Sikandar Siddique: Vandmiljøet kan ikke overleve mere gylle og sprøjtegift

Der er noget, der længe har undret mig: Når man i dag taler om det konventionelle landbrug, er det oftest det landbrug, der er baseret på sprøjtegifte, man taler om. Som om man altid har brugt sprøjtegift.

Det får det økologiske landbrug til at fremstå som noget avantgarde. Noget, der er et brud med traditionen i landbruget. Noget ukonventionelt.

Men det er det jo ikke. Snarere tværtimod. Økologisk landbrug med den omtanke for naturen, som der følger med, har været normen i årtusinder. Det er i sandhed det konventionelle landbrug. Det er det traditionelle landbrug, hvor man forstår, at hvis man ødelægger naturen, ødelægger man også de langsigtede forudsætninger for landbrug.

Økologisk landbrug er normalen
Alligevel kalder vi det sprøjtegiftsbaserede landbrug, som kun har været dominerende i nogle årtier, for det konventionelle landbrug med alt, hvad det sender af underforståede budskaber med sig: ”Sådan er det jo.” ”Det kan ikke laves om.” ”Sådan har det altid været.”

Intet kunne være mere forkert. Og tilmed er det meget ødelæggende for vores forståelse for mulighederne for at regulere landbruget og regulere det langt kraftigere, end vi gør i dag.

Jeg tror ikke på, at vi for alvor får beskyttet vores vandmiljø, vores natur og vores rene drikkevand nok, før vi forstår, at det sprøjtegiftsbaserede, højintensive landbrug, som er dominerende i dag, altid vil være i modsætning til naturen, altid vil drive rovdrift på naturen, altid vil være et problem for naturen.

Hvis vi skal sikre vores vandmiljø, ja, hele vores natur, på lang sigt, skal vi tilbage til en situation, hvor økologisk landbrug er normalen og hvor det sprøjtegiftbaserede landbrug har vist sig som en historisk parentes, en fejltagelse, som ikke må gentages i så stor skala igen.

En skør omvendt-verden
Fordi sprøjtegiftslandbruget har været dominerende siden 2. verdenskrig, er vores opfattelse af landbruget og naturen også formet derefter. Det vidner debatten om landbruget generelt også om.

Vejen til et sundere vandmiljø er først og fremmest noget, der må sker ved et opgør med det landbrug, som er det dominerende i dag.

Sikandar Siddique
Politisk leder, Frie Grønne

Landbruget må ikke lide overlast, lyder det. Beskyttelse af naturen må ikke ske på bekostning af vækst og job i landbruget, hører man igen og igen. Således også her i den aktuelle debatserie om vandmiljø på Altinget, hvor blandt andet Venstre advarer mod, at landbruget lider overlast, hvis vi fokuserer for meget på at beskytte naturen.

Det virker ærlig talt som en skør omvendt-verden. Hvorfor har vi overhovedet givet landbruget lov til at ødelægge naturen? Hvorfor overhovedet acceptere nogen form for forurening af det drikkevand, som er så dyrebart og livsnødvendigt?

Vejen til et sundere vandmiljø
Selvfølgelig skal vi kunne spise mad for at overleve, men landbruget i dag producerer jo langt mere mad, end der er brug for og langt mere klimaskadelig mad, end det burde.

Tænk bare på, hvor meget mad, der bliver smidt væk som madspild. Tænk på hvor store landbrugsarealer – op mod 80 procent af landbrugsarealet herhjemme – der beslaglægges for at producere foder til dyr. Frem for at producere mad, der kan spises af mennesker med det samme.

Derfor er vejen til et sundere vandmiljø først og fremmest noget, der må sker ved et opgør med det landbrug, som er det dominerende i dag. Og den tænkning, som er den dominerende i dag. Så vi fremmer økologien – det rigtigt konventionelle landbrug - og forstår, at landbruget, som det er dominerende i dag, meget gerne må presses af krav til natur og miljø. Fordi vi ønsker et landbrug, der lever i symbiose med naturen – i stedet for at rovdrifte på den.