SF i EU: Vores vand har betalt prisen for politisk tøven længe nok. Nu griber Kommissionen ind

Svaret fra Kommissionen på SF's spørgsmål er klart: Der har været væsentlige problemer med gennemførelsen af tiltag, der skulle beskytte vandet i vores kystnære områder.

Det er ikke bare en løftet pegefinger. Kommissionen taler om “væsentlige problemer med gennemførelsen” af EU's vandrammedirektiv.

Om manglende sammenhæng mellem problemer og løsninger. Om udskudte planer. Og om en lemfældig brug af undtagelser, som ifølge EU-retten først kan komme på tale, når alle nødvendige tiltag faktisk er gennemført.

Kommissionen slår fast, at næsten ingen danske kystfarvande har opnået god tilstand. I Limfjorden er der hverken god kemisk eller økologisk tilstand. Der er en stigende andel af vandområder med alt for høje kviksølvværdier.

Og der mangler både klare forklaringer og troværdige planer for, hvordan Danmark vil bringe vandmiljøet tilbage i god tilstand i senest 2027 – som EU-reglerne altså kræver.

Kort sagt: Danmark har ikke gjort sit hjemmearbejde.

Hvis regeringen vil undgå, at EU ender med at trække Danmark i retten, kræver det et kursskifte nu.

Rasmus Nordqvist
Medlem af Europa-Parlamentet (SF)

Første skridt mod EU-sag

Derfor er det heller ikke overraskende, at EU-Kommissionen nu har sendt et formelt åbningsbrev til Danmark.

Kommissionen kritiserer Danmark for ikke at overholde vandrammedirektivet, blandt andet fordi vandindvindingstilladelser ikke bliver revideret regelmæssigt, visse indvindinger er undtaget fra tilladelseskrav, og over 200 vandforsyninger mangler gyldige tilladelser.

Dette er første skridt i en sag mod Danmark for systematisk overtrædelse af EU-retten. Det er alvor. Og det er selvforskyldt.

Samtidig har eksemplet i Limfjorden gjort det smertefuldt tydeligt, hvad der sker, når man lader gamle miljøsynder ligge.

Kviksølv fra Cheminovas giftdepoter er ikke fortid. Det er nutid. Og det ender i fisk, skaldyr og økosystemer, som burde være beskyttet af noget af den mest grundlæggende miljølovgivning, EU har – ej at forglemme dem, der bor omkring Limfjorden.

Sagen bliver nemlig kun grimmere af, at kemivirksomheden Cheminova i årevis har fået lov at udlede 17 stoffer, der ellers er ulovlige i EU, direkte i vores havmiljø.

Her er der altså tale om stoffer så giftige, at de kan skade både fostre og børns nervesystem selv i mikroskopiske doser.

Der mangler vilje og forpligtelse

EU-Domstolen har for nylig fastslået, at vandrammedirektivet ikke er pyntelovgivning. Det er bindende regler, som forpligter medlemslandene til at handle konkret, når vandmiljøet er i dårlig kemisk tilstand.

EU har lagt en sag an mod Irland for et meget lignende tilfælde.

Man kan ikke nøjes med hensigtserklæringer, skrivebordsplaner og løfter om, at det nok skal blive bedre en dag. Det handler om fælleseuropæisk lovgivning, der skal løftes nationalt.

Men alligevel er det præcis det, Danmark har gjort. Vandområdeplaner er blevet forsinket. Overvågning har været utilstrækkelig. Oprensning er udskudt. Og mens skiftende regeringer har ladet stå til, er vandmiljøet blevet ringere.

Det er ikke uvidenhed. Det er politisk bekvemmelighed. Der mangler ikke regler. Der mangler vilje, og der mangler forpligtelse.

Hvis regeringen vil undgå, at EU ender med at trække Danmark i retten, kræver det et kursskifte nu: konsekvent implementering af vandrammedirektivet, styrket overvågning, konkrete oprensningsforanstaltninger og et opgør med vanen om at udskyde problemerne.

Vores vandmiljø har betalt prisen for politisk tøven længe nok. Nu har EU sagt, at nok er nok.

Spørgsmålet er, om regeringen lytter – eller fortsætter, indtil regningen bliver endnu større.