Professor og projektchef: Vi har brug for nye lovkomplekser med naturen i centrum

Men først årtier senere blev lensafløsningen gennemført ikke mindst ansporet af den russiske revolution i 1917, som betød, at økonomisk udligning og en styrkelse af underklassen på landet blev en del af den politiske dagsorden i Rigsdagen, hvor R og S stod politisk stærkt.

Med lensafløsningen skulle majoraterne – de særlige godser – mod erstatning afgive en tredjedel af jordarealet til udstykning af husmandsbrug.

Det var et dybtgående indgreb og førte til stor bitterhed blandt de ramte godsejere. Højesteret afviste dog i 1921 forsøget på at få loven kendt ugyldig.

I disse fremskridt blev naturen den store taber, ikke mindst fordi mange projekter blev gennemført af socialpolitiske hensyn, selvom de ikke var økonomiske rentable.

Henrik Vejre og Helga Grønnegaard

Majoraternes overgang til fri ejendom var endeligt afsluttet i 1930 og berørte omkring en tiendedel af landets jord.

Naturen blev den store taber 

Lensafløsningen i 1919 stod på skuldrene af tidligere jordreformer, herunder ophævelse af stavnsbåndet og landsbyernes dyrkningsfællesskaber i 1788 samt indførelse af statshusmandsloven i 1898.

Jordreformerne har haft det til fælles, at de har været drevet af politiske visioner og store lovkomplekser, hvor det overordnede mål om produktionsforøgelse, frisætning og lighed mellem sociale klasser samt fastholdelse af arbejdskraft og beskæftigelse på landet blev opnået med en gennemgribende planlægning af vores landskaber, som omfordelte jorden.

Opdyrkning af heden og indvinding af fjorde og lavbundsarealer blev gennemført på få årtier. Inddæmning og opdyrkning af Lammefjorden, som startede i 1873, er et eksempel på de mange projekter.

I disse fremskridt blev naturen den store taber, ikke mindst fordi mange projekter blev gennemført af socialpolitiske hensyn, selvom de ikke var økonomiske rentable.

I dag betaler vandmiljøet i Isefjorden prisen for opdyrkningen og inddæmningen af Lammefjorden.

En eksklusiv erhvervszone

Også i nyere tid er store lovreformer for vores arealer gennemført på bekostning af naturen. Et eksempel er planlovskomplekset fra 1969.

Hovedformålet var at sikre et sammenhængende landbrugslandskab, der blev drevet af lokale landbrugere med bosætning på ejendommene, sikre det åbne land mod planløs bebyggelse og dermed holde byerne og sommerhusområder inden for nøje definerede områder.

Derved fik jordbrugserhvervene sikret en eksklusiv erhvervszone.

Selvom trepartsaftalen bliver omtalt som nyskabende, hviler implementeringen på velkendte økonomiske redskaber.

Henrik Vejre og Helga Grønnegaard

Som opfølgning på 2. verdenskrig indførte EU en fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy. Lige siden har landbrugssektoren været den sektor, som modtager mest støtte i EU med det overordnede formål at udvikle vores landbrug til at producere rigelige og billige fødevarer samt sikre landmændene en bedre indtjening.

I 1992 udgjorde EU's fælles landbrugspolitik næsten 60 procent af EU's budget. I dag er det beløb faldet til 30 procent. 

Samlet set er der tale om velplanlagte og effektive reformtiltag og landbrugslove, som har gjort Danmark til verdens mest opdyrkede land sammen med Bangladesh.

Med trepartsaftalen er det ambitionen, at naturen og vandmiljøet skal genoprettes til god tilstand. I aftalen lyder det blandt andet, at vejen dertil skal gå gennem frivillige tilskudsordninger til at udtage landbrugsarealer til natur.

Selvom trepartsaftalen bliver omtalt som nyskabende, hviler implementeringen på velkendte økonomiske redskaber.

Langt de fleste økonomiske midler stammer fortsat fra landbrugsstøtten og dermed ordninger, der fastholder landbrugserhvervets afhængighed af offentlig støtte.

Vi står ved en skillevej

Dog er der nu udsigt til, at der bliver indført begrænsninger på mængden af kvælstof, der må tilføres de enkelte marker, hvis ikke de opstillede mål for vandmiljøet opnås gennem de frivillige ordninger.

Biodiversitetsrådet vurderer, at kun 1,6 procent af vores areal med sikkerhed opfylder EU's krav til beskyttet natur.

Man skal være optimistisk for at forestille sig, at vi på få år kan opnå 30 procent beskyttet natur, heraf ti procent strengt beskyttet natur, som er målet i EU’s biodiversitetsstrategi.

Gennem århundreder har vi inddraget natur til landbrug. Nu når står vi ved en skillevej, hvor landbrug skal inddrages til natur.

Henrik Vejre og Helga Grønnegaard

Det vil kræve en omlægning af yderligere 360.000 hektar at gå fra 1,6 procent strengt beskyttet natur til ti procent strengt beskyttet natur.

Til sammenligning er det forudsat i den grønne trepartsaftale, at halvdelen af målet om udtagning af 140.000 hektar lavbundsarealer bliver til beskyttet natur, det vil sige 70.000 hektar.

Tilsvarende er det målet, at 100.000 hektar bliver urørt skov ud af det samlede mål om 250.000 hektar ny skov i 2045.

Hvis vi fortsætter skovrejsningen i samme tempo som nu, når vi målet om 250.000 hektar ny skov om 78 år.

I Danmark har vi en lang politisk historie for at skabe radikale arealomlægninger. Gennem århundreder har vi inddraget natur til landbrug. Nu står vi ved en skillevej, hvor landbrug skal inddrages til natur.

Frivillige tilskudsordninger løser ikke problemerne

Gennem årtier har vi betragtet katastrofekursen for vores natur og vandmiljø med en forventning om, at brugen af frivillige tilskudsordninger til vådområder og skov ville løse problemerne.

En lille del af landbrugsstøtten er afsat til at opfylde vandrammedirektivet og habitatdirektivet. Men det har været i et forhold, som i Danmark har understøttet udviklingen af større og større marker, samtidigt med at naturen er blevet indskrænket i stadig mindre og mere opdelte områder.

Og trods intentionerne om at sikre bedre indtjening i landbrugssektoren, tjener den gennemsnitlige medarbejder i landbrugssektoren kun halvt så meget som den gennemsnitlige europæiske lønmodtager.

Vores arealudvikling har skåret det ud i pap for os: Det er på tide, at vi løsriver os fra tanken om, at frivillige kompensationsordninger for at udtage landbrugsjord til natur eller skov er det virkemiddel, som kan skabe historie i arealomlægningen med et aftryk, der vil række flere generationer frem i tid.

Hvor vi tidligere indrettede lovgivning efter at reservere arealer og tiltrække investeringer til landbrugets vækstvilkår, senest med aftalen om grøn vækst i 2009, er der nu et stort behov for at udvide pladsen og den økonomiske spilleplade til naturgenopretning.

Selv med det hidtidige fokus er vi mislykkedes med at give langsigtet investerings- og indtjeningssikkerhed for landmænd, selvom behovet er indiskutabelt stort.

Det er gennem en langt mere strategisk tilgang til vores landskaber, at vi skal genfinde balancer og logikker mellem produktion og naturgrundlag.

Med andre ord har vi brug for nye store lovkomplekser – denne gang med naturen som omdrejningspunkt.