Bliv abonnent
Annonce
Debat

Vildtbiolog: Danmark kan med EU-formandskabet bane vejen for et forbud mod bly i jagtammunition

Bly er et af de giftigste stoffer, vi kender. Bly fra jagtammunition forårsager tab af iq og andre sundhedsrelaterede skader, skriver Niels Kanstrup.
Bly er et af de giftigste stoffer, vi kender. Bly fra jagtammunition forårsager tab af iq og andre sundhedsrelaterede skader, skriver Niels Kanstrup.Foto: Terry Chea/AP/Ritzau Scanpix
26. august 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvert år spredes omkring 14-15.000 tons bly fra jagtammunition i den europæiske natur. Hovedparten er i form af blyhagl, som er en kilde til forgiftning af fugle, der spiser haglene i forveksling med kråseflint og føde.

Men der er også en betydelig mængde hagl og riffelprojektiler, som afsætter bly i byttedyret, og derved kan forgifte rovdyr, ådselædere eller mennesker, der spiser vildtkød.

Der er solid evidens for, at blyforgiftning fra denne kilde hvert år dræber over en million vandfugle alene i Europa og udsætter endnu flere for subletal påvirkning.

Læs også

Et af de giftigste stoffer

Ørne og andre store rovfugle udsættes for stor forgiftningsrisiko og øget dødelighed, når de fouragerer på rester af dyr nedlagt eller anskudt med blyammunition.

Også kæledyr eksponeres, da ukurant vildtkød, der ofte indeholder ammunitionsrester, bruges til fremstilling af for eksempel hundemad.

Bly er et biologisk set unødvendigt grundstof, men til gengæld et af de giftigste stoffer, vi kender. Dets giftighed for mennesker har været kendt stort set lige så længe, som stoffet har været anvendt.

Bly i jagtammunition udgør et betydeligt problem set både i relation til miljø, folkesundhed og økonomi.

Niels Kanstrup
Vildtbiolog, Aarhus Universitet

Men det var først langt op i det 20. århundrede, at samfundet begyndte at fjerne det fra vores omgivelser, hvor dette var praktisk og politisk muligt.

De fleste ved, at bly for længst er udfaset for eksempel i benzin og maling, men de færreste er klar over, hvor store mængder der i Europa og resten af verden fortsat spredes fra jagt og udgør en åbenlys sundhedsrisiko.

Det er børn, der er mest udsat. De optager bly lettere end voksne, og mange års videnskab har vist, at især hjerneudviklingen skades signifikant og irreversibelt af blyet. Og så vil mange nok spørge: “Jamen, er der mange børn, der spiser vildtkød?”

Ja, Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, har estimeret, at alene et stop for brugen af blyholdig riffelammunition årligt ville kunne hindre iq-tab hos 7.000 børn i Europa.

Store menneskelige omkostninger

Tab af iq og andre sundhedsrelaterede skader af bly fra jagtammunition har store menneskelige omkostninger, men også betydelige samfundsøkonomiske konsekvenser.

I 2019 anslog et britisk-dansk forskerhold, at alene omkostningen ved iq-tab hos børn som følge af bly fra jagtammunition i Europa ligger i størrelsesordenen 40-104 millioner euro årligt.

Læs også

Et tilsvarende beløb er sandsynligt for de sundhedsskader, som blyet forårsager hos voksne, for eksempel forhøjet blodtryk og organskader.

Så det er hævet over enhver tvivl, at bly i jagtammunition udgør et betydeligt problem set både i relation til miljø, folkesundhed og økonomi.

Af samme grund forbød Danmark allerede i 1996 blyhagl, og i 2024 udfasede vi ligeledes bly i riffelammunition. EU forbød i 2023 jagt med blyhagl i alle vådområder, og Storbritannien har for nylig besluttet at udfase bly fra jagt.

Opportunistiske modargumenter

Men der er et stort efterslæb i det øvrige Europa for slet ikke at tale om resten af verden, hvor billedet med nogle få undtagelser er, at jagtammunition er lig med blyammunition.

Danmark er i en nøglerolle. Vi har allerede fjernet blyet fra jagten og har gode erfaringer.

Niels Kanstrup
Vildtbiolog, Aarhus Universitet

Mange vil måske tro, at det skyldes mangel på alternativer. Men her er Danmark gået forrest og som et lysende, praktisk eksempel bevist, at der findes effektiv og sikker blyfri ammunition, der opfylder jægernes behov, og at jagten kan overleve uden bly.

Modstanden ligger hos industrien og i konservative jagtkredse med tætte forbindelser til industrien. Argumenterne mod en udfasning af bly er mangeartede og opportunistiske.

Senest er Ukrainekrigen blevet bragt til torvs, hvor fortællingen er, at hvis våbenfabrikkerne ikke producerer blyammunition til jægerne, så vil de stoppe med at lave blyammunition til forsvaret af Europa.

Og så vil russerne vinde. Eller i omvendt logik: Det er de europæiske jægere, der sikrer forsvaret af Europa og i sidste ende, at Putin må se sig slået.

Virkeligheden er, at der er mange, der tjener mange penge på at producere og sælge blyammunition til civile formål, og dette kødben afser de selvfølgelig nødig.

En åbenlys og simpel sag

Det er forståeligt, men så meget mere nødvendigt er det, at samfundet tager stilling på et bredere og mere oplyst og videnskabeligt grundlag.

Her mangler der ikke dokumentation. Forskere fra alle verdensdele har over de seneste 40 år fremlagt overbevisende evidens for både problemet og løsningen.

Senest har Europakommissionen fremsat et forslag om en gennemgribende regulering af bly i ammunition til civilt brug og til brug i fiskegrej.

Men det har fået en lunken modtagelse i det politiske system i en række af lande. I skrivende stund er der ingen, der ved, hvad dets skæbne bliver.

Danmark er i en nøglerolle. Vi har allerede fjernet blyet fra jagten og har gode erfaringer. Samtidig har vi EU-formandskabet indtil årets udgang.

Det ville være fattigt, hvis vi ikke kunne få en så åbenlys og relativ simpel sag som denne til at falde på plads – især når vi siger, at vi gerne vil støtte den grønne omstilling. For det vil vi da, ikke?

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026