Aktører: Det nye børnesyn er under angreb. Det bekymrer os

Når det sker, at lærere ikke har betingelser, vilkår og tid til at leve op til deres egne idealer og pædagogiske værdier og samtidig er uddannede i det, for deres tid, nyest mulige børnesyn, har vi et problem. Lærere står i en vanskelig opgave med klasserumsledelse, omsorg for fællesskabet og dynamisk faglighed, hver dag. Det er imidlertid ikke det nye børnesyn, den er gal med. Det er mulighederne for at praktisere det i en trængt og reform-træt skole.  

Opgør med det barske syn på børn 

Et børnesyn reflekterer den måde, vi som samfund ser på værdien af børn og barndom, og det er et fundament, som vi – bevidst eller ubevidst – bygger vores familier, samvær og institutioner på.

Lidelserne under og efter Anden Verdenskrig affødte mere forskningsbaseret viden om børn. Studier af børn uden forældreomsorg på børnehjem i blandt andet England og Polen viste, hvordan børn uden fysisk kontakt med andre mennesker og uden kærligt nærvær ganske enkelt døde.

Det nye børnesyn står tydeligt i ’Barnets Lov’ og viser, at der er politisk opbakning til det nye børnesyn.  

Cecilia Decara og Helle Rabøl Hansen
Hhv. stifter og konsulent i Børn og Samfund samt cand.jur. og ph.d. tilknyttet NO!SE

Det – eller de – nye børnesyn er ikke et modefænomen eller en pædagogisk smagssag. Det er resultatet af en historisk udvikling, som bygger på dels vores ophobede viden om børns behov for tilknytning, støtte og forståelse, og på FN’s Børnekonvention, som Danmark tilsluttede sig i 1991.

Princippet om ’barnets bedste’ er således blandt andet et opgør med industrisamfundets barske syn på børn og bygger på forskning fra psykologien, pædagogikken og sociologien.

Vi har for længst gjort op med ideen om, at børn ikke måtte forstyrre, at mødre kunne være ’for kærlige’, og at fysisk og psykisk afstraffelse er i orden. Barnets bedste handler grundlæggende om, at hensynet til barnets tarv skal veje tungere end systemets incitamentsstrukturer, organisering og faggrænser.

Konflikt om børnesyn mellem hjem og samfund 

Det nye børnesyn står tydeligt i ’Barnets Lov’ og viser, at der er politisk opbakning til det nye børnesyn.

Men som Bente Boserup, forperson for Børnerådet, skriver, så er det først, ”når de voksne i kommunen, skolen og institutionen møder det enkelte barn med de nye briller, at det reelt kommer til at gøre en forskel for børnene”.

Kritikken af det nye børnesyn i skoleregi, går ud på, at voksne har mistet kontrol og autoritet, og ikke længere tør at sætte grænser. Og ja, børn har brug for tydelige voksne, der tager ansvar, sætter rammer og træffer beslutninger. Det er en forudsætning for tryghed – og tryghed er en forudsætning for udvikling. Men det er en misforståelse, at tydelighed og autoritet på den ene side, og det nye børnesyn på den anden, udelukker hinanden.

De fleste unge forældre har taget det nye børnesyn til sig. Flere ved i dag, at barnets tilknytning er livsvigtigt, og derfor lægger flere også afstand til tidligere tiders ‘lad dit barn græde sig i søvn’ eller ‘tag ikke barnet op, når det græder’. Heldigvis.

Men hjemmenes børnesyn modsvares ikke nødvendigvis af de vilkår, vi har givet pædagoger og lærere i institutioner, skoler og andre sociale arenaer, og så får vi en konflikt på tværs af hjem og samfund. Konflikten forsøges forklaret med, at det nye børnesyn står i vejen – fremfor at se på, hvordan dette børnesyn kan oversættes dynamisk til bedre børnedeltagelse. Med støtte fra voksne, der er tydelige i deres autoritet. Utydelige voksne skaber nemlig utrygge børn.

Alvorlige eksempler på episoder med vold udført af elever mod lærere og andre elever i skolepraksis antyder, at læreres pædagogik og handlerum med det nye børnesyn er præget af afmagt. Det bekymrer os – ikke fordi børnesyn ikke må diskuteres, men fordi debatten risikerer at bevæge sig væk fra rettigheder og viden, og hen imod karikaturer og forsimplede modsætninger.

Gjort til syndebuk 

Flere lærere og pædagoger efterlyser mandat og redskaber til at møde elever, der reagerer udad med vold eller trusler. Her bliver det nye børnesyn gjort til syndebuk. At forstå et barns adfærd er ikke det samme som at acceptere den.

Vi må turde stille os selv de svære spørgsmål: Ser vi børn som nogen, vi skal kontrollere – eller som nogen, vi skal samarbejde med? 

Cecilia Decara og Helle Rabøl Hansen
Hhv. stifter og konsulent i Børn og Samfund samt cand.jur. og ph.d. tilknyttet NO!SE

At søge årsagen til voldsom adfærd betyder ikke, at man undlader at gribe ind. Det betyder, at man reagerer klogt – ikke bare hurtigt. Men hvis vi blot møder barnet med sanktioner og afstand, løser vi ikke problemet. Tværtimod risikerer vi at gøre barnet endnu mere ureguleret, fordi vi overser det, der ligger bag.

Politisk bevæger vi os hen, hvor voksne i nogle henseender gives øgede beføjelser til at anvende magt mod børn og unge.

Undervisningsministeren har netop varslet, at lærerne skal have øget magtbeføjelser i skolen, for derved at løse nogle af de problemer, der er med udadreagerende adfærd. Ændringer i voksenansvarsloven i 2024 giver også flere muligheder for at anvende magt mod børn på anbringelsessteder.

Akutskoletilbud i Odense og de politiske drøftelser om selvsamme i København, er udtryk for lignende forståelser. At man fjerner børn fra fællesskaber af hensyn til voksne, og af hensyn til de øvrige børn. Det er i vores øjne at møde afmagt med afmagt.

Vi skal i stedet stille os nysgerrigt overfor lærere og skolepædagoger, og undersøge hvad der skal til, for at lærerne oplever sig støttet i at udføre de nye børnesyn i praksis. Det kan betyde flere ressourcer til skoler og dagtilbud.

Hvis vi ønsker et samfund, hvor børn har reel indflydelse, er i trivsel og bidrager positivt i de fællesskaber de indgår i, må vi turde stille os selv de svære spørgsmål: Ser vi børn som nogen, vi skal kontrollere – eller som nogen, vi skal samarbejde med? Lytter vi? – Eller bekræftes vi i det, vi allerede tror?

Debatten om børnesyn skal gøre os klogere. Ikke med hån og nedgørelse – men med viljen til at se, hvad vores ord og handlinger egentlig siger om det børne- og menneskesyn, vi vil føre videre til næste generation.