Nyt medieforlig må modstå malstrømmen af misinformation på de sociale medier

Hvordan forsvarer man sig mod en malstrøm af falske nyheder, misinformation og mediemanipulation, samtidig med at den frie debat sikres bedst mulige vilkår?

Hvordan modvirker vi, at uskyldige unge udskammes og hackes med hadefuld tale, "dickpics" og nøgenbilleder? Og hvordan forhindrer vi, at fremmede magter og alskens nettrolde blander sig i demokratiske valg i Danmark?

Efter fire år med Donald Trump som USA's præsident, adskillige år med russisk cyberkrig, udbredt hacking på nettet og med forhandlinger om et nyt medieforlig efter sommerferien er spørgsmålene akutte. Også herhjemme.

Det er på tide, at danske politikere forsøger at forhindre, at det fagre nye internet udvikler sig til en verden, hvor den mentale junglelov hersker. Hvordan undgår vi, at et spin af makrelmadder, løsrevne beskyldninger, taktiske hensyn og hemmelige udflugter til Rwanda relativerer virkeligheden, så ingen til sidst kender forskel på rigtigt og forkert?

Det er indlysende rigtigt at forlange økonomisk samfundssind af internationale mediegiganter, der opererer i Danmark.

Selvfølgelig skal Facebook, Google og de andre globale mediemonopoler betale skat, også gerne på en måde, der bidrager til den fortsatte produktion af dansk indhold på for eksempel tv og i film, teater og bøger.

Men det er ikke gjort med det. Et kommende medieforlig må sikre rammerne for den demokratiske samtale i det danske velfærdsdemokrati. Vi må sikre os imod, at lande eller terrororganisationer påvirker meningsdannelsen i Danmark med direkte eller indirekte misinformation, sådan som meget tyder på, at det er sket ved flere valg i USA.

Vi må sikre en regulering og redigering af de sociale medier, så løgnen ikke sættes i system og forhindrer oplyst debat på de medier, som danskerne har taget til sig, men som fortsat fungerer som en snusket pærevælling af sandhed, sludder og decideret vrøvl. Vi må sikre, at der fortsat er forskel på sandhed og løgn vel at mærke uden at indskrænke mangfoldigheden i den demokratiske debat.

Da præstestyret i Iran i 1989 dødsdømte den indisk fødte, men i England bosatte Salman Rushdie – og tilmed udlovede en dusør på adskillige millioner til morderen – samledes verden om et forsvar for ytringsfriheden. Årsagen til fatwaen var nemlig Rushdies roman 'De sataniske vers', der rummede en sekvens med satire over Muhammed.

Vi må sikre, at der fortsat er forskel på sandhed og løgn vel at mærke uden at indskrænke mangfoldigheden i den demokratiske debat

Niels Frid-Nielsen
Kommentarskribent

Som også den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) pointerede, da muhammedtegningerne i Jyllands-Posten senere ligeledes provokerede dele af den muslimske verden, var ytringsfriheden nemlig i det 20. århundrede blevet en ukrænkelig menneskeret.

I en essaysamling, der netop er udkommet på det engelsksprogede marked, kredser Salman Rushdie om begrebet sandhed. 'Languages of truth' (Jonathan Cape, London, 2021) hedder samlingen. I et centralt essay skriver Rushdie om tiden efter fatwaen, hvor "virkeligheden i sig selv synes under angreb" (egen oversættelse, red.).

Rushdie hudfletter tiden med Trump: "Selvpromoverende usandheder præsenteres som fakta, mens troværdig information bagtales og kaldes for falske nyheder". Man er simpelthen ikke længere enige om basale sandheder.

Indlysende, objektivt registrerbare fakta som, hvor mange der deltog i indvielsesceremonien for præsidenten, politiseres i sådan en grad, at den mindste ceremoni påstås af være den største.

Hvordan modarbejder vi de værste sider af meningsdannelsen på internettet, hvor vigtig information og totalt sludder optræder side om side og med samme autoritet?

Hvordan forhindrer vi, at accepten af basale fakta bryder sammen, når det for eksempel kommer til coronavirus? Hvordan skelner vi videnskabelig indsigt fra sammensværgelsesteorier? Hvordan bekæmper vi den politiske demagogi, der underminerer offentlighedens tiltro til bevisførelse og simpel evidens?

Salman Rushdie har ikke løsningen på udfordringerne, men understreger, at "vi bliver nødt til at genopbygge en skelnen mellem holdninger og bevislige sandheder".

Netop her – i forsøget på at sætte en scene, hvor vi som samfund kan diskutere en fælles virkeligheden uden at sætte selve virkeligheden ud af kraft – vil være et oplagt sted at begynde, når mediepolitikerne mødes efter sommerferien til forhandlinger om et nyt medieforlig.

Vi har ikke brug for at diskutere, om jorden er flad, og om månen er en gul ost. Lad os i stedet holde skæg for sig og snot for sig til en begyndelse.