Skolelærer: Vi har overladt klasseværelset til voldelige og højtråbende elever

Men i en skole er det ikke retten til at gøre, som du vil, retten til at behandle andre, som du vil eller retten til at handle i modstrid med fællesskabet.

At tale om rettigheder for barnet uden også at tale om pligter, medansvar og deltagelsespligt, som står lige så centralt i folkeskolens formålsparagraf, giver ingen mening. For hvad sker der, når individets rettigheder vægtes højere end kravet om medansvar, pligter og krav om deltagelse?

Vi opgiver at stille krav

Ovennævnte spørgsmål ser vi allerede svaret på, da man mange steder ser en stigning i vold, uro og skolevægring. Især i indskolingen udfordres vi som lærere af det nye børnesyn, hvor den grundlæggende antagelse er, at barnet altid gør det så godt, det kan.

Det er også her, hvor man ser den største stigning i vold og uro. Her har vi med små børn at gøre. De kan af helt naturlige årsager ikke skelne mellem retten til at blive hørt og lysten til at gøre og sige det, de har lyst til.

Den evne har mange børn ikke lært hjemmefra, det skal læres i folkeskolens forpligtende fællesskab. I folkeskolen skal du lære at lytte, tage hensyn og udskyde egne behov.

Jeg er virkelig bekymret for vores fælles folkeskole, hvor børnesynet mange steder såsom København, Århus og Kolding er blevet vedtaget politisk i kommunen.

Rikke Johansen
Lærer

Netop evnen til behovsudsættelse ved man fra forskning er helt afgørende for, hvor godt du klarer dig senere i livet.

I et fællesskab trænes denne evne hele tiden: Du skal huske at række hånden op, så du ikke tager ordet fra de andre. Du skal sidde på din plads og have fokus på fælles indlæring og ikke løbe rundt og forstyrre dine klassekammerater.

Jeg er virkelig bekymret for vores fælles folkeskole, hvor børnesynet mange steder såsom København, Århus og Kolding er blevet vedtaget politisk i kommunen. Implementeringen er sket uden drøftelse og inddragelse af lærerne. Ude i klasselokalerne bevirker børnesynet, at vi lærere i afmagt træder et skridt tilbage og overlader klasserummet til de elever, der råber højest eller slår og sparker.

Vi opgiver at stille krav, og vi opgiver at gennemføre undervisning. 

Smider med sakse og farveblyanter

Jeg har mange eksempler fra en skole, hvor børnesynet blev udlevet på en måde, så det, I beskriver som karikatur og forsimplede modsætninger, for os lærere var virkeligheden. 

Når en elev i en engelsktime sad og råbte eller løb rundt og slog de andre i hovedet, så resten af klassen ikke kunne modtage undervisning, stod vi fortabte og uden handlemuligheder. Vi måtte ikke hæve stemmen, og vi måtte ikke arbejde med konsekvenser. Hvis vi gik til vores ledelse og forsøgte at hente hjælp, blev vi mødt af børnesynets grundsætning om, at barnet gør det så godt, det kan.

Det er noget i rammen, den er gal med, fik vi fortalt. Kort sagt, så er det dig selv og din undervisning, der skal laves om. Som lærer oplevede man ofte, at de resterende elever godt kunne forstå og efterleve kravene, men alt skulle indrettes efter den ene, der ikke kunne. Krav bliver i den forståelse ligegyldige, for barnet gør det så godt, det kan, og vi kan intet stille op.

Det forpligtende fællesskab har ingen betydning, for som barn er du kun forpligtet overfor dig selv. Det er individets rettigheder, der vejer tungest.

Ovennævnte eksempel er ikke karikeret eller forsimplet, det er virkelighed på mange folkeskoler. I tilfælde, hvor voldsom adfærd, såsom at smide med sakse eller farveblyanter, var en del af undervisningen, måtte fællesskabet trække sig og fortsætte undervisningen på trappen.

I praksis betyder det, at vi lader fællesskabet og den demokratiske dannelse lide under enkelte elever. Det er ikke godt for den enkelte elev, som oplever at blive ekskluderet af fællesskabet, og det er ikke godt for fællesskabet eller lærerne.

I praksis lader vi den gruppe, der har mest brug for voksne autoriteter i stikken. Løsningen på den stigende problematik er, at vi taler om at oprette akutskoler. Åbenlyst en erkendelse af, at der er elever, der ikke gør det så godt, de kan, men samtidig også lidt af en falliterklæring.

Løsningen skal findes i folkeskolens og klassens forpligtende fællesskab. Her skal eleverne opleve, at de har ansvar for mere end sig selv. Det kræver, at vi tør tage børnesynet op til debat.