Lokal miljøformand: Fiskeopdræt skader det naturlige havmiljø

Af Nina Bjarup Vetter
Formand for den lokale miljøforening ”Blak” og medlem af DN-syddjurs bestyrelse

Der er en lang række uheldige sammenfald mellem svinefarme og havbrug. Hele ideen med intensivt at ”producere” levende væsener igangsætter en dominoeffekt af miserable redningsforsøg. Herunder det redningsforsøg, man nu forsøger at hente hjem ved L 111 om kompensationsopdræt for de stærkt forurenende havbrug.

Det er ikke korrekt, at kompensationsopdræt er dokumenteret som effektivt i forhold til at optage den enorme ekstraudledning af fosfor og kvælstof, som de planlagte havbrug producerer, som Brian Thomsen påstår i Altinget 31. januar. I hvert fald fremgår det, også fra erhvervet selv, at det ikke er at regne for best available technology, BAT, som kravet er til forurenende virksomheder.

Det eneste, man med sikkerhed ved, er, at kompensationsopdrættene, i lighed med havbrugene selv, lægger havbunden øde, og selv udleder fækalier med videre.

Øget produktion kræver enorm mængde vildfisk
Den første og største usandhed som Brian Thomsen bygger sin forsvarstale for havbrug på, er følgende udsagn:

”Både havbrug og fiskeri skal nødvendigvis udvikles for at dække vores forbrug af fisk. I EU importerer vi cirka 70 % af de fisk og skaldyr, vi spiser. Ved at øge produktionen i havbrug kan vi mindske presset på de vilde fiskebestande og mindske afhængigheden af import. Det vil desuden skabe vækst og jobs i landdistrikterne.”

Det er ikke korrekt, at kompensationsopdræt er dokumenteret som virkningsfuldt i forhold til at optage den enorme ekstraudledning af fosfor og kvælstof, som de planlagte havbrug producerer.

Nina Bjarup Vetter
Formand, miljøforeningen Blak

Alene to planlagte havbrug ud for Hjelm og Glatved vil stå for noget, der ligner en fordobling af den nuværende produktion herhjemme af storørred. Men for at producere et kilo ørred går der 3 kilo vildfisk! Disse ørreder, som har levet deres kummerlige liv i bur, uden mulighed overhovedet for at kunne udleve deres instinkter og naturlige adfærd, ”høstes”, når de er i værst tænkelige tilstand som spisefisk, og ender blandt andet som minkfoder.

Produktionen fra Hjarnø Havbrug og Snaptun Fisk Export, som de ansøgende havbrug hedder, er nemlig alene rettet mod det japanske luksusmarked for saltet ørredrogn i hinde ”Sujiko”. Ergo vil fisken, når hun når op på en slagtevægt på 4-5 kilo have spist sig igennem det, der svarer til 12-15 kilo vildfisk! Dette lidet grønne regnestykke for at få hundrede gram rogn kan udtages af de tilrejsende japanske sæson arbejdere!

Hvis intentionen og argumentationen bygger på, at man har et fromt ønske om at mætte verdens sultne forbrugere, må det siges at være en fejl af de større!

Giftigt fiskefoder skal udligne fiskespild
Det åbenlyse spild af fisk forsøger man så at importere sig fra ved at hente gmo-soja i Sydamerika. Denne gmo-soja er der i forvejen en masse skidt at sige om, men langt det værste er det høje indhold af plantegiften endosulfan. Dette stof hører som kusinen DDT til pop-stofferne; de persistente organiske miljøgifte, som dels er giftige, dels ophobes i mennesker, dyr og miljøet, og kun nedbrydes ganske langsomt.

Det er muligt, at det Nationale Bioøkonomipanel har peget på et stort potentiale i ”blå biomasse”, men de har øjensynligt ikke lært, at et regnestykke bør indregne både indtægter og udgifter!

Udgifterne er store havarealer, som traditionelt set er åbne og tilhører alle, ikke mindst de dyr og planter, som lever der! Samlet set er drømmen for akvakultursektoren, at der foræres dem/beslaglægges over 20 km2 hav til deres flydende industriøer.

Udgiften er, at årtiers indsats på vandmiljøområdet med milliardinvesteringer fra landsiden gøres til grin. Vi skriver 2017 og vil til at anlægge industrier, som uhæmmet udleder deres urensede spildevand, det er mildt sagt en anakronisme i tiden.

Udgiften er de hundredvis af arbejdspladser, som turismen bringer de berørte områder. Forurenet kyst -og badevand vil skræmme tusindvis af turister, sommerhusejere, lystfiskere, dykkere, sejlere og ikke mindst badegæster væk fra området. 

Udgiften er at påføre et Kattegat, som allerede gisper efter ilt, dødsstødet. En hån mod Østersølandenes samarbejde i Helcom, og en hån mod at bevare livets betingelser og et levende hav.