Uffe Elbæk får Ting-Prisen 2015

PRIS: Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, får Ting-Prisen 2015 for sin helt særlige, ærlige evne til at kommunikere. Se tv-klip nederst.

Alternativets initiativtager og politiske leder Uffe Elbæk modtager Ting-Prisen 2015 for sin særlige evne til at kommunikere, så Christiansborg kommer tættere på borgerne.

Prisen, der er indstiftet af netavisen Altinget, blev overrakt fredag på Christiansborg, og med Ting-Prisen følger en bronzeskulptur af Steffan Herrik.

Pris-komiteen består af selvstændig kommunikationsrådgiver Søs Marie Serup, public affairs-direktør Jan Juul Christensen, Rud Pedersen samt Altingets chefredaktør, Rasmus Nielsen, og de havde på forhånd nomineret tre politikere, der udover Uffe Elbæk talte Enhedslistens Pernille Skipper og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. 

"Han er det, han sælger"
I sin motivation for at vælge Uffe Elbæk sagde Søs Marie Serup blandt andet:

"Jeg synes faktisk, det har været lidt svært at forsvare overfor mig selv, hvorfor modtageren af Ting-Prisen 2015 skulle gå til den, der nu får den. Og samtidigt kunne det ikke være anderledes.

Uffe Elbæk passer ikke ind i formen for en dygtig kommunikator. Der findes ingen kommunikationsmanual, der ligefrem lægger op til uendelige rækker af indskudte bisætninger, afbrydelser af sig selv og sin egen tankerække og store mængder indrømmelser af modpartens fortræffeligheder i en sammenhæng, hvor det handler om at skille sig ud fra mængden. På mange måder er Uffe Elbæk anti- kommunikatoren," sagde Søs Marie Serup og fortsatte:

"Alligevel er der noget, der virker. Uanset om det kommunikeres på Uffes sweatshirts, på sociale medier eller i Alternativets workshops. Samtidig kan vælgerne godt lide originaler, folk, der er sig selv - eller som vi i hvert fald tror på, er ægte. Vi kan også godt lide drømmere og idealister. Vi vil have holdningsmennesker fremfor kyniske taktikere. Sådan et menneske er Uffe Elbæk! 

Uffe Elbæk tildeles Ting-Prisen 2015, fordi han kan engagere mennesker i et fantastisk projekt. Fordi han sprænger rammerne og udfordrer etablissementet. Fordi man kan mærke ham og tror på ham. Fordi han ER det, han sælger.”

Kommunikation à la Elbæk
Selv siger prisvinderen:


“Min grundholdning, når jeg kommunikerer, er, at: 1) det, der kommer fra hjertet, når hjertet, 2) være tydelig med min intention, 3) skabe værdi for dem, jeg kommunikerer med, 4) droppe det at "sælge" og fokusere på at skabe fælles ny viden og indsigt," siger Uffe Elbæk og fortsætter:

"Cirka sådan har jeg det med god kommunikation.”

Se sammendrag fra overdragelsen her: (10 min)

 

Forrige artikel Kommuner får lån til sociale projekter Næste artikel Her er efterårets politiske bøger Her er efterårets politiske bøger