Debat

K: Plastikforurening truer kommende generationers liv

DEBAT: Plastikforurening er en alvorlig trussel, der kræver global handling, før det er for sent. Danmark bør gå i front med en ambitiøs plastikpolitik, og vi skal have en naturkanon, skriver Mette Abildgaard (K).

Plastikjagt i Køge Bugt. 
Plastikjagt i Køge Bugt. Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Abildgaard (K)
Gruppeformand, folketingsmedlem

Om 300 år vil fremtidens verdensborgere gøre plastproduktion ulovlig, hvis vi – og de kommende generationer – ikke får rettet op på vores plastiksvineri.

Til den tid vil man ikke ulovliggøre plastik af lyst men af nød. Plastik vil true vores liv, vores sundhed og vores fremtid. Nogle vil sikkert mene, at det gør den allerede i dag. Derfor har vi i 2017 besluttet, at vi skal have en plast-strategi. Det handler om, at de kommende generationer ikke skal betale regningen med deres liv og helbred.

Allerede i dag flyder plastik rundt i vores verdenshave og skaber såkaldte plastiksupper, som samlet set er på størrelse med Afrika, hvor der er en meget høj koncentration af plastik i vandet.

Fakta
Deltag i debatten!

Nylige opdagelser har fundet mikroplastik i vores drikkevand og selv i øl, vin og honning finder man koncentrationer af mikroplastik.

Strategien skal være global
Den første store udfordring er, at plastikforurening er et globalt problem. Derfor er det også vigtigt, at vores plast-strategi hænger sammen med en plast-strategi på europæiske plan og indsatserne internationalt.

Det er på tide, at vi fastsætter nogle ambitiøse mål for, hvordan vores natur skal udvikle sig.

Mette Abildgaard

FN vedtog i 2015 en række globale mål for bæredygtig udvikling, heriblandt hvordan vi bevarer verdenshavene og beskytter vores økosystemer. Men Danmark skal ikke nøjes med at støtte overordnede FN-mål.

Danmark skal iføre sig førertrøjen, når det kommer til plastikpolitik.

Vi skal bestræbe os på at være det gode eksempel, som andre lande nævner i deres miljø-taler – vi kan gå forrest med vores egen nationale plastikpolitik.

Personligt forventer jeg, at vi får en plastik-strategiplan, hvor vi får begrænset forbruget af plastik i vores samfund. For eksempel kan vi med stor fordel begrænse plastik i bildæk og emballage.

Og så skal vi sørge for, at mindre plastik ender ude i vores natur. Derfor har Det Konservative Folkeparti foreslået, at der kommer pant på alle plastikflasker. For det giver ingen mening, at man kan få pant for en Coca-Cola-flaske, når man ikke kan få det på en Innocent Juice-flaske. De er begge plastikflasker, men de er ikke begge omfattet af vores pantsystem.

- Vi skal gøre det nemmere og mere attraktivt at genanvende plastik.

- Vi skal have mindre plastik, som ikke kan genanvendes.

- Og vi skal belønne de kommuner, institutioner, foreninger og private aktører, som tager vores plastikforurening seriøst og gør noget ved den.

Naturmål og en naturkanon
Til næste år skal vi sætte os nye naturmål for fremtiden. Det er på tide, at vi fastsætter nogle ambitiøse mål for, hvordan vores natur skal udvikle sig. Derfor har vi forhandlet os til 80 millioner kroner, som skal bruges til at starte med at indfri de mål, som vi udvælger.

Det er ikke nok til at indfri alle vores naturmål, men det er en begyndelse. Vi skal have ambitiøse mål for både 2020 og 2030, der eksempelvis forpligter os på at arbejde for et rigt og varieret dyreliv.

Sidst men ikke mindst skal vi i 2018 udarbejde en naturkanon.

Vi danskere har adgang til en vidunderlig natur, men i en travl hverdag er vi for dårlige til at bruge den.

Jeg bliver til stadighed overrasket over alle de naturperler, der findes i det her land. Fra Øresund og Furesø i Nordsjælland til Vadehavet på Vestkysten og Rebild Bakker i Nordjylland. Og jeg er sikker på, at der er meget, jeg endnu ikke har set.

En naturkanon skal give os mulighed for at hjælpe hinanden med at finde Danmarks naturperler og give os alle sammen inspiration til at komme mere ud i naturen.

Jeg tror, de fleste af os har en bid dansk natur til gode.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00