Gadejurist: Stoffer skal lovliggøres og reguleres

Nanna W. Gotfredsen
Nanna W. Gotfredsen Stifter og leder, Gadejuristen

DEBAT: Der er behov for at etablere et legaliseret og reguleret stofmarked, hvor køberen oplyses om både risici og behandlingsmuligheder, foreslår Nanna W. Gotfredsen stifter og leder af Gadejuristen.

Af Nanna W. Gotfredsen
Stifter og leder af Gadejuristen

Sidste år blev godt fire ton narkotika beslaglagt, og der blev rejst flere end 23.000 sigtelser efter narkotikalovgivningen. Langt hovedparten dog i den beskedne ende af skalaen, og i fængslerne sidder der hver dag knap 1.000 personer og afsoner en narkotikadom.

Det koster milliarder. Præcis hvor mange ved ingen.

I dokumentaren DR3 på stoffer blev regningen senest opgjort til 3.400.000.000 kroner om året – alene for politi, domstole og fængselsvæsen. Andre har opgjort en langt højere samlet pris.

Hvad får vi så for alle de mange penge? Færre stofafhængige? Færre stofrelaterede indlæggelser? Færre smittede med alvorlige sygdomme? Færre døde? Flere stoffrie?

Indsats har spillet fallit
Bliver danskerne sundere og gladere af det forbud, der netop har som erklæret formål at beskytte befolkningen mod ”ganske særlig fare”? Nej.

’Krigen mod narkotika’ er en fiasko. Vel at mærke ud fra sine egne succeskriterier. Der er ikke skabt en narkotikafri verden. Stofferne er kun blevet billigere og nemmere at få fat i. Over en tredjedel af danskerne har brugt ulovligt stof. Og spørger man dem, der ikke tager stoffer, hvorfor de lader være, har den illegale status kun betydning for tre procent. Folk flest har andre og bedre grunde til at afstå fra stofbrug.

Hvorfor Christiansborg reflekterer så lidt over, at vi hvert år bruger milliarder på en forbudspolitik, der aldrig har virket, som aldrig kommer til at virke, og som samtidig effektivt forhindrer stort set enhver gavn af den sociale og sundhedsmæssige indsats, er et mysterium af de større.

Men der er håb. For der er alternativer til den håbløse status quo. Og verden over lyder kravet om forandring kun højere og højere.

Mulighed 1: Afkriminaliser besiddelse
Portugal afkriminaliserede i 2001 besiddelse af stof til eget brug. Straf blev erstattet af behandlingstilbud, og lempelsen har ikke ført til flere stofafhængige. Til gengæld er langt flere i behandling, og der er frigjort ressourcer til at gå efter bagmænd.

Alligevel afspores afkriminaliserings-debatten igen og igen af udokumenterede og uudfordrede påstande om, hvordan selv den mindste lempelse omgående vil kaste vores samfund i forfald. Enhver politiker, der frygter afkriminalisering, må starte med at spørge sig selv, om man personligt ville fejre lovændringen med at fixe heroin?

Stofafhængighed er et langt mere komplekst fænomen, end man åbenbart er i stand til at anerkende, og også dette står i vejen for en realistisk og måleffektiv narkotikapolitisk indsats.

Langt hovedparten af dem, der bruger et ulovligt stof, får aldrig problemer med det. For det lille mindretal, der gør, er stofbrug mere en løsning på egentlige problemer, der for den enkelte er langt mere alvorlige; tidligt omsorgssvigt, psykiske lidelser, isolation og udstødelse. Derfor skyder vi også helt forbi, når vi opererer med mål som ”stoffrihed”, som det er tilfældet i regeringens 2020-mål.

Når stofbrugen betragtes som ”problemet”, prioriterer vi forkert og misser muligheden for reelt at hjælpe. Vi må erkende, at forbuddet er en del af problemet.

Så længe den stofafhængige risikerer straf, søger man under radaren og afskæres herved også fra sociale og sundhedsmæssige tilbud. At op imod 90 procent af Danmarks 13.000 injektions-stofbrugere er smittet med hepatitis taler sit eget tydelige sprog.

Mulighed 2: Legalisering, en kontrolleret regulering
Afkriminalisering er ikke en løsning på alle de problemer, der er uløseligt forbundet med et illegalt narkotikamarked. Selv hvis stofbrugeren ikke risikerer straf, fremstilles stofferne stadig under uhygiejniske forhold og tilføres undervejs både rottegift, kvægmedicin og miltbrandsporer. Kun ved at tage kontrollen og sikre stofferne fremstillet under samme krav som lægemidler, kan dette undgås.

Samtidig lever en skruppelløs, dybt kriminel underverden fedt af kriminaliseringen. Men kun fordi vi tillader det. Dette er uhyrligt i sig selv.

For nogle kan det måske virke absurd at lovliggøre og regulere stofferne, når de nu kan være skadelige. Men vi skal netop tage kontrollen, fordi de potentielt er skadelige, og fordi de, som en direkte konsekvens af kriminaliseringen, er langt mere skadelige end nødvendigt. Således regulerer vi også allerede potentielt skadelige rusmidler som tobak og alkohol i skadesreducerende øjemed.

Stofbrugere bruger stoffer. Forbud eller ej. Vi kan vælge fortsat at overlade dem til organiserede kriminelle, og fortsat bortkaste milliarder af kroner på en ørkesløs jagt på købere og sælgere. Eller vi kan vælge at etablere et kontrolleret, reguleret stofmarked, hvor vi selvfølgelig skal regulere cannabis og heroin vidt forskelligt, men altid kan sikre, at køberen oplyses om både risici og behandlingsmuligheder.

Den betydelige indtægt som herved overgår fra underverdenen til statsfinanserne, kan nu finansiere udvikling af behandling og skadesreducerende tiltag for den mindre gruppe, der kæmper med afhængighed og andre stofrelaterede problemer.

Dét er bud på politikker, der hænger sammen med ambitionerne om at beskytte befolkningen bedst muligt mod narkotikafænomenets direkte og indirekte skadevirkninger. Og først da kan vi begynde at håbe på effekt af den sociale og sundhedsfaglige behandlingsindsats.

Forrige artikel At kommunikere er at leve At kommunikere er at leve Næste artikel Udsatte: Behov for ligestilling af social behandling