Urland: Omstilling af landbruget kræver en langsigtet arealstrategi uden lappeløsninger
Vi kan ikke skabe hastig grøn omstilling med samme økonomiske incitamenter, som har resulteret i nødlidende natur, gispende fjorde og et landbrug, der næsten udgør halvdelen af vores CO2-udledning. Vejen frem er en ansvarlig, langsigtet arealstrategi, som afvejer samfundsmål, skriver Helga Grønnegaard i et indlæg til temadebatten om den politiske vision for landbruget.
Helga Grønnegaard
Projektchef for strategisk udvikling, UrlandDen første erkendelse, som den politiske vision for landbruget bør bygge på, er, at en vision er et attraktivt fremtidsbillede.
Med en tredjedel af EU’s samlede budget i ryggen har vi udviklet vores landbrug til at producere rigelige og billige fødevarer til glæde for os alle.
Natur og økosystemer har været betragtet som en gratis ressource.
Af samme grund er dansk landbrug ikke udviklet med det formål at optimere kulstoffangst, beskytte biodiversitet og økosystemer eller at minimere tab af drivhusgasser, næringsstoffer og pesticider.
Derfor er næste vigtige erkendelse i en politisk vision, at hidtil forvaltning, regulering og økonomiske incitamenter ikke bringer landbruget ind i fremtiden som en proaktiv medspiller i grøn omstilling.
Fremtidens grønne landbrug kræver nøje planlægning
Politikerne har flere aktuelle fremtidsscenarier for landbruget at læne sig op ad.
Hvordan skal den politiske vision for landbruget se ud?
I 2030-planen afslørede regeringen, at den har droppet idéen om at udarbejde en visionsplan for landbruget. Samtidig har debattører efterlyst en mere grundlæggende diskussion om erhvervets rolle i fremtidens Danmark.
Derfor spørger Altinget Fødevarer nu en række vigtige politiske stemmer: Hvordan bør den politiske vision for landbruget se ud?
Læs de øvrige indlæg her:
Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Ønsker man at deltage i debatten, kan der skrives til debatredaktør Jeppe Højberg Sørensen.
Blandt andet har World Ressource Institute og Aarhus Universitet udviklet scenarier, hvor præmissen er, at dansk landbrug skal producere flere fødevarer og mere biomasse i Danmark.
Det skal vi af flere grunde. Dels for at opfylde de enorme behov for fødevarer, som følger af, at vi bliver tre milliarder flere mennesker i verden i 2050.
Dels for at kunne erstatte fossilt kulstof med biomasse og biogent kulstof til fremtidens klimavenlige energiproduktion, kemikalier, byggematerialer, plastic og tekstiler.
I scenarierne er det samtidigt præmissen, at vi skal opfylde klima- og biodiversitetsmål samt sikre et rent vandmiljø.
Scenarierne anviser, at det er muligt at få det underliggende arealregnskab til at gå op. Det forudsætter, at vi omlægger en betydelig del af den animalske produktion til planteproduktion – men ikke hele den animalske produktion.
Det forudsætter, at vi øger produktivitet og effektivitet med ny teknologi, at vi anvender regenerative dyrkningsmetoder, som bevarer jordens frugtbarhed, og at vi udtager knap 20 procent af landbrugsarealet til natur og skov.
Det kræver en nøje planlægning og prioritering af vores arealer. Kun hvis vi beholder de mest dyrkningsegnede arealer til fødevareproduktion, så kan landbruget producere mere på mindre plads.
På den måde er der mulighed for at afgive plads til mere ekstensivt drevne landbrugslandskaber og lysåbne naturtyper, til store sammenhængende og uforstyrrede naturområder, til vedvarende energianlæg og til skovrejsning.
Alvorlige benspænd i landbrugsstøtten
Det er en krævende og kompleks omstilling af landbrugslandet, som ikke kan lade sig gøre, hvis vi forfølger mål for fødevareproduktion, biomasse, klima, vandmiljø, VE-anlæg, skov og natur hver for sig.
Med den ene hånd betaler staten landmanden for at dyrke arealer, og med den anden hånd forsøger staten at få landmanden til at stoppe med at dyrke arealer.
Helga Grønnegaard
Projektchef, Urland
Det er bydende nødvendigt, at vi tilgår samfundsbehov og arealforbrug samlet.
Politikerne kæmper med, hvordan det skal lykkes at realisere udtagning af 100.000 hektar lavbundsarealer fra landbrugsdrift. Det er en stor opgave.
Men det er kun en mindre del de samlede arealer, som skal udtages for at opnå et både klimaneutralt og effektivt landbrug, der ikke skader natur og vandmiljø.
Der er allerede vedtaget yderligere politiske mål for blandt andet skovrejsning, vådområder og naturnationalparker.
Sammen med den bebudede naturlov fra regeringen må vi forvente, at det samlede areal for udtagning netop vil lægge sig op ad de førnævnte scenarier på omkring 20 procent af landbrugsarealet.
Men som landbrugsstøtten fordeles og udbetales i dag, indeholder det alvorlige benspænd for at få tempo og skala i udtagning af landbrugsjord til gavn for vandmiljø, klima og biodiversitet.
Landbruget har ingen attraktive omlægningsspor
Med den ene hånd betaler staten landmanden for at dyrke arealer, og med den anden hånd forsøger staten at få landmanden til at stoppe med at dyrke arealer.
Skarpt stillet op betyder udbetaling af landbrugsstøtte fra én kasse, at dyrkning af marginale landbrugsjorder betaler sig bedre, end at få landbrugsstøtte fra en anden kasse til at tage de samme arealer ud af drift til gavn for klima, vandmiljø og natur.
Derfor kan vi nedsætte nok så mange udvalg om hurtigere udtagning af lavbundsarealer, men det bringer formentlig ikke indsatsen op i den ønskede hastighed og volumen, for præmissen om at gennemføre hastige forandringer gennem statslig kompensation er forkert.
Det samme kan man hævde om vandmiljøindsatsen, hvor udledning af kvælstof fra landbruget har været nogenlunde stabilt de seneste ti år til trods for, at der er postet milliarder i indsatsen.
Det betyder ikke, at der ikke er lavet gode vådområdeprojekter. Men indsatsen står ikke mål med behovet, hvilket iltsvindet i vores fjorde og indre farvande er et tydeligt bevis på.
Et spirende naturkreditmarked kan vende udviklingen
Forud for det seneste G20-topmøde i september 2023 i Indien opfordrede en gruppe på 32 af verdens største investorer, der forvalter aktiver for 7,3 billioner dollars – svarende til godt 50.000 milliarder kroner – G20-landene til at omlægge deres landbrugsstøtte i overensstemmelse med opfyldelse af klima- og naturmål inden udgangen af 2030.
Investorerne peger på, at vi har brug for en omfattende omstilling af fødevaresystemet, fordi det er et af de mest skadelige systemer af alle for klimaet og naturen.
Presset fra kapitalfonde og øvrige aktører på finansmarkedet har skubbet til, at EU fra 2024 har indført nye krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering.
Store virksomheder og børsnoterede små- og mellemstore virksomheder skal nu til at rapportere om deres indvirkning på ikke blot klima, men også på øvrige miljømål for beskyttelse af vand- og marine ressourcer, forebyggelse og bekæmpelse af forurening samt beskyttelse og genopbygning af biodiversitet og økosystemer.
Vi skal væk fra den vildfarelse, at en historisk stor grøn omstilling af vores arealanvendelse kan lade sig gøre ved at lappe videre på eksisterende forvaltning og regulering.
Helga Grønnegaard
Projektchef, Urland
Det kan blive et åbent vindue til at understøtte virksomhederne i at kanalisere natur- og miljøindsatser og finansiering derhen, hvor projekterne får effekt og skaber attraktive lokalområder.
Offentlige tilskud bør kunne gives som lånekapital
Når klima-, vand- og naturmål udmøntes gennem naturbaserede løsninger i konkrete arealprojekter, hvor landmænd og lokale borgere bliver medspillere, bidrager virksomhederne til et helt centralt samfundsansvar, der spiller ind i et attraktivt fremtidsbillede for grøn omstilling.
Samtidigt kan virksomheders køb af miljø-, klima- og naturkreditter fra lodsejere skabe den indtjening, som skaber et attraktivt alternativ til traditionel landbrugsproduktion.
På den måde vil arealerne fortsat ejes og forvaltes af landmænd, men landbrugsdriften vil i højere grad opfylde mål for natur, klima, vandmiljø, drikkevandsbeskyttelse og rekreativ adgang. Hastigheden i omlægningen kommer, når lodsejerne har attraktive, alternative forretningsmodeller.
Derfor bør politikerne se med positive briller på virksomhedernes interesse for at købe såvel klima- som naturkreditter hos landmænd.
Og lade sig inspirere af England, hvor offentlige tilskud for eksempel kan gives som lånekapital til landmænds naturprojekter.
Lånekapitalen tilbagebetales fuldt ud ved salg af CO2-, natur-, kvælstof- og vandtilbageholdelseskreditter til arealudviklere og øvrige virksomheder.
Vildfarelser skal ud af visionen
En politisk vision for landbruget skal bygge på en tilgang, hvor vi skal væk fra den vildfarelse, at en historisk stor grøn omstilling af vores arealanvendelse kan lade sig gøre ved at lappe videre på eksisterende forvaltning og regulering.
Det har foreløbigt ført til frustrationer, manglende målopfyldelse og splittelse.
Men en politiske vision for landbruget, der hviler på en langsigtet arealstrategi, som afvejer samfundsmål og bruger arealer ansvarligt, vil samtidigt være vejen til at skabe attraktive landskaber og lokalsamfund.
Desuden skal vi væk fra den vildfarelse, at vi kan skabe hastig grøn omstilling med samme økonomiske incitamenter, som har bragt Danmark på en tvivlsom andenplads blandt lande i EU med mest natur i dårlig tilstand, med gispende fjorde og med en landbrugssektor hastigt på vej mod at udgøre halvdelen Danmarks CO2-udledning.
Vi har scenarierne og målene. Har politikerne også modet til at skifte kurs og omstillingsspor?