Brancheforening i svar: Statslige midler er ikke tiltænkt lokale initiativer

Kommuner og regioner skal støtte det nære 

Civilsamfundets Brancheforening har i dag 56 medlemsorganisationer, som arbejder med vidt forskellige målgrupper, har vidt forskellig størrelse og arbejder under forskellige vilkår.

Fælles for dem er, at de er sat i verden for at gøre en positiv forskel for mennesker og fællesskaber.

Som brancheforening er vores opgave netop at have et blik på tværs af denne mangfoldighed og arbejde for stærkere og mere sammenhængende rammevilkår for civilsamfundet som helhed.

Hvis vi skal videre i debatten, er det derfor nødvendigt at løfte den op på et mere principielt niveau og se på ansvarsfordelingen i civilsamfundets finansiering.

Spørgsmålet er, hvordan vi skaber brede samlede finansieringsmodeller, hvor stat, region og kommune hver tager ansvar for deres.  

Dorte Nørregaard
Formand, Civilsamfundets Brancheforening   

For de lokale initiativer og det nære foreningsliv spiller kommuner og regioner en helt central rolle, mens staten først og fremmest har et ansvar for at sikre stabile rammer for organisationer, der arbejder på tværs af landet.

I Civilsamfundets Brancheforening arbejder vi for en stabil og gennemsigtig finansiering af civilsamfundet bredt – og i første omgang finansiering af landsdækkende civilsamfundsorganisationer.

Grundfinansiering er ét vigtigt hjørne af den samlede finansiering, og det er her, vi starter.

Statslige midler har et andet sigte 

Grundfinansiering skaber stabilitet. Den giver organisationer mulighed for at opbygge kvalitet, ansvarlighed og langsigtet virke.

Kravet om landsdækkende forankring skal sikre bred geografisk spredning og dækning af forskellige målgrupper. Det er en måde at sikre, at midlerne kommer hele landet til gavn – også uden for de større byer.

Landsdækkende organisationer arbejder i høj grad lokalt – gennem afdelinger, frivillige og aktiviteter i hele landet.

Den nationale struktur er ikke en modsætning til det lokale engagement. Den er en ramme, der giver lokale fællesskaber faglighed, kvalitetssikring og en stærkere stemme.

Samtidig skal vi være tydelige om ansvarsfordelingen. Når lokale initiativer – som Kim Nielsen peger på – oplever barrierer i forhold til finansiering og støtte, handler det ofte om, at ansvaret ikke er placeret.

Lokale initiativer og indsatser bør først og fremmest understøttes lokalt. Kommuner og regioner spiller en afgørende rolle for det nære foreningsliv – gennem driftstilskud, adgang til faciliteter, partnerskaber og løbende dialog. Det er her, prioriteringen af det lokale engagement naturligt hører hjemme.

De statslige midler har et andet sigte. De skal sikre sammenhæng, kvalitet og bred geografisk dækning på tværs af landet. Når staten stiller krav om organisering og dokumentation, handler det om ansvarlig forvaltning af offentlige midler.

Men modellerne skal naturligvis indrettes, så de understøtter mangfoldighed og forskellige organisationsformer.

Tre konkrete skridt

Hvis vi vil styrke hele civilsamfundet – også de små foreninger på landet – mener vi i Civilsamfundets Brancheforening, at vi bør tage tre konkrete skridt:

For det første skal der indføres en klar og transparent model for statslig grundfinansiering af landsdækkende organisationer med tydelige kriterier for geografisk spredning og målgruppedækning.

Det skaber forudsigelighed og sikrer, at midlerne når bredt ud. Det bør fortsat være en topprioritet for den kommende socialminister.

For det andet: Styrk og tydeliggør det kommunale og regionale ansvar for lokale initiativer. Det kan ske gennem en fastlæggelse af størrelsen på de kommunale midler, flerårige driftstilskud, enklere ansøgningsprocedurer og strategiske partnerskaber, der giver stabile rammer for det lokale engagement.

Staten bør sætte klare rammer og incitamenter for indsatsen, mens kommuner og regioner har ansvaret for den konkrete prioritering og understøttelse lokalt.

Lokale initiativer og indsatser bør først og fremmest understøttes lokalt. Kommuner og regioner spiller en afgørende rolle for det nære foreningsliv.  

Dorte Nørregaard
Formand, Civilsamfundets Brancheforening   

For det tredje skal man bevare stærke udviklingspuljer målrettet innovation og nye initiativer lokalt, så civilsamfundet fortsat kan forny sig og give plads til nye fællesskaber.

Foreningslivet er stærkest, når det lokale og det nationale spiller sammen. Når lokale initiativer har frihed og forankring – og samtidig kan trække på fælles viden, struktur og gennemslagskraft nationalt.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal vælge mellem lokale uafhængige foreninger og større organisationer med national struktur.

Spørgsmålet er, hvordan vi skaber brede samlede finansieringsmodeller, hvor stat, region og kommune hver tager ansvar for deres.

Hvis vi lykkes med det, styrker vi ikke bare enkelte foreninger. Vi styrker det samlede danske civilsamfund – og det er i sidste ende det, der binder vores lokalsamfund og demokrati sammen.