Forældreretten og handicap

Af Stig Langvad,
formand for Danske Handicaporganisationer  

De seneste par uger har spørgsmålet om, hvorvidt personer med handicap har mulighed for at være gode forældre, været i fokus. Et spørgsmål, der ofte dukker op, men kun sjældent bliver behandlet nuanceret og korrekt.

Lov og praksis følges ikke ad
Ingen lov forbyder personer med handicap at blive forældre. Det ville også være klokkeklar diskrimination, og sådan er vi ikke i Danmark. Vi har derimod en klar handicappolitisk holdning om, at alle borgere skal have lige muligheder - uanset handicappets karakter.

Men lovgivning er én ting, holdninger noget andet. Faktisk er det erfaringen i handicaporganisationerne, at mennesker med handicap kan risikere at blive dømt ude som forældre alene på grund af deres handicap.

Samtidig sikrer lovgivningen ikke den nødvendige støtte og hjælp til forældre, der har et handicap. Forældre med handicap kompenseres ikke i tilstrækkeligt omfang for deres handicap. Det betyder, at bedømmelsen af forældreansvaret i nogle tilfælde hviler på et mangelfuldt og forkert grundlag.

Vi så det i tv den 25. marts 2008, hvor en mor med den meget alvorlige sygdom ALS fik tvangsfjernet sine børn, tilsyneladende uden forsøg på at kompensere for handicappet med henblik på at lade børnene blive i hjemmet.

Pligt til at hjælpe forældre med handicap 
Den hjælp, forældre med handicap kan have brug for, er meget forskellig. Det kan være hjælp til ledsagelse af barnet til f.eks. daginstitution, skole og fritidsaktiviteter, eller ledsagelse ved indkøb, fordi forældre i kørestol eller blinde forældre ikke selv kan række ud efter barnet, hvis det pludselig stikker af med kurs mod vejen.

Hvis man anskuer spørgsmålet ud fra et menneskeretligt perspektiv, er sagen helt klar. Samfundet er forpligtet til at forhindre diskrimination af personer med handicap i alle sager om ægteskab, familieforhold, forældreskab og personlige relationer. Samfundet skal anerkende den enkeltes ret til frit og under ansvar at bestemme, hvor mange børn, de vil have. Samfundet skal på sin side yde hensigtsmæssig assistance til, at den enkelte kan varetage forældreansvaret.

Endelig står det klart, at et barn under ingen omstændigheder må blive adskilt fra sine forældre, alene fordi enten barnet eller den ene eller begge forældre har et handicap. Disse principper kommer til udtryk i FN's nye handicapkonvention fra 2006.

DK lever ikke op til menneskerettigheder
Det er vigtigt at se på, hvordan disse rettigheder omsættes i en dansk virkelighed. Desværre er det min vurdering, at Danmark ikke lever fuldt op til de internationale menneskerettigheder. Fordomme og holdninger spiller i alt for høj grad ind i de afgørelser, der træffes.

Det så vi senest i DR 2 tirsdag 26. marts 2008, hvor et par, der begge var udviklingshæmmede, ikke bare fik et barn sammen, de fik så at sige barnet sammen med kommunen. Indslaget viste tydeligt, at kommunen har forudfattede meninger om udviklingshæmmedes muligheder for at være forældre. Men udviklingshæmmede forældre kan godt udvikle deres forældrekompetencer. Det kan ske med konkrete anvisninger, brug af tegninger, billeder og video.

Handicappede mangler støtte til forældrerollen
Selvom der i den danske sociallovgivning er mulighed for at yde forskellige former for kompensation til mennesker med handicap, anvendes de kun sjældent som støtte til varetagelse af forældrerollen og målrettet netop denne opgave. Man kan ikke alene anvende lovgivningen om støtte til børn med særlige behov - fordi det ikke nødvendigvis er barnet, der har behov for særlig støtte, men forældrene. Samtidig føler nogle forældre, at de stemples som dårlige forældre, når disse bestemmelser anvendes.

Uden tilstrækkelig hjælp til forældrene, er der desuden risiko for, at børnene inddrages som aktive leverandører af støtte, f.eks. som små hjemmehjælpere eller tegnsprogstolke. Det er uheldigt.

Det ser ud som om, personer med handicap, der i forvejen er i kontakt med kommunen, per definition sættes under skærpet observation og vurdering, såfremt de ønsker at være forældre. Fokus rettes mod det, der ikke fungerer, og personen og familien klientgøres. Fra begyndelsen er der stor skepsis i forhold til, hvordan "projektet" vil forløbe. Det er ikke ukendt, at forløbet ender med en ufrivillig anbringelse af barnet hos plejeforældre med mulighed for, at de biologiske forældre kan få overvåget samvær med barnet i nogle få timer ugentligt hos kommunen.

Forældre med handicap er urolige for, om deres handicap i sig selv fører til en nedvurdering af dem som forældre, og urolige for at blive stemplet som dårlige forældre.

Såfremt man yder den nødvendige handicapkompenserende støtte, vil forældre med handicap have helt andre forudsætninger for at varetage forældrerollen. Naturligvis er der også blandt personer med handicap forældre, der har vanskeligheder med at varetage opgaven som forældre. Men det forhold gør det ikke legitimt at mistænkeliggøre alle forældre, der har et handicap, og undlade at tilvejebringe forudsætningerne for, at de kan udøve deres forældreskab.

Jeg mener, der i et ligestillingsperspektiv er behov for en mere nuanceret opfattelse af forældre med handicap og en langt bedre indsats. Efter min vurdering lever vi ikke op til menneskerettighederne i den danske kommunale hverdag. Der er plads til udvikling.