Ngo i modsvar: Jeg har fulgt pengene i civilsamfundet. Mønstret er svært at overse

Finansielt ingenmandsland  

Brancheforeningen argumenterer for en såkaldt arbejdsdeling, hvor staten tager de landsdækkende organisationer, mens regioner og kommuner tager de lokale initiativer.

Det lyder forførende enkelt. Men staten har historisk støttet frivilligt socialt arbejde langt bredere.

Fra 1980'ernes statslige forsøgspuljer til satspuljen og senere SSA-reserven har staten finansieret sociale indsatser, forsøgsarbejde og frivillige organisationer på tværs af størrelse, form og lokal forankring.

Lokale og selvstændige SMO'er placeres i et finansielt ingenmandsland. De er for lokale til staten og for driftstunge til kommunernes små kasser.

Kim Nielsen
Formand, Foreningen Respekt Vollsmose

Når lokale og selvstændige organisationer beskrives som nogen, der “naturligt” hører hjemme hos kommuner og regioner, giver historien ikke opdelingen rygdækning. Det er en politisk prioritering, der får en historieløs konstruktion til at ligne en selvfølge.

Samtidig placeres lokale og selvstændige SMO'er i et finansielt ingenmandsland. De er for lokale til staten og for driftstunge til kommunernes små kasser.

Paragraf 18 midler til de landsdækkende 

Det finansielle ingenmandsland bliver tydeligt, når man følger de kommunale paragraf 18-midler til frivilligt socialt arbejde.

Brancheforeningen sender de lokale initiativer videre til kommuner og regioner. Så må man også spørge, hvad der faktisk sker i den kasse, de lokale henvises til.

Her falder arbejdsdelingen fra hinanden. De selvstændige SMO'er bliver for lokale til statens drift, mens de landsdækkende organisationer åbenbart aldrig bliver for store til kommunernes kasser.

Det mønster kan man se i kommunernes egne bevillingslister. Jeg har gennemgået offentligt tilgængelige paragraf 18-bevillinger i 19 af landets store kommuner.

I min rensede stikprøve går cirka halvdelen af de synlige paragraf 18-midler til landsdækkende organisationer. Halvdelen.

Så man henviser simpelthen de lokale foreninger og SMO’erne til en kasse, de landsdækkende forsyner sig i stor stil.

Jeg har fulgt pengene 

CFSA's Rillo Snerup Rud har ret i, at finansieringslandskabet er uoverskueligt. Problemet er, at hendes svar samtidig udfører en retorisk umyndiggørelse af den lokale fordelingskritik.

I Ruds udlægning kigger lokale organisationer "sultent" mod de landsdækkendes midler. De rammes af en oplevelse af, at pengene går til "alle de andre end lige en selv", mens hun holder døren på klem for, at der "måske" findes finansiering til alle.

Med den beskrivelse afmonteres adgangskritikken, uden at adgangskravene behøver forsvares.

Spørgsmålet om, hvem modellen giver stabil drift, glider over i spørgsmål om, hvem der kigger for meget på de andres penge, og hvem der bare ikke har fundet vej endnu. Dermed slipper de faktiske pengestrømme for at blive undersøgt.

Men vi behøver ikke lade Ruds "måske" svæve.

Jeg har selv fulgt pengene. Sidste år skabte jeg The Grant Gap, en kortlægning af over 26.000 offentligt tilgængelige bevillinger fra fonde og andre aktører, samlet fra online lister og årsrapporter.

Civilsamfundets ressourcer og administrative kapacitet samler sig hos dem, der i forvejen har mest.

Kim Nielsen
Formand, Foreningen Respekt Vollsmose

Tallene rummer den usikkerhed, der følger med den slags kildemateriale. Men på makroplan er mønsteret tydeligt: Civilsamfundets ressourcer og administrative kapacitet samler sig hos dem, der i forvejen har mest.

Her tager de øverste fem procent af modtagerne omkring 80 procent af midlerne. Samtidig må tre fjerdedele af modtagerne dele lidt over fem procent.

Den skævhed er for massiv til at forsvinde i metodeforbehold.

Argumentet falder sammen 

Med de tal bliver CFSA's "måske" næsten absurd. Forestillingen om, at alle bare mangler at finde den rigtige sti gennem et mangfoldigt finansieringslandskab, falder sammen.

Pengene samler sig hos dem, der allerede har apparatet til at hente dem, mens resten får deres overlevelseskamp oversat til manglende overblik.

Når pengene samler sig, samler noget andet sig også. Evnen til at gøre egne erfaringer gyldige over for staten.

Stabil drift betaler ikke kun for husleje, løn og administration. Den betaler for muligheden for at deltage i det demokratiske rum omkring velfærden. At beskrive problemerne, udvikle metoderne, dokumentere effekten og blive hørt, når næste model tegnes.

Det er derfor, grundaftalen er så sigende.

Fattigere mangfoldighed 

Brancheforeningens oplæg blev fremhævet som et af afsættene for modellen. Modellen endte med at give den stærkeste stabilitet til den type landsdækkende organisationer, som brancheforeningen repræsenterer.

Ingen har gjort noget galt. Det er sådan adgang virker. Dem, der allerede har kapacitet, får lettere ved at formulere problemet, levere løsningsforslaget og bagefter fremstå som det naturlige svar.

Dermed bliver civilsamfundets mangfoldighed fattigere i praksis, end den lyder i festtalerne.

For hvis kun nogle organisationer får roen, sproget og adgangen til at påvirke staten, bliver det også kun deres erfaringer, der for alvor kommer til at tælle.

Lige nu peger modellen, pengene og adgangen samme vej. Opad.