Debat

Økologisk Råd: Lukning af Tænk Kemi efterlader vakuum

DEBAT: Det er ikke tilstrækkeligt at nøjes med at give midler til forskning. Hvis der ikke bliver tildelt midler til forbrugeroplysning, som det lukningstruede Tænk Kemi de seneste år har bidraget med, vil det være en hån mod forbrugeren, mener Det Økologiske Råd.

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Ege og Lone Mikkelsen
Hhv. sekretariatsleder og seniorrådgiver i kemikalier i Det Økologiske Råd.

Børnelæger rapporterer blandt andet om flere drengebørn født med misdannede kønsorganer, som kan være medvirkende til, at de senere hen vil have en nedsat sædkvalitet.

Christian Ege og Lone Mikkelsen
Det Økologiske Råd

De besparelser, eller omstruktureringer, der i øjeblikket sker på kemikalieområdet, forringer forbrugernes mulighed for at søge viden. Rigtig mange forbrugere søger viden om kemikalier, som de udsættes for i deres hverdag – og særligt viden om, hvordan man nedsætter denne udsættelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Manglende forbrugeroplysning
Der er fortsat et stort dansk fokus på forskning i kemikalier og deres sundhedsskadelige effekter. Men forbrugeroplysningen er tilsyneladende helt glemt.

Erling Bonnesen (V) skriver i Altinget den 22/9, at vi er nødt til at vide mere for at kunne tage hånd om problemerne med kemikalier i fødevarer og forbrugerprodukter, samt at ”det er afgørende, at vi alle kan leve uden at skulle være nervøse for kemikalier i vores hverdag”.

Forskning alene giver ikke tryghed
Vi er enige, men for at denne øgede forskningsindsats skal føre til større tryghed i befolkningen, er der en kommunikationsrolle, som skal udfyldes. Og den viden vi allerede har, skal bruges til at handle.

Forskning alene giver ikke forbrugerne mere tryghed i hverdagen. I hvert fald ikke de første mange år, hvis vi først skal afvente forskningsresultaterne, som derefter evt. skal indgå i konkrete lovforslag, som skal forhandles i EU.

Desuden har vi endnu ikke fået vedtaget fælles EU-kriterier for, hvordan vi bestemmer, om et stof er hormonforstyrrende.

Mangelfuldt EU-forslag
Kommissionen har lagt et svært mangelfuldt forslag frem. Det skal forbedres afgørende under behandlingen i EU-Parlamentet og i Ministerrådet, hvis det skal kunne beskytte forbrugerne.

Dette understreger behovet for, at mange forskellige aktører får mulighed for at påvirke beslutningerne i EU – ikke kun den kemiske industri, som desværre på europæisk plan domineres af virksomheder, som skuer bagud og søger at undgå både skrappere lovgivning om skadelige kemikalier og bedre oplysning til forbrugerne.

Giftige stoffer i børneværelserne
Der er en række kemikalier, som kan skade vores sundhed – og særligt vores børns sundhed. Børnelæger rapporterer blandt andet om flere drengebørn født med misdannede kønsorganer, som kan være medvirkende til, at de senere hen vil have en nedsat sædkvalitet.

Vi stod i Det Økologiske Råd for nylig bag en undersøgelse af bl.a. kemikalieniveauet i børneværelser, støttet af Realdania. Her fandt vi bevis på, at en række hormonforstyrrende samt kræftfremkaldende stoffer fandtes på alle de undersøgte børneværelser – til trods for, at mange af disse kemikalier er forbudt i legetøj og andre produkter til små børn.

Behov for forældreinfo
Vi oplever et stort behov blandt forældrene for at få oplysning om og konkrete råd til, hvordan man i højere grad kan undgå de mest problematiske kemikalier. Vi videregiver denne viden i det omfang, vi har mulighed for det. Desuden har Forbrugerrådet Tænk Kemi de seneste år være en vigtig spiller i forhold til forbrugeroplysning.

Denne indsats ser desværre ud til at lakke mod enden, til trods for den efterspørgsel, der er fra forbrugerne. Derfor bør kemipakken 2016-17 udvides, så den både inkluderer forbrugeroplysning samt støtte til, at miljøorganisationer kan deltage i EU-processer og danne modvægt til industriens lobbyister.

I 2017 skal der forhandles en ny kemikaliehandlingsplan på plads, når Kemikalieindsats 2014-2017 udløber ved udgangen af næste år. Her bør indarbejdes både forskning og vidensdeling, men i høj grad også forbrugeroplysning samt redskaber til konkret handling, som kan beskytte vores sundhed.

En hån mod forbrugere
Alt andet vil være en hån mod forbrugerne, som netop har vist interesse for at tilegne sig viden om hverdagens kemikalier. Forbrugerne skal ikke affinde sig med gammel viden. Det vil også skade de virksomheder, som faktisk er interesserede i at spille konstruktivt med i udviklingen og markedsføringen af mindre skadelige produkter.

App'en "Kemiluppen" alene taler sig eget tydelige sprog. Knap 150.000 personer har downloaded app'en, og der er tilsammen udført mere end 2,5 millioner scanninger af kosmetik og plejeprodukter for oplysning om hormonforstyrrende og andre sundhedsskadelige kemikalier.

Forbrugerne ønsker viden om kemikalier, og regeringen bør tage forbrugernes ønske alvorligt. Det er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt, blot at tildele midler til forskning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Ege

Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling (tidl. Det Økologiske Råd), medlem af SF’s landsledelse og af Det Miljøøkonomiske Råd
cand.tech.soc. (RUC 1979)

0:000:00