Debat

Borgmester: Fremtidens miljøhavn skaber vækst i Frederikshavn Kommune

DEBAT: I Frederikshavn Kommune arbejder vi på fremtidens miljøhavn, som skal fungere som en vækstmotor for erhvervslivet i kommunen, skriver borgmester Birgit S. Hansen (S).

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Birgit S. Hansen (S)
Borgmester i Frederikshavn

Hvordan ser fremtidens miljøhavn ud? Er svaret penge værd? Det har vi i Frederikshavn Kommune spurgt både os selv – og andre – om mange gange de senere år.

Der er økonomi i at arbejde med fremtidens miljøhavn. Den skal fungere som vækstmotor for erhvervslivet i Frederikshavn Kommune. Miljø er ikke bare idealisme, det er også penge værd.

Birgit S. Hansen (S)
Borgmester, Frederikshavn

Og vi har som Det Blå Danmarks centrum søgt svar inden for fremtidens skibstrafik på flydende naturgas. Bæredygtig serviceindustri og nye tider i offshore-branchen. For nu bare at nævne et par af de maritime overskrifter.

Stærk maritim industri
Det Blå Danmark står for 25 procent af den samlede danske eksport, og i Frederikshavn Kommune har vi alle forudsætninger for at få en større del af de over hundrede tusinde tilknyttede arbejdspladser.

Nordjylland har som region en meget stærk maritim industri. Og vi vil udnytte potentialet for vækst i det maritime til fulde. Men markedet er kendetegnet af stor usikkerhed. For at tiltrække investorer er vi nødt til at fjerne noget af usikkerheden. Derfor investerer vi i endnu en udvidelse af Frederikshavn Havn.

Nødvendig infrastruktur
Investeringen i en miljørigtig havn kræver to ting for at lykkes. For det første, at investeringerne bliver underbygget af den fornødne infrastruktur.

Og her behøver vi vel ikke nævne behovet for den tredje limfjordsforbindelse, men vi gør det nu alligevel. For hvordan skal vi tiltrække de nødvendige investorer, hvis infrastrukturen mangler og sætter vores attraktivitet under pres?

Udfordringen er vi vant til, men når det kommer til miljøet, så betyder skiftende signaler også, at investorer reagerer tøvende. Et forhold vi som kommune også er tvunget til at se i øjnene.

Miljørigtig ophugning er fremtiden
For det andet kræver en miljørigtig havn, at der er en konkurrencedygtig, stramt udformet plan for udviklingen, der både tager højde for indkommende miljøviden og nye miljøkrav. Men vi mener, vi har fundet frem til noget i Frederikshavn. Vi vil have Nordeuropas mest miljørigtige ophugningsfacilitet.

I forbindelse med udbygningen af Frederikshavn Havn, der står færdig i 2018, får vi øget vanddybde og mere baglandsareal. Disse forhold vil vi bruge til at specialbygge et anlæg for miljørigtig ophugning af skibe og offshore platforme.

Der er et meget stort potentiale i disse opgaver, og vi er godt på vej i et samarbejde mellem både offentlige og private partnere, der besidder alle de nødvendige kompetencer.

Vi er foran med miljøet
Ophugning af skibe og offshore-installationer er genstand for stor opmærksomhed. Og hvis man bare én gang har set billeder af strandene i Bangladesh, hvor drenge i klipklappere og fodboldshorts arbejder med ophugning af skibe fra hele verden, så kan reguleringen og kravene til dokumentation aldrig blive for store.

EU har udstedt et regulativ, der betyder, at EU-registrerede skibe skal ophugges i godkendte faciliteter. Alle EU’s godkendte faciliteter er derfor i øjeblikket ved at blive kortlagt.

Konsekvenserne af regulativet er, at den nuværende ophugningskapacitet er alt for lille til at dække behovet i EU. Og her er Frederikshavn Havn klar til at springe ind på scenen og tage en fremtrædende rolle.

Mange af de eksisterende ophugningsanlæg er gamle skibsværfter og dokke, der ikke har den effektivitet eller det udstyr, der skal til for at sikre en bæredygtig håndtering af materialerne. Det får den nye specialbyggede facilitet i Frederikshavn.

Samtidig vil vi skabe en økonomisk bæredygtighed, som skal tiltrække flere følgevirksomheder inden for for eksempel miljørigtig materialehåndtering. Så svaret på det indledende spørgsmål er ja. Der er økonomi i at arbejde med fremtidens miljøhavn. Den skal fungere som vækstmotor for erhvervslivet i Frederikshavn Kommune. Miljø er ikke bare idealisme, det er også penge værd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgit S. Hansen

Borgmester (S), Frederikshavn Kommune, formand, KL's Klima- og Miljøudvalg, næstformand, Business Region North Denmark
sygeplejerske (Århus Kommunehospitals Sygeplejeskole 1992)

0:000:00