Forbrugsfesten har kostet naturen dyrt, og vi bør ikke løbe fra regningen

Det er velkendt, at verden befinder sig midt i både en klima- og en biodiversitetskrise. Hovedårsagen til begge kriser er, at den rige del af verdensbefolkningen, herunder vi danskere, overforbruger Jordens ressourcer.

Årsagen til klimakrisen findes i, at vi overbelaster Jordens evne til at absorbere vores drivhusgasaffald. For biodiversitetskrisens vedkommende finder man forklaringen i, at vi tilsidesætter naturens behov for plads, og anvender en stor del af Jordens arealer til vores egne berigelser.

Naturen – både på landjorden og i havet – mangler plads til at udvikle sig på egne præmisser. I Danmark, for eksempel, er 62 procent af landets areal optaget af landbrug. Blandt andet af den grund er Danmark EU’s bundskraber, når det kommer til natur- og biodiversitetsbeskyttelse.

Levevilkår afhænger af biodiversiteten

Klimakrisen får mest opmærksomhed, men biodiversitetskrisen er mindst lige så vigtig. Det er trods alt livet – ikke tilstedeværelse af et klima – der gør vores planet unik.

Levende organismer driver omsætningen af elementer som ilt, kulstof og kvælstof på Jorden, og danner dermed de levevilkår, som vi mennesker er afhængige af.

Det er naturligt, at arter uddør, men lige nu – ”takket være” os mennesker – estimerer man, at arterne uddør med en hastighed, der allerede er op til mange hundrede gange højere end den vil være, hvis ikke vi var her.

Den hastighed er på højde med den, der tidligere i Jordens historie resulterede i at op mod 90 procent af livet forsvandt.

Piben har fået en anden lyd

Nu har det internationale samfund fået øjnene op for biodiversitetskrisens alvor, og sidste år vedtog man i FN – med Danmarks støtte – en målsætning om, at naturen skal være beskyttet på 30 procent af Jordens arealer.

Hvor Danmark støttede FN’s bestræbelser på at beskytte biodiversiteten, har piben nu fået en anden lyd, når det drejer sig om de konkrete forhandlinger, der foregår i EU

Katherine Richardson

EU er nu ved at implementere dets Biodiversitetsstrategi, som blandt andet også skal udmønte målsætningerne i FN-aftalen. Implementeringen af strategien finder sted med separate forhandlinger og afstemninger om delelementer, herunder for eksempel EU's kommende naturgenopretningslov.

Hvor Danmark støttede FN’s bestræbelser på at beskytte biodiversiteten, har piben nu fået en anden lyd, når det drejer sig om de konkrete forhandlinger, der foregår i EU.

Senest har det officielle Danmark udmeldt intentionen om at udvande EU-forslaget til naturgenopretningsloven. Vi har også for nyligt set miljøministeren stemme blankt til et forslag, der vil begrænse omfanget af et lands havareal, som må være i dårlig miljøtilstand.

Der foregår derfor nu en diskussion både i Danmark generelt og på disse sider om, hvorvidt vi er på rette kurs i forhold til Danmarks position over for EU’s bestræbelser på at beskytte biodiversiteten.

Landets størrelse er ikke en undskyldning

Under overskriften "Ønsker til klima- og miljøvenlig arealudnyttelse overstiger Danmarks størrelse" argumenterede Anders Frandsen fra Danmarks Skovforening i sidste uge i sit debatindlæg for, at Danmark er for lille et land til at skulle bidrage til indfrielse af EU's høje ambitioner om biodiversitetsbeskyttelse.

Desværre er det ikke første gang, vi ser Danmarks størrelse anvendt som en undskyldning for at melde os ud af det globale fællesskabs bestræbelser på at håndtere de eksistentielle kriser, vi står overfor.

Tit hører man for eksempel, at ”det ikke kan betale sig at reducere Danmarks CO2 udslip, da vi kun står for 0,1 procent af emissionerne”. Jeg har aldrig forstået det argument.