnsteatre, uafhængigt af kommunernes betalingsevne.
Jens Svane Boutrup
Teaterchef, Bornholms Teater
Scenekunstreformen rummer et erklæret ønske om forenkling, og det er fornuftigt. Men forhandlingerne bliver først meningsfulde, hvis de også adresserer de strukturelle forskelle, der i dag præger feltet.
Hvis ikke risikerer reformen at blive endnu et eksempel på, at ambitionen om kultur for alle ender med at gælde dér, hvor der allerede er råd.
Netop derfor er de kommende forhandlinger en historisk mulighed.
Ikke blot for at justere ordninger, men for at sikre, at egnsteatrene også fremover kan være et landsdækkende, professionelt tilbud, der bringer scenekunsten tæt på børn og unge uanset postnummer.
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Problemerne i kulturlivet forsvandt ikke med #MeToo. De har bare skiftet ham


















