Byplanlægger: Regeringen må udarbejde arealplan for landet – ellers gør private aktører det

Det næste større initiativ var udarbejdelsen af Fingerplanen i 1947 som har lagt rammerne for hele hovedstadsområdets udvikling siden da.

Det har betydet at da London School of Ecomonics skulle vurdere hovedstadsregionens konkurrencekraft skrev de, at byens form var en af parametre, som stillede hovedstadsområdet godt i konkurrencen med andre storbyer fordi planen giver borgerne let adgang til de grønne arealer og der er mindre trængsel fordi hovedparten af byen er bygget op omkring S-togs linjerne.

Hovedstad og overhalingsbane

Det næste store initiativ var planen for at etablere det overordnende motorvejsnet det såkaldte store H da motorvejene skulle gå fra Helsingør til Rødby, fra København til Esbjerg, samt fra Frederikshavn til Padborg.

Det haster, for det er samfundsøkonomisk dyrt ikke at få en overordnet planlægning, og det kan blive vanskeligt at nå klimamålene uden

Holger Bisgaard
Byplankonsulent, ekstern lektor, Det Kongelige Akademi.

Denne vision blev første gang introduceret af landets store ingeniørfirmaer i 1932 og blev i slutningen af 1950’erne grundlaget for udbygning af det danske motorvejsnet.

En succes som er realiseret over 50 år til gavn for mobiliteten i hele landet

I 1970’erne var der godt gang i urbaniseringen og de store byer voksede, som nogle fandt var et problem i forhold til resten af landet.

Derfor blev et af målene i planlovene, at der skulle ske en ligelig udvikling i Danmark. Lovene blev vedtaget i første halvdel af 1970’erne.

Af landsplanredegørelserne fremgik det at de store byers vækst skulle dæmpes og det skete både igennem den fysiske planlægning eksempelvis boligbyggekvoter, igennem egnsudvikling, udligningsordninger med meget mere.

Politikken har fortsat i det nye årtusind med blandt andet udflytning af statslige arbejdspladser med videre. Er denne politik så lykkedes?

Ja, det er den. I 1970 udgjorde hovedstadsområdet cirka 35 procent af befolkningen og det gør den stadig, men er der ikke sket en styrkelse af København og Frederiksberg?

Nej, det er der ikke i 1970 udgjorde de to kommuner 14,7 procent af landets befolkning og i dag udgør de 13 procent – så det politiske mål om dæmpning af hovedstadsområdet er lykkedes, måske er de tre andre storbyer Aarhus, Odense og Ålborg vokset set i forhold til hele landets befolkning, men hovedfokus har hele tiden været på Hovedstadsregionen.

National plan skaber national forandring

Der er også andre landspolitiske initiativer der kan nævnes, som eksempelvis fredsskovforordningen 1805, sandflugtsloven og klitbeskyttelsen, sø og å beskyttelseslinjerne, samt i mindst saneringen og byfornyelsen, som i årene 1990 til 2010 i høj grad rettede sig mod de større byer, mens det siden primært har rettet sig mod landsbyernes tomme boliger.

Eksemplerne viser at det kan lade sig gøre at udarbejde større planlægningsinitiativer, få dem gennemført og efterfølgende, at befolkningen bakker initiativerne op.

Nu står vi overfor, at presset på landets arealer aldrig har været større, og der skal både ske en omfordeling så der bliver mindre areal til eksempelvis landbruget, til byerne og til infrastrukturen, mens der skal flere arealer til solceller, vindmøller, skov, biodiversitet – og ikke mindst klimatilpasning.

Dette planlægningsarbejde kan ikke klares af den enkelte kommune, men må kræve landsplaninitiativer i lighed med dem jeg har beskrevet ovenfor.

Der er mange værktøjer, der kan anvendes både retningslinjer for kommunernes planlægning, afgrænsning på kort for andre tiltag mens et tredje værktøj kan være finansielle reguleringer.

Men det haster for det er samfundsøkonomisk dyrt ikke at få en overordnet planlægning, og det kan også blive vanskeligt at nå klimamålene uden en overordnet planlægning.

Så regeringen og landspolitikerne må i arbejdstøjet og få lavet en arealplan for Danmark, hvor de mange forskellige interesser i udnyttelsen af vores sparsomme arealer bliver afbalanceret.