Venstre-kandidat: Giv gratis avisabonnementer til unge
Vi bør tilbyde gratis avisabonnementer til unge mellem 16 og 25 år. Dette skal finansieres ved at tage en andel af SU’en for hjemmeboende og øremærke den til aviser, skriver Iben Krog Rasmussen.
Iben Krog
Public affairs-rådgiver med ansvar for fødevarer og landbrug, Rud Pedersen, medstifter af Tænketanken Frej, medlem af Madtanken under Madkulturen, bestyrelsesmedlem i Lollands Højskole, folketingskandidat (V)Efter sommerferien starter de politiske forhandlinger om et nyt medieforlig. Fokus på både Christiansborg og i medierne har været på kampen mod techgiganterne, og at Facebook, Google og så videre skal betale for at dele avisindhold i Danmark.
I sidste uge kunne vi på Altinget læse Niels Frid-Nielsens glimrende analyse om, at politikere bør forhindre, at debatten på internettet udvikler sig til en junglelov. Vi skal opbygge et system på nettet, der skelner mellem holdninger og beviselige sandheder.
Jeg er enig i overstående, men vi har i debatten om dannelse og den demokratiske samtale haft for meget fokus på at modkæmpe og fikse techgiganterne. Dannelse og demokrati er mere end at bekrige Facebook. Det handler også om, at vi skal bygge noget andet op. Her har jeg et forslag: Lad os give gratis avisabonnementer til alle danske unge.
Genrejs avisdannelse
Vi fikser ikke alting ved at gøre det gratis, men den nuværende ungdom er vokset op med gratis indhold mod reklame. De er vokset op med at få alting serveret gratis på YouTube, Snapchat, Facebook og så videre. De færreste unge har forældre, der selv får avisen til at lande på køkkenbordet.
Vil vi genrejse avisdannelse, må vi som samfund træde ind. En ny undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at 70 procent af de danske unge får deres nyheder fra sociale medier. Vil vi skabe et samfund med demokratisk dannelse og en ungdom med udsyn fra andet end techgiganternes algoritmer, må vi også turde være ambitiøse.
Ved at give alle unge mulighed for gratis avisabonnementer – enten i online format eller på tryk – kan vi skabe en ny avisgeneration
Iben Krog Rasmussen (V)
Folketingskandidat, Sjælland Storkreds
Ved at give alle unge mulighed for gratis avisabonnementer – enten i online format eller på tryk – kan vi skabe en ny avisgeneration. De af os, der holder avis, ved, at hvis man først har holdt avis i en vigtig periode af sit liv, så kan man aldrig undvære dette horisontudvidende format igen.
Dannelse og kultur er en investering
Oplysning sker selvsagt også gennem TV, radio - og ja - gennem sociale medier, men aviser kan noget specielt, som vi mister, hvis ikke vi opprioriterer det. Aviser er et medium, der tillader fordybelse. Hvor du ikke kan lave tre ting på samme tid.
Hvor dygtige journalister anbefaler dig hvad, du bør læse, i stedet for, at du skal trykke på den mest absurde overskrift. Hvor du udvider dit ordforråd og styrker din koncentration og læsekompetencer.
Hvor skal pengene så komme fra spørger du måske? For det første vil jeg insistere på, at vi skal se dannelse og kultur som en investering frem for en udgift. For det andet vil jeg foreslå, at staten forhandler et særtilbud inklusiv mængderabat med de danske aviser og for det tredje, at vi tager en andel af SU’en for hjemmeboende og øremærker den til aviser.
Det er ikke de unge, der er noget galt med. Ungdommen er velreflekteret og ambitiøs. Det er vores ambition for hinandens dannelse, den er gal med. Vi kan lappe det ved at indgå aftaler med techgiganterne. Eller vi kan gøre vores demokratiske dannelse større, stærkere og vigtigere. Blandt andet ved at tilbyde gratis avisabonnementer til unge mellem 16 og 25 år.