Professor: Uden en plasttraktat svigter vi både menneskers helbred og planetens fremtid

I takt med at efterspørgslen på fossile brændsler forventes at falde under den globale energitransition, fremstår petrokemisk produktion — herunder plast — som en strategisk sikkerhedslinje, der kan sikre indtægter årtier frem i tiden.

Sammenbrudte forhandlinger

Forhåbningerne om at lande en færdig traktat var derfor store, men forbeholdne, da forhandlingsparterne mødtes igen i Genève tidligere på måneden. Og bekymringerne skulle vise sig at være berettigede.

Behovet for en ambitiøs plasttraktat er presserende. Hver dag vi tøver, vokser problemet.

Nanna B. Hartmann
Professor, DTU Sustain

“Den femte session er afsluttet og genoptages på et senere tidspunkt.”

Sådan lød de afsluttende ord fra formanden for forhandlingskomitéen, Luis Vayas Valdivieso, i Genève fredag morgen. Og med disse ord blev processen endnu engang skudt til hjørne.

Hvor, hvornår og i hvilket format forhandlingerne kommer til at fortsætte er endnu uvist. Men én ting står lysende klart: uden en ambitiøs aftale svigter vi både mennesker og miljø.

Plast forurener og skader i hele dets livscyklus: fra udvinding af olie og gas som råmaterialer over giftige kemikalier i produktionen til den udbredte plastforurening, der også ender som mikroplast i vores hav, luft og kroppe.

Mens vi tøver, vokser problemet

Et norsk forskningsprojekt kaldet PlastChem foretog sidste år en kortlægning og fandt, at mere end 16.000 kemikalier er forbundet med produktion af plast.

En fjerdedel af disse har kendte skadelige effekter på mennesker og miljø, for cirka 10.000 kemikalier har vi utilstrækkelige data til at kunne vurdere deres effekter – og kun seks procent er underlagt international lovgivning.

Kemikalier i plast spænder samtidig ben for effektiv genanvendelse, da de reducerer kvalitet og anvendelsesmuligheder for det genanvendte produkt. Større gennemsigtighed og strammere krav til plastkemikalier er derfor en essentiel del af en effektiv plasttraktat.

Samtidig har vi en eksponentielt stigende plastproduktion- og forbrug. Studier har vist, at genbrug og genanvendelse ikke kan følge med de stadigt stigende plastmængder.

Hvis vi for alvor skal adressere plastproblemet, kommer vi derfor ikke udenom mere systemiske ændringer, herunder en reduceret plastproduktion.

Selvom lyset nu er blevet slukket i Palais des Nations i Genève, og forhandlere og de øvrige deltagere får sig et velfortjent hvil, så må arbejdet fortsætte. Behovet for en ambitiøs plasttraktat er presserende. Hver dag vi tøver, vokser problemet.