Debat

DOF svarer igen: Ingen krudt og kugler i strengt beskyttet natur

REPLIK: Jægere og sportsfiskere frygter EU-forbud mod jagt og fiskeri i beskyttet natur. Der er brug for natur med streng beskyttelse i Danmark, hvilket naturligvis må betyde, at man ikke slår dyrene ihjel, skriver Egon Østergaard.

Når pattedyr og fugle ikke jages i et område, bliver de mere tillidsfulde. Besøgende vil derfor få langt lettere ved at komme tættere på råen og rovfuglen, skriver Egon Østergaard.
Når pattedyr og fugle ikke jages i et område, bliver de mere tillidsfulde. Besøgende vil derfor få langt lettere ved at komme tættere på råen og rovfuglen, skriver Egon Østergaard.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Egon Østergaard
Formand, Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

EU-Kommissionen er i fuld gang med at implementere EU's biodiversitetsstrategi for 2030, som også Danmark har tilsluttet sig.

Det medfører, at der i EU skal være 30 procent beskyttet natur på landjorden, 30 procent beskyttet natur på havet, og at en tredjedel heraf både på landjorden og på havet skal være strengt beskyttet.

I dag er tre procent af landet strengt beskyttet i EU og kun én procent af havet. Det er en fantastisk god beslutning, som EU har truffet, og som Dansk Ornitologisk Forening – BirdLife bakker fuldt og helt op om. Jo før, jo bedre.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Strengt beskyttede områder
Et udkast fra EU, 'Technical Note on Criteria and Guidance for Protected Areas Designations', om detaljerne for denne udpegning fik 13. december en reaktion med på vejen fra Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund.

De reagerer mod udkastets bekendtgørelse, at der i de ti procent strengt beskyttede områder ikke bør være minedrift, fiskeri, jagt eller skovdrift. I udkastet skriver EU-Kommissionen, at disse aktiviteter "er ikke forenlige med dette beskyttelsesniveau".

Der er bred enighed om, at vi også i Danmark skal have mere natur og gerne så vild og naturlig som muligt. Det er en mangelvare i et ellers stærkt friseret landskab.

Egon Østergaard
Formand, Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

Efter DOF's opfattelse er der i høj grad brug for, at der sammenlagt – og også i Danmark – udpeges ti procent natur med streng beskyttelse, hvor flora og fauna får den absolut højeste beskyttelse, og det må naturligvis også betyde, at man ikke slår dyrene ihjel. Vi er derfor helt enige med EU-Kommissionen i, at især jagt ikke bør tillades i disse områder.  

Læs også

Når pattedyr og fugle ikke jages i et område, bliver de mere tillidsfulde, og derfor vil besøgende få langt lettere ved at komme tættere på råen og rovfuglen.

Jagt, der udøves af et fåtal af danskere, bør ikke forringe oplevelserne for alle de folk, der ikke er jægere, og som ønsker at opleve et uforstyrret dyreliv.

Fiskeriet bør komme i anden række
Hvad især erhvervsfiskeri på havet og fjordene angår, er vores opfordring den samme, nemlig at følge EU-Kommissionens udkast, så de strengt beskyttede havområder friholdes for denne aktivitet. Det vil give havets organismer de allerbedste vilkår, hvilket netop er målet for EU.

Med hensyn til lystfiskeri må der tages stilling fra område til område, men udgangspunktet er, at fiskeriet bør komme i anden række, hvis det overhovedet skal tillades. Det må komme an på en konkret vurdering, og om fiskearterne kan tåle en begrænset fangst.

I modsætning til jagt er forstyrrelsen af andre mennesker, pattedyr og fugle beskeden, så det er ikke så problematisk som krudt og kugler.

Der er bred enighed om, at vi også i Danmark skal have mere natur og gerne så vild og naturlig som muligt. Det er en mangelvare i et ellers stærkt friseret landskab, så lad os få udpeget ti procent af landet og havet, hvor naturen kan lades så meget som overhovedet muligt i fred, og hvor naturen og oplevelsen af uforstyrret natur får topprioritet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Egon Østergaard

Formand, Dansk Ornitologisk Forening
lærer (Nr. Nissum Seminarium 1981)

0:000:00