Tidl. museumsdirektør: Statslige bevillinger skal være styret af fleksibilitet og kvalitet

Af Morten Hahn-Pedersen
Tidl. museumsdirektør

I en tid præget af øget globalisering og mangefacetteret kulturpåvirkning fra det store udland kan det undre, at der på Christiansborg er så beskedent fokus på investeringer i bevaring af dansk kultur.

Tværtimod ser man en løbende udhulning af kulturarbejdet gennem årlige nedskæringer, samtidig med at der snart sagt konstant er usikkerhed om principperne for tildeling af kulturbevillinger på grund af stadig tilbagevendende politiske ønsker om forandring. 

Diskussionerne handler oftest om teknokratiske justeringer af fordelingskriterier "inden for givne økonomiske rammer". 

Derimod tales der ikke om investeringer i bevaring af dansk kultur, identitet og sammenhængskraft i et Danmark under globaliseringens pres.

Overordnede politiske visioner for det danske kulturlivs fremtid er svære at finde, og det gælder måske ikke mindst for museernes vedkommende.

Museernes evne til at skaffe penge eller tiltrække gæster er set ud fra et kulturarvsperspektiv ikke relevante kriterier for statslig belønning, og man kan desuden hævde, at de museer, der mestrer denne kunst, i givet fald allerede er blevet honoreret via fondstilskud, sponsorater, sidesalg og entréindtægter.

Morten Hahn-Pedersen
Tidl. museumsdirektør

Staten sætter regler for museernes ageren
Skønt staten set i forhold til kommunerne og museerne selv er den instans, der økonomisk bidrager med mindst til opretholdelsen af et dansk museumsvæsen, er det staten, der sætter regler og lovgrundlag for museernes ageren.

Man kan konstatere, at de statslige krav til museerne står i et misforhold til statens bevillinger, der oven i købet udhules via de to procent såkaldte omprioriteringsbidrag, som hvert år skærer endnu en bid af det statslige driftsgrundlag til landets museer.

Resultatet har på nogle museer været et farvel til dygtige og engagerede medarbejdere, mens man andre steder har forsøgt at kommercialisere museumsdriften i forsøg på at kompensere for de svindende statslige tilskud.

Ingen af delene er til gavn for et fokuseret arbejde med de fem kerneområder, forskning, indsamling, registrering, bevaring og formidling af den danske kulturarv, som er museumsvæsenets essens og vigtigste bidrag til samfundet.

Diskussionen skal ikke begrænses til Christiansborg
Hvis man – nu igen – skal revurdere spilleregler for og tilskud til de danske museer, ville det være formålstjenligt, at diskussionen ikke blev begrænset til Christiansborg, men fandt sted i et åbent og konstruktivt samarbejde mellem stat, kommuner og museer.

Man må heller ikke glemme fondene, der årligt bidrager med betydelige beløb til udviklingen af det danske museumsvæsen og følgelig har stor interesse i museernes fremtidige lovgrundlag og driftsvilkår.

Allerede i udgangspunktet vil det være nyttigt, om man kunne enes om fastlæggelse af en gældende tidsramme for lovgrundlag og bevillinger, så museerne får mulighed for at fastsætte og forfølge en kurs for indsatsen på deres særlige felt af kulturarvsarbejdet uden at blive bremset midt i det hele af pludselige systemskift eller politisk motiverede besparelser.

Lige så vigtig er en fælles erkendelse af, at forskningen er den altafgørende base for museernes arbejde.

Her skabes grundlaget for reflekteret indsamling, ordnet og systematisk registrering, relevant bevaring og kvalificeret og vedkommende formidling.

I forening udgør disse fem områder det, som museerne skal bedømmes på, og som de statslige tilskud skal gives til.

Det er det, der adskiller museerne fra oplevelsescentre, temaparker og sommerlande, og det, der udgør museernes særlige DNA og kvalitet.

Statslige bevillinger bør koncentreres om det basale
Museernes evne til at skaffe penge eller tiltrække gæster er set ud fra et kulturarvsperspektiv derimod ikke relevante kriterier for statslig belønning, og man kan jo desuden hævde, at de museer, der mestrer denne kunst, jo i givet fald allerede er blevet honoreret via fondstilskud, sponsorater, sidesalg og entréindtægter.

De statslige bevillinger skal koncentreres på det basale, ikke på faktorer, som kan fjerne fokus fra det egentlige museumsarbejde.

Endvidere er det vigtigt, at der overalt i landet findes museer, som er tilgængelige for såvel lokale som turister og andre nytilkommere.

Et vidtforgrenet og fintmasket netværk er afgørende for et effektivt arbejdende museumsvæsen, og bred tilgængelighed til kvalificeret kulturformidling er vigtig for sammenhængskraft og forståelsen af, hvem vi er, eller hvem man gæster.

Uanset størrelse vil der imidlertid være forskel på museernes betydning i en regional, national eller international kontekst – og det bør afspejles i bevillingerne.

To tildelingskriterier
Et helt enkelt system kunne bestå af to klare og gennemskuelige tildelingskriterier:

1. Et ens grundbeløb, som gives til alle museer til det basale museumsarbejde.

2. Et varierende beløb til konkrete opgaver i det enkelte museums regionale, nationale eller internationale opgavevaretagelse.

Museumsvæsenet er ikke en statisk størrelse. Museumsverdenen er en levende organisme, hvor nogle stagnerer og hensygner, mens nye kommer til.

Derfor skal bevillingerne heller ikke være en fastlåst størrelse, men derimod være fleksible i henhold til åremålsbestemte evalueringer af de enkelte museers præstationer.

Såfremt et museum ikke har levet op til sine forpligtelser, skal tilskuddet kunne reguleres eller i grove tilfælde helt fjernes, så nye museer kan komme til.

Kriterierne herfor skal være objektive, enkle og gennemskuelige. Men kvalitet skal være den afgørende faktor.

Fremadrettet konstruktiv virksomhed
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at det nye system ikke fører til øget administration i form af afrapporteringer og andet papirarbejde.

Det er der i disse public management-tider rigeligt af i forvejen.

Lad i stedet museerne bruge tiden på fremadrettet konstruktiv virksomhed. Vi har brug for et stærkt museumsvæsen; gerne med fyrtårne, men helst uden nødraketter.