Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ngo: Finansieringsmodel afspejler giganternes virkelighed, men forbigår de små i civilsamfundet

Det er en fejlslutning at tro, at social faglighed og kvalitet kun eksisterer, hvis man har filialer i tre eller fem regioner. Tværtimod opstår innovationen ofte i det lokale, skriver Kim Nielsen.
Det er en fejlslutning at tro, at social faglighed og kvalitet kun eksisterer, hvis man har filialer i tre eller fem regioner. Tværtimod opstår innovationen ofte i det lokale, skriver Kim Nielsen.Foto: Pressefoto/Foreningen Respekt Vollsmose
3. marts 2026 kl. 03.00

K

Formand, Foreningen Respekt Vollsmose

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På Christiansborg bliver aftalen om ny model for grundfinansiering af civilsamfundet solgt som et opgør med projektcirkus og kortsigtede puljer.

Ambitionen om stabilitet og gennemsigtighed er både rigtig og nødvendig, men de tekniske kriterier peger i en helt anden retning. Problemet ligger i adgangskravet.

Når geografisk spredning gøres til den afgørende adgangsbillet, er systemet i praksis skræddersyet til de etablerede organisationer med hovedsæde i København.

Det rammer de små og mellemstore foreninger, der udgør rugbrødet i dansk foreningsliv, og undergraver regeringens ambition om et Danmark i balance.

Læs også

De store tegner stregerne

I Folketinget fremhæver socialministeren Civilsamfundets Brancheforenings oplæg som et godt afsæt for den nye model. Men hvem repræsenterer de egentlig?

Medlemslisten afslører en eksklusiv klub for sektorens giganter. Hvor medianindtægten for de mindre organisationer i den frivillige sociale sektor ligger på omkring en million kroner, har brancheforeningens medlemmer i min gennemgang en medianindtægt på cirka 30 millioner kroner.

Man har altså ladet aktører med 30 gange større økonomi end flertallet tegne stregerne. Resultatet er en model, der spejler de stores virkelighed, men som kapper livlinen til det lokale vækstlag.

Den nuværende model risikerer at institutionalisere en kløft, hvor en elite i Nordsjælland definerer rammerne for velfærden i Vestjylland.

Kim Nielsen
Formand, Foreningen Respekt Vollsmose

Kravet om "landsdækkende sigte" diskvalificerer nemlig effektivt de 67 procent af de små og mellemstore organisationer, der ifølge CFSAs indblik i SMO-land er selvstændige enheder uden lokalafdelinger.

Det rammer civilsamfundets rodnet, hvor vi finder de stedsbundne huse og foreninger med rødder i mulden.

Indsatser, der er vokset organisk frem af et akut behov i nærområdet frem for som filialer af et hovedkontor.

Det er Matthæus-effekten i fuld flor. Til dem, der har, skal mere gives. Reglerne ophøjer skala og sekretariatsmuskler til den nye guldstandard. Konsekvensen bliver et "missing middle" i dansk civilsamfund.

De helt små foreninger klarer sig ofte for kommunale håndører, og giganterne får nu statsgaranti via mekanisk videreførsel af driftstilskud. Men de professionelle, lokale fyrtårne ender i et fatalt finansieringshul, for store til småpuljer, men for lokale til den nye models skabelon.

Læs også

Omvendt Robin Hood

Det er en regulær åreladning af vækstlaget, at finansieringen af den nye model sker ved at omprioritere og dermed sløjfe PUF-puljen på 53,5 millioner kroner årligt fra 2027.

PUF-midlerne har traditionelt været en livsline for udvikling i de mindre organisationer. Når man fjerner disse midler for at polstre en driftsstøtte, som kræver landsdækkende sigte, tager man reelt udviklingsmidler fra de små, lokale initiativer og giver dem til de store landsorganisationer.

Det er en omfordeling fra bund til top, som er svær at forene med skåltalerne om at styrke det nære samfund og sammenhængskraften.

Politikerne forsvarer manøvren med, at man i stedet styrker infrastrukturen via CFSA, FriSe og de øvrige infrastrukturaktører. Men her går regnestykket ikke op.

For mens vækstlaget mister sin livsline, stiger statsbevillingen til paraplyorganisationer som FriSe med mange millioner årligt.

Det er en omfordeling fra bund til top, som er svær at forene med skåltalerne om at styrke det nære samfund og sammenhængskraften.

Kim Nielsen
Formand, Foreningen Respekt Vollsmose

Man flytter reelt penge fra dem, der udfører arbejdet, til dem, der skal rådgive om det.

Rådgivning betaler ikke husleje, og konsulenter skaber ikke aktiviteter. At erstatte direkte udviklingsmidler med en styrket infrastruktur svarer til at fjerne maden fra en sulten mand og i stedet tilbyde ham et kursus i madlavning.

Slip den bureaukratiske fetich

Hvis regeringen og forligskredsen reelt ønsker et Danmark i balance, må man i den kommende implementering gøre op med den bureaukratiske fetich for "landsdækkende sigte".

Det er en fejlslutning at tro, at social faglighed og kvalitet kun eksisterer, hvis man har filialer i tre eller fem regioner. Tværtimod opstår innovationen ofte i det lokale, hvor afstanden fra borger til beslutning er kortest.

Den nuværende model risikerer at institutionalisere en kløft, hvor en elite i Nordsjælland definerer rammerne for velfærden i Vestjylland.

En forening, der løser tunge sociale opgaver i et enkelt lokalsamfund, leverer ofte en mere konkret samfundsværdi end den landsdækkende kampagne, der smøres tyndt ud over kortet.

Min opfordring til forligskredsen frem mod 2026 er derfor klar: Genovervej sløjfningen af PUF-midlerne eller øremærk som minimum en væsentlig andel af driftsstøtten til aktører uden filialstruktur.

Hvis vi kun belønner dem, der breder sig, kvæler vi dem, der graver dybt, hvor behovet er størst.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026