Susanne Philipson

Barnets tarv skal komme først

2. oktober 2012 kl. 22:00

DEBAT: Regeringens tiltag for udsatte børn er langt fra markante nok, lyder det fra Susanne Philipson, direktør i Danner. Udspillene hænger ikke sammen med lovgivningen i praksis, og børnenes behov kommer reelt ikke i første række, skriver hun.
| Flere


Susanne Philipson
Direktør i Danner

I Danner hylder vi altid nye initiativer, som skal sikre bedre forhold for udsatte børn, og vi er taknemmelige for at have en socialminister, som sætter fokus på netop disse børn.

Lovgivningen modarbejder udspil
Men der er aspekter i den nye overgrebspakke, som ikke spiller sammen med lovgivning i praksis. Du beskriver pakken som et ”markant” udspil. Men hvori består det markante? Det er ikke nyt, at myndighederne skal sikre en tidlig og korrekt indsats, når der opstår mistanke om overgreb eller omsorgssvigt.

Et af formålene med dit udspil er, at færre børn skal opleve overgreb, fordi voksne skal være hurtige til at underrette kommunen, hvis man er bekymret. Det er heller ikke nyt. Vi har længe haft underretningspligt, både som almindelige borgere og skærpet underretningspligt som fagfolk.

At børnenes behov skal stå i centrum, når en sag kører, og ikke forældrenes eller systemets, er flotte ord. Men virkeligheden er en anden: Et enigt Folketing stemte for Forældreansvarsloven, som paradoksalt nok ikke i praksis sikrer, at børnenes tarv kommer i første række. Loven er et forsøg på at ligestille forældrene snarere end at have fokus på børnenes behov.

Hvad er barnets tarv?
I Danner har vi en række konkrete eksempler på, at børn tvinges til samvær med den voldelige part, ene og alene fordi det er et lovkrav i netop Forældreansvarsloven. Vi har endda eksempler på, at fædre, der er dømt for trusler på livet, stadig får ret til (overvåget) samvær. Er det virkelig barnets tarv? Står barnet i centrum her?

I Danner møder vi børn, hvis barndom gennem kortere eller længere tid har været præget af vold i hjemmet. Disse børn skulle som udgangspunkt ikke være omfattet af Forældreansvarsloven, da den tager udgangspunkt i forældremyndighedssager, hvor man skønner, at forældrene kan samarbejde. Men når et familieliv bliver sat på standby ved, at mor og barn flytter på krisecenter, må man antage, at der ikke er den bedste platform for samarbejde forældrene imellem.


Børn skal sikres øjeblikkelig beskyttelse for volden. Dernæst skal begge forældre - i særdeleshed voldsudøveren - tage ansvar for volden og konsekvenserne for børnene. Og før en eventuel samværsordning kan etableres, skal den voldelige part anerkende sit behov for hjælp og indvillige i behandling for at ændre adfærd. Dét er barnets tarv.
 
Så Karen Hækkerup, som en af landets førende organisationer, der arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn, ønsker vi, at du og andre relevante ministre er mere ambitiøse på børnenes vegne. Både så nye udspil hænger sammen med lovgivning i praksis, og så børnene reelt kommer i første række.

Og nu, hvor du selv kalder udspillet markant, kunne vi ønske os, at ambitionsniveauet var derefter:
 Hvorfor har Danmark som det eneste land i Norden ikke underskrevet Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder?

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK