Teatre: Besparelser kvæler provinsens kulturliv

Af Gitta Malling
Leder af Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Regeringen udsulter faktisk kulturlivet uden for hovedstaden og kan dække sig ind under, at det er kommunernes egne dispositioner, der er skyld i det.

Gitta Malling
Leder af Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Både regeringen og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har siden valget talt provinsens sag.

Kunsten og kulturen skal findes i hele landet, og der skal være et bredt udbud af kulturoplevelser, uanset hvor man befinder sig i Danmark.

Det er Teatrenes Interesseorganisation (TIO) som udgangspunkt enig i.

Vores medlemsteatre er jo netop blandt dem, der sørger for kulturelt liv i lokalområderne. De sørger for, at skolebørn får teateroplevelser, de agerer samlingspunkt ved at lave teateraktiviteter både inde i teatersalen og ude i byrummet, og de skaber scenekunst og underholdningstilbud, der gør det attraktivt at bosætte sig over hele landet. Netop sådan, som politikerne ønsker.

Andet end forestillinger og publikum 
Scenekunsten er dog stadig også andet og mere end en mængde forestillinger og et antal publikummer. Det anerkendes for eksempel i den nye politiske aftale for Det Kongelige Teater, hvori der står: ”Børn skal ikke lære om kunsten, men gennem den”. Der er med andre ord dannelsesmæssige perspektiver i mødet med skabende kunstnere og kunsten, i mødet med det kreative og dialogiske medie, som teatret er. Og det uanset, om man er barn eller voksen. Det kan mærkes, når man har et teater i sit lokalområde.

Et eksempel på en direkte omprioritering af kulturstøtten til fordel for provinsen sås i form af det stærkt beskårede tilskud til KulturMetropolØresund, der er en samarbejdssammenslutning af 26 kommuner og Region Hovedstaden. Her var det en bevidst og direkte politisk prioritering i stedet at kanalisere pengene til Aarhus og oplandskommunerne i forbindelse med, at Aarhus skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Et andet ligeledes godt projekt, der ligesom KulturMetropolØresund også dækker et stort geografisk område.

Kommunernes kulturpenge forsvinder 
I de kommende år vil vi så opleve de indirekte, og formentlig utilsigtede, konsekvenser af regeringens politik. Det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent, som alle statslige institutioner nu skal finde i budgetterne, rammer nemlig også kommunernes drift. Kommunerne skal finde en procent. Og dermed svinder den pose penge, som kommunerne kan sætte af til egnsteatrene i deres områder, sandsynligvis også.

På nuværende tidspunkt er der 33 egnsteatre i Danmark. Det er scener som Himmerlands Teater, Carte Blanche i Viborg, Randers EgnsTeater, Aaben Dans i Roskilde, Teatret Møllen i Haderslev, Bornholms Teater, Baggårdsteatret i Svendborg og Cantabile 2 i Vordingborg.   

Samtidig er statens refusion af kommunernes udgifter til egnsteatre blevet sænket regelmæssigt de senere år. Resultatet er, at det bliver dyrere og dyrere for kommunerne at give deres borgere det attraktive, lokale scenekunsttilbud, som et egnsteater udgør.

Udsulter provinsens kulturliv
Det kan i yderste konsekvens betyde, at egnsteatre må lukke, og det synes uundgåeligt, at egnsteatrene i hvert fald må skære kraftigt i sine aktiviteter. Selve teaterdriften er der ikke meget at spare på. Antallet af ansatte på teatrene er begrænset, der er tale om små enheder med de styrker, det indebærer. Men det gør dem også så meget mere sårbare i en sparerunde, for så er der kun én ting tilbage at skære i, og det er kerneaktiviteten, teatrenes raison d’être, teaterforestillingerne. 

Og dermed risikerer regeringens dispositioner i form af omprioriteringsbidraget at få den uheldige konsekvens, at man indirekte skærer på kulturtilbuddene i provinsen. Stik imod alle intentioner. Regeringen udsulter faktisk kulturlivet uden for hovedstaden og kan dække sig ind under, at det er kommunernes egne dispositioner, der er skyld i det.

Det er for slapt.  

Regeringen må tage ansvar og åbent erkende, at man ikke kan spare så store beløb, uden at det gør ondt. Uden at det får konsekvenser. Også for vores kulturliv, både i forhold til kvalitet, kunstnerisk udbud og geografisk spredning.