svarer 
Morten Bødskov

Skatteudvalget spørger skatteministeren, Morten Bødskov, om kommentar til henvendelse af 22/1-20 fra Nina Alborg, Metalcolour om beskatningen af overskudsvarme

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 82, Spørgsmål 8
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 22. januar 2020 fra Nina Alborg, Metalcolour om beskatningen af overskudsvarme, jf. L 82 - bilag 11.

Svar fra fredag den 31. januar 2020
I henvendelsen fra Metalcolour fremgår et regneeksempel på virksomhedens betaling af overskudsvarmeafgift før og efter omlægningen af overskudsvarmeafgiften, som foreslås i L 82.

Eksemplet viser, at omlægningen fra en vederlagsbeskatning til en fast afgift på 25 kr. p GJ for den konkrete virksomhed omtrent vil føre til en fordobling af overskudsvarmeafgiften. Virksomheden spørger til, hvad der ligger til grund for L 82 og bemærker, at lovforslaget ikke giver incitament til at genbruge overskudsvarmen.

Kommentar L 82 udmønter dele af en bred politisk aftale indgået mellem alle Folketingets partier i foråret 2019 om at fremme udnyttelsen af overskudsvarme.

Baggrunden for aftalen er bl.a., at den nugældende vederlagsbeskatning giver anledning til usikkerhed i relation til hvilke omkostninger, der skal medregnes i vederlaget, hvilket gør afgiften vanskelig at administrere og giver usikre rammevilkår i forhold til at investere i udnyttelse af overskudsvarme.

Afgiftsniveauet for ekstern overskudsvarme, der sælges til fjernvarmeselskaber eller andre virksomheder, er i dag meget differentieret, da afgiften afhænger af, hvilket vederlag, der betales for overskudsvarmen. Omlægningen til en ensartet afgift på 25 kr. pr. GJ, der er uafhængig af vederlaget, vurderes i gennemsnit at være tilnærmelsesvis neutral for så vidt angår ekstern overskudsvarme. Nogle virksomheder, der har taget et lavt vederlag for overskudsvarmen, vil dog opleve et øget afgiftsniveau, som eksemplet i henvendelsen viser.

Lovforslaget vurderes dog at øge udnyttelsen af overskudsvarme ved at indføre en mere ensartet og enkel beskatning af overskudsvarmen, som fastsætter sikre rammevilkår for eksisterende og fremtidige overskudsvarmeprojekter, ligesom der foreslås en 15-årig overgangsperiode for eksisterende leverancer af overskudsvarme, som den pågældende virksomhed også vil kunne blive omfattet af, hvis den opfylder betingelser herfor.

Med L 82 foreslås desuden, at virksomheder, der indgår i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme, kan anvende en lavere afgiftssats på 10 kr. pr. GJ. Såfremt en virksomhed vælger at indgå i aftaleordningen, vil afgiftsbelastningen i eksemplet, som fremgår af henvendelsen, udgøre ca. 2.200 kr., som er lavere end før omlægningen, hvor afgiften ifølge eksemplet udgjorde ca. 2.400 kr.

0:000:00