Svend Brinkmann: Statsministeren rammer forbi med sit seneste udfald mod skærme og sociale medier

På en stor konference om kunstig intelligens fik statsministeren sagt: "Hvis jeg fik små børn i dag, så ville jeg hellere have, at de røg, end at de var alene på sociale medier."

Det fik hun megen berettiget kritik for, al den stund at Sundhedsstyrelsen vurderer, at 15.900 personer dør hvert år i Danmark som følge af rygning. Det er næsten hvert tredje dødsfald.

Rygning er den helt store dræber og trussel mod folkesundheden herhjemme, så sammenligningen forekommer at være meget uovervejet.

Siden måtte hun forklare i et Facebookopslag (ja, dette sociale medie er ironisk nok en foretrukken kommunikationskanal for Mette Frederiksen), at hun selvfølgelig ikke synes, at børn skal ryge, men hun fastholdt sin krasse kritik af de sociale medier uden at nuancere nærmere.

Statsministeren nuancerede heller ikke et andet af sine meget opsigtsvækkende udsagn fra konferencen, om at 90 procent af unges mistrivsel skyldes sociale medier.

Diskussionen bliver dum, når man baserer den på rene mavefornemmelser og selvopfundne statistikker.

Svend Brinkmann

Jeg er med på, at bemærkninger fremsat på en scene i mundtlig form ikke skal vurderes på samme måde som velgennemtænkte skriftlige udsagn, men det er alligevel tankevækkende, at statsministeren slynger den slags ud ganske uden belæg.

Unge i mistrivsel og deres forældre må sidde måbende og lytte til, at landets leder fortæller, at problemer med depression og angst, selvskade og spiseforstyrrelser, skolefravær, belastningsreaktioner, selvmordstanker og sammenbrud, næsten udelukkende handler om sociale medier.

Pist væk er alle de andre faktorer som mobning, fattigdom, dysfunktionelle familier, lange ventelister i psykiatrien, utilstrækkelig kvalitet i daginstitutioner, neurodivergente børns forsøg på at passe ind og meget, meget andet.

Før jeg vender tilbage til svarene på de tre spørgsmål, vil jeg gerne slå fast, at jeg bestemt ikke er ukritisk, når det gælder brug af skærme og sociale medier.

Jeg er eksempelvis tilhænger af en stærk begrænsning af tablets og smartphones i skoler og daginstitutioner af pædagogiske og didaktiske grunde. Jeg håber desuden, at alle familier vil lave regler, så man kan spise og tale sammen uden de distraherende skærme.

Jeg er bekymret for effekten på børns og unges søvn, hvis de bruger skærme inden sengetid, og jeg synes, det er nedslående, at det fysiske samvær mennesker imellem ser ud til at lide skade, når relationer i stigende grad medieres af teknologien.

Det er også åbenbart, at mange timers såkaldt doomscrolling, hvor man passivt ser på mennesker med uopnåelige kropsidealer, ikke er godt for nogen og især ikke for unge mennesker.

Men når det er sagt, er jeg også bekymret for tendensen til en enøjet alarmisme, der lægger hele ansvaret for mistrivslen (eller i hvert fald 90 procent af den som i Mette Frederiksens tilfælde) over på skærme og sociale medier.

For det ser faktisk ikke ud til, at vores behovsudsættelse, koncentrationsevne eller generelle trivsel er fuldstændigt ødelagt efter skærmenes indtog. Hermed svarene på de tre indledende spørgsmål:

Skumfidustesten blev opfundet af Walter Mischel i 1960'erne og gik ud på, at børn blev stillet over for et valg om at få én skumfidus med det samme eller vente længere og få to stykker slik som belønning. Psykologen John Protzko samlede for få år siden de mange studier, der er lavet på området gennem de seneste 50 år, og fandt helt entydigt, at børns evne til at udsætte behov bare er blevet bedre og bedre.

Forbedringen fra år til år er ganske lille, men over tid er den både kontinuerlig og markant. Det er helt modsat, hvad mange ellers mener er effekten af teknologi og sociale medier, der inviterer os til at like, klikke og scrolle.

Problemet er særdeles komplekst, og det er desværre alt for belejligt for landets magthavere at pege den kritiske finger entydigt mod sociale medier.

Svend Brinkmann

Videre til koncentrationsevnen, der også er blevet anset for at være svækket efter indførslen af de lokkende og distraherende skærme.

En metaanalyse fra 2024 foretaget af Denise Andrzejewski og kolleger sammenfattede resultaterne fra den bredt anvendte d2-opmærksomhedstest med mere end 21.000 personer fra 32 lande mellem 1990 og 2021, og den viste ingen forskel i børns resultater, men til gengæld en mindre forbedring i voksnes præstationer.

For børn er der altså ikke sket så meget med koncentrationsevnen, og voksne er endda blevet signifikant bedre til at koncentrere sig!

Den undersøgelse er vigtig, fordi den ikke bare handler om folks oplevelser af at blive mere distraherede, men om den reelle og målbare evne til koncentration.

Hvis vi forlader disse internationale undersøgelser og ser på vores unge mennesker herhjemme, så viste en analyse sidste år fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) af 5.000 elever i gymnasiet og på erhvervsuddannelserne, at pigerne trives bedst ved en skærmtid på omkring tre timer dagligt, hvorefter trivslen daler.

Men det er bemærkelsesværdigt, at trivslen også daler med en skærmtid under dette, for eksempel hvis man kun bruger en enkelt time dagligt på telefonen.

Drenges trivsel er stabil ved op til en skærmtid på tre timer, hvorefter den også falder.

Man kan i undersøgelsen ikke sige noget om årsager, så det kan være, at en høj skærmtid fører til mistrivsel, og det kan også være, at mistrivsel fører til, at man bruger mere tid på en skærm frem for fysisk samvær med andre.

Som nævnt er jeg bestemt bekymret for mange ting, når det gælder skærme og sociale medier. Men diskussionen bliver dum, når man baserer den på rene mavefornemmelser og selvopfundne statistikker.

Problemet er særdeles komplekst, og det er desværre alt for belejligt for landets magthavere at pege den kritiske finger entydigt mod sociale medier, så det ikke længere handler om normeringer, inklusion, folkeskolereform, ventelister, ulighed og alt sådan noget, som politikerne kan stilles til regnskab for.