Debat

Brancheforening: Forbrugerrådet har ikke patent på sandheden

DEBAT: Forbrugerrådet Tænk Kemi står hverken for troværdig eller nuanceret forbrugerinformation. Og deres succes hviler på usandheder om, at kosmetik og plejeprodukter er farlige, skriver Helle Fabiansen, direktør i brancheforeningen SPT.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helle Fabiansen
Direktør, brancheforeningen SPT

Kemidebatten er blusset op i de seneste uger. Det store spørgsmål er, hvilken sandhed der er den rigtige i kemidebatten?

Der har været ophedede diskussioner og forskellige meninger om regeringens kemikaliepolitik.

Regeringens Finanslovsforslag 2017, hvor særbevillingen til Forbrugerrådet Tænk Kemi ikke forlænges, kritiseres af oppositionen og Forbrugerrådet selv for at være skyld i, at ’forbrugernes vagthund’ nu må lukke og slukke. Men er der overhovedet tale om en lukning? Jeg ser det nærmere som et spørgsmål om, hvordan pengene til forbrugerbeskyttelse og forbrugerinformation bedst prioriteres.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Den forkerte sandhed
Det er ingen hemmelighed, at Forbrugerrådet Tænk Kemi har skabt svære betingelser for de danske producenter og leverandører af kosmetik og hudpleje. Forbrugerrådet Tænk Kemis succes hviler dog på en selvskabt sandhed om, at kosmetik og plejeprodukter er ”farlige”. Forbrugerrådets formand Anja Philip udtaler i Altinget, ”at forbrugerne lades i stikken, fordi reguleringen af kemikalier ikke er god nok i dag”. Et fængende budskab – som dog er ganske forkert.

Den videnskabelige – og måske kedelige – sandhed er, at alle kosmetik- og hudplejeprodukter har været gennem en lovpligtig sikkerhedsvurdering, inden de kommer i handlen.

Den videnskabelige sandhed er, at alle kosmetik- og hudplejeprodukter har været gennem en lovpligtig sikkerhedsvurdering, inden de kommer i handlen.

Helle Fabiansen
Direktør, brancheforeningen SPT

Sikkerhedsvurderingen bygger på en EU-lov, som fastsætter, hvilke ingredienser der må bruges, herunder solfiltre og konserveringsstoffer med videre. Det er EU’s videnskabelige komité, som løbende tager stilling til, hvilke ingredienser der skal være på listen og hvilke koncentrationer, der er de maksimalt tilladte. Og alle potentielle risici er vurderet, herunder hvordan og hvor produktet bruges, hvor ofte og af hvem. Så at bruge begrebet ”farligt” om kosmetik og hudpleje er en usandhed, som ikke bliver mere sand af at blive gentaget.

Den komplicerede sandhed
Det er kompliceret at være forbruger, og vi søger helt naturligt de løsninger, som nemt og hurtigt kan give os information. Det er kemiluppen et glimrende eksempel på med sin røde, gule og grønne kolbe. Men sandheden kan ikke reduceres til farver, og Forbrugerrådet er ikke fritaget fra at medtage nuancer og forholde sig til kompleksiteten – også selvom det ikke sælger overskrifter.

Det forpligter at drive forbrugerinformation – særligt for skattekroner. Og det er ikke troværdig og nuanceret forbrugerinformation, når Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler forbrugeren at undgå produkter, som er lovlige og sikkerhedsvurderede, men ’blot’ har være så uheldige at indeholde ingredienser, som Forbrugerrådet af forbrugerpolitiske grunde ønsker forbudt. Så uvildig forbrugerinformation er der langt fra tale om.

Kemipakke skal skabe tillid
Pengene bruges bedst til initiativer, som fremmer forbrugerinformation og forbrugersikkerhed, der bygger på objektiv og retvisende viden.

Det er afgørende for myndighederne, industrien og mest af alt forbrugerne, at Danmarks kemikaliepolitik bygger på tillid mellem alle parter, så vi i samarbejde med EU kan skabe de bedst mulige betingelser for forbrugerne og industrien. I SPT støtter vi derfor miljø- og fødevareministerens kemipakke, som netop bygger på international regulering, evidensbaseret risikovurdering og forbrugersikkerhed.

Den kommende kemikaliehandlingsplan bør ligeledes have fokus på at skabe nuanceret forbrugerinformation med Miljøstyrelsen som den drivende kraft.

Og vi har fuld tillid til, at Miljøstyrelsen kan klare opgaven. Så lad os få gang i debatten om, hvordan myndigheder, industri, forbrugerorganisationer og andre NGO’er i samarbejde får skabt en nuanceret og uvildig information, som både forbrugere og industri kan have tillid til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00