Vrede over vilde heste får aktivister til at sende dødstrusler til Molslaboratoriet

Molslaboratoriet har flere gange oplevet at modtage dødstrusler, efter at de startede et rewilding-projekt i 2016, hvor heste og køer lever vildt uden at blive fodret af mennesker. Projektet har ledt til stor debat og kritik fra dyreaktivister. 

Medarbejdere ved Molslaboratoriet, som hører til Naturhistorisk Museum, har gentagne gange modtaget dødstrusler fra rewilding-modstandere.
Medarbejdere ved Molslaboratoriet, som hører til Naturhistorisk Museum, har gentagne gange modtaget dødstrusler fra rewilding-modstandere.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Marie Møller Munksgaard

“Jeg kunne ønske, at nogen filmede og jublede, når Morten D.D. en dag skal dø.”

“Han burde smage sin egen medicin.”

“Morten D.D. som i dø dø.”

Sådan lyder nogle af de dødstrusler, som biolog Morten D.D. fra Naturhistorisk Museum har fået, siden museet i 2016 påbegyndte et rewilding-projekt på Molslaboratoriet i Mols Bjerge.

Og flere ansatte ved Naturhistorisk Museum har oplevet at modtage trusler fra aktivister, der er imod rewildingprojektet.

Det bekræfter Naturhistorisk Museum til Altinget.

Museet har ikke anmeldt truslerne til politiet, men orienterer løbende politiet.

Truslerne rører heller ikke Morten D.D., da han ikke tror på, “at der ligger handling bag ordene”.

“Jeg ser det som et udtryk for folks afmagt. De bliver så vrede, at de ikke ved, hvordan de ellers skal udtrykke det”.

Anklager om vanrøgt af dyr

Rewilding indebærer, at man slipper kontrollen med naturen og lader naturlige processer udspille sig. Og derfor indebærer projektet på Molslaboratoriet, at en gruppe heste og køer sættes fri i et afgrænset område, hvor de kan leve vildt af den føde, der er i området - og derfor ikke fodres af mennesker.

Og lige præcis det faktum har sat ild til en rødglødende diskussion om rewilding, som har medført dødstrusler og shitstorms på sociale medier.

Her har Molslaboratoriet ved Naturhistorisk Museum især været hårdt ramt, da det er et af de få steder i Danmark, man praktiserer rewilding og undersøger dets betydning for dansk biodiversitet.

Nogle af truslerne er blevet sendt direkte til medarbejdere hos Naturhistorisk Museum, mens andre er blevet skrevet i Facebook-grupper af folk, der er imod rewilding.

Kritikere mener nemlig, at det er vanrøgt af dyrene, at man ikke fodrer dem i vintermånederne, hvor der er mindre føde i området.

Naturhistorisk Museum ønsker ikke at udtale sig til medierne for at undgå konfliktoptrapning og henviser i stedet til Fødevarestyrelsens kontroltilsyn.

Natursyn, der støder sammen

Beretningerne om dødstrusler kommer, samtidig med at miljøminister Lea Wermelin (S) for nyligt udpegede de sidste af i alt 15 nye naturnationalparker, der skal ligge rundt omkring i det danske land.

Hvad er rewilding?
  • Rewilding betyder genforvildning og indebærer, at man slipper kontrollen med naturen for at lade naturlige processer udspille sig så frit som muligt og hermed udvikle biodiversiteten.
  • Konceptet indebære, at man sætter en række forskellige dyrearter fri i naturen, som kan hjælpe til at området udvikler sig.
  • Ved projektet hos Molslaboratoriet indebærer det, at man sætter en gruppe heste og køer ud for at leve vildt i et afgrænset område. Her skal de leve vildt af den føde, der er i området. Dyrene har adgang til vand og tilses hver dag.

I naturnationalparkerne skal man udøve princippet om rewilding, dog med forskellige dyr alt efter hvilken naturnationalpark der er tale om.

Det kan for eksempel indebære, at heste, køer og dådyr vil gå frit rundt i parkerne og leve vildt i området.

Beslutningen om at lave rewilding i de 15 naturnationalparker har delt vandene blandt både borgere, forskere og på politisk niveau.

Ifølge Bengt Holst, der er formand for Dyreetisk Råd, kan den voldsomme diskussion skyldes, at idéen om rewilding sætter to forskellige natursyn på spidsen.

“Det ene bøjer til naturens side, hvor alt skal ske efter naturens præmisser. Den anden fløj ser hesten som et husdyr, der nærmest er en del af familien,” siger han i en artikel til Altinget.

Og når de to natursyn støder sammen, ender debatten med at blive “ekstremiseret”, siger Bengt Holst.

“Man bevæger sig ud i nogle meget fasttømrede religioner omkring rewilding, både på den ene og den anden side. Men den gyldne sandhed findes oftest et sted på midten.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bengt Holst

Formand, Den Danske Naturfond og Det Dyreetiske Råd
zoolog

0:000:00