Debat: De danske fjorde skal ikke agere rensningsanlæg for landbruget

Nina Bjarup Vetter og Steen Ulnits
Hhv. cand. theol og fiskeribiolog 

I vort seneste indlæg 31. januar anbefalede vi, at danske politikere lytter mere til uvildige forskere på den anden side af Sundet end til danske virksomheder med en åbenlys økonomisk interesse i et tilskudsstøttet muslingeopdræt.

Fagkundskaben er også enig om, at muslingefarme ikke gør nævneværdig skade på vandmiljøet – så længe de blot er få og små.

Nina Bjarup Vetter og Steen Ulnits
Hhv. Cand. theol og fiskeribiolog cand. scient

Med indlægget fra industrien i Altinget 5. februar har vor frygt vist sig velbegrundet. 

Således er samtlige fem medunderskrivere, som plæderer for flere muslingefarme med produktion af svinefoder for øje, på den ene eller anden måde leverandører til hinanden i den interne og lukkede fødekæde, der populært kaldes "gylletrekanten".

Renseanlæg for landbruget
Landbruget opdrætter millioner af svin, som producerer kolossale mængder gylle, der i overdosis hældes ud på markerne.  

Overskydende gylle havner i vandmiljøet, der kvitterer med algeblomst og uklart vand, som nu kan bruges til dyrkning af muslinger, der igen kan blive til svinefoder. Til endnu flere svin og endnu mere gylle.

Anlæggelsen af store muslingefarme kan ifølge professor Stiig Markager blive til en sovepude, så vi ikke får begrænset udledningerne fra land, men i stedet omdanner vores fjorde til renseanlæg for landbruget.

Man forstår, at de fem medunderskrivere af indlægget qua deres økonomiske interesser har travlt med at komme i gang med "økomuslingerne". 

Det fremgår af seneste referat fra Limfjordsrådets behandling af det lukkede muslingemøde på Christiansborg, at det er Hedeselskabet og dets tidligere datterselskab Orbicon magtpåliggende, at de skal forestå den planlagte muslingeproduktion.

En så vigtig sag bør ikke overlades til andre uden Hedeselskabets mangeårige erfaring med muslingeopdræt. Men muslingeopdræt er i sig selv ingen raketvidenskab. Det er bivirkningerne derimod.

I indlægget fra 31. januar påviste vi, at estimaterne fra Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing Mors var netop det – estimater baseret på et uhyre spinkelt og teoretisk grundlag. Således er det jo kun lykkedes referenceanlæg 112 i Skive Fjord at producere knap 5 procent af den oprindeligt estimerede mængde – endda over hele 15 år. 

Teoretisk skønmaleri
Den minimale produktion fortæller nok en del om vanskelighederne ved opdræt af muslinger – at der er mange ydre forhold, man ikke har styr på eller kontrol over. At de opgivne estimater derfor skal tages med et endog meget stort gran salt.

At det derfor er overordentlig risikabelt at sætte sin lid til "økomuslinger" og "blå biomasse", hvis der skal fjernes tilstrækkeligt med kvælstof fra vandmiljøet – på pålidelig vis. 

Da ender vi op med et skønmaleri som det, vi netop har set med Landbrugspakke og minivådområder. Flot på papiret og i teorien. Men udueligt i praksis. Mere varm luft – nu blot i hårde skaller. 

Hertil kommer så, at muslingeopdræt i storskala er underlagt de rådende fysiske og kemiske forhold og dertil kan have flere uheldige bivirkninger:

Dels er det velkendt, at saliniteten spiller en overmåde stor rolle for blåmuslingernes vækst og dermed deres kvælstofoptagelse. Således kommer vækst og kvælstoffjernelse i eksempelvis Sønderborg ikke i nærheden af den, man kan få ved Skive, hvor Limfjorden er både salt nok (25 ‰) og forurenet nok til en optimal produktion.

Det er den ikke i det sydligste Danmark. Her må anlæggene derfor være tilsvarende større, hvis de skal levere den ønskede kvælstoffjernelse. 

Organisk forurening
Muslinger er ofte dårlige til at filtrere de små blågrønalger fra vandet. Dem, vi ellers gerne vil af med. 

Muslinger er derimod så dygtige til at filtrere andre alger og de større planktondyr, at man kan ende op med en overvægt af giftige blågrønalger i det omgivende vandområde – og ikke tilstrækkeligt med dyreplankton til at holde dem nede. Blågrøn algeblomst kan da i værste fald blive det direkte resultat af et storskala muslingeopdræt.

Den uundgåelige organiske forurening omkring muslingefarme gør det samtidig sværere for det vigtige ålegræs at vokse, end det allerede er. Og sværere endnu at retablere de ålegræsbælter, der engang var.  

De mange millioner muslingers store optag af bakterier og alger i den frie vandmasse langt fra land kan ligeledes stjæle føden fra de naturligt forekommende muslinger, der sammen med ålegræsset er vigtige for livet og artsdiversiteten inde på lavt vand under land. Endnu en uheldig mulig bivirkning af muslingeopdræt i stor skala. 

Den sidste bastion vil snart falde
De traditionelle linemuslingeanlæg er på vej ud – erstattet af de langt større og mere effektive "Smartfarms" med deres mange kilometer lange sorte plastrør og tunge høstmaskineri. Smartfarms er udviklet og konstrueret til brug i Norge, hvor alting bare er større, og hvor man jo har Golfstrømmen til at rydde op efter sig – efter den yderligere forurening, der nu sker ved høst.

Nogen Golfstrøm har man ikke i hverken Limfjorden, Mariager Fjord eller det sydlige Lillebælt. Det er svært at forestille sig, hvor der skulle blive plads til de store anlæg – i eksempelvis et langt, smalt og trafikeret farvand som Mariager Fjord.

Med de nuværende planer om at indsnævre Thyborøn Kanal, så man bedre kan beskytte de lavt liggende Limfjordsbyer mod kommende vandstandsstigninger, vil også denne muslingeopdrættets højborg og sidste bastion snart falde. 

Med en reduceret vandgennemstrømning i Limfjorden vil effekten af muslingefarmenes lokale forurening øges proportionalt. Den reducerede salinitet vil ligeledes reducere muslingernes vækst, kvælstofoptagelse og kvælstoffjernelse ved høst. Hele grundlaget for muslingeopdrættet skrider hermed.