En officiel fattigdomsgrænse er en dårlig ide

Af Martin Ågerup,
Direktør for tænketanken CEPOS

Fattigdom er ikke et væsentligt politisk problem i Danmark. Der findes fattige, men der er ikke så meget, politikerne kan gøre for at mindske antallet yderligere. Til tider hører man politikere udtale, at "blot én fattig er én for mange". Jeg er enig. Jeg ville ønske, at der ikke var nogen fattige i Danmark - eller i verden. Men politikerne er ikke almægtige. De kan ikke forhindre mennesker i at træffe valg, der fører til fattigdom. For eksempel kan overdrevent forbrug og gældsættelse føre til fattigdom - selv for mennesker med en høj indtægt. Det samme kan narkomani, alkoholisme og ludomani. At udrydde fattigdom ville indebære at forbyde og forhindre mennesker i at gå i hundene. Selv hvis man var tilhænger af den slags formynderi, ville det være umuligt at føre ud i livet.

Ofte defineres personer som fattige, hvis de tilhører lavindkomstgruppen målt på basis af den såkaldte medianindkomstmetode, hvor personer defineres som tilhørende lavindkomstgruppen, hvis deres disponible indkomst ligger under 50 pct. af medianindkomsten. Det vil i disse år sige, at man tilhører lavindkomstgruppen ved en indtægt (inklusiv overførselsindkomster) på ca. 90.000 kr. om året efter skat.

Hvor langt antallet af personer i lavindkomstgruppen kan nedbringes ad politisk vej, ved vi ikke. Men det kan måske være nyttigt at sammenligne med andre lande. Med 4,3 pct. af befolkningen under denne relative fattigdomsgrænse i 2000, det seneste sammenligningsår, har intet land i verden færre "fattige" end Danmark. Sverige ligger på 5,3 pct. og Norge på 6,3 pct. Intet andet land har altså formået at opnå en lavere andel af fattige end Danmark. Mon ikke grænsen er nået?

Lav indkomst er ikke lig med fattigdom
At sætte lighedstegn imellem lavindkomst og fattigdom er problematisk. En borger kan ikke siges at være fattig, blot fordi vedkommende et enkelt år har en lav indkomst. Vedkommendes forbrugsmuligheder påvirkes først efter længere tids lav indkomst, fordi man ved kort tids indkomstnedgang kan tære på formue, tage lån eller på anden måde opretholde et højere forbrug. Over halvdelen af de personer, der et givet år befinder sig i den gruppe, er ude af den igen året efter. Blandt de personer, der tilhørte lavindkomstgruppen i 1993, var under 10 pct. stadig at finde i gruppen i 2004, og kun 1 pct. havde været i lavindkomstgruppen i alle de mellemliggende år.

Set over et livsperspektiv har kun 1 promille af den danske befolkningen en livsindkomst, der er mindre end 50 pct. af median(livs)indkomsten for hele befolkningen. Dette har fået OECD til at anføre om Danmark, at "Der er praktisk taget ingen fattigdom set i et livstidsperspektiv".

At benytte medianindkomsten som definition på fattigdom er også problematisk af en anden grund. Når man automatisk antager, at alle, der tjener under 50 pct. af medianindkomsten er fattige, måler man reelt ulighed, ikke fattigdom. Det giver nogle besynderlige resultater. For eksempel steg antallet af fattige ifølge denne metode med 14.000 personer på landsplan fra 2003 til 2004, på trods af at lavindkomstgruppen oplevede en markant stigning i realindkomsten i perioden. Årsagen er, at lavindkomstgruppens indkomster det pågældende år steg mindre end medianindkomsten. Derfor er personer i gruppen relativt set blevet fattigere, selvom de i kroner og øre er blevet rigere - ganske betragteligt endda i det pågældende år.

Den almindelige velstandsstigning indebærer, at medianindkomsten i Danmark fordobles på 35-40 år. Med andre ord vil man om 35-40 år betragte en person med en indtægt og forbrugsmuligheder på niveau med nutidens medianindkomst som fattig, fordi vedkommende så vil tjene halvdelen af den højere medianindkomst. Spørgsmålet er, om dette er rimeligt. Det er rigtigt, at leveforholdene ændrer sig, efterhånden som den generelle velstand i samfundet stiger, og at fattigdom derfor delvist bør opfattes relativt til velstanden i samfundet i øvrigt. Et hyppigt brugt eksempel er, at mobiltelefonens fremmarch har resulteret i, at mønttelefoner efterhånden er blevet så godt som afskaffet. Det indebærer, at man i modsætning til tidligere bliver nødt til at have en telefon. Men på den anden side kan man i dag få en mobiltelefon for nogle få hundrede kr., og man kan købe et taletidskort, som koster langt mindre per minut, end mønttelefoner gjorde i gamle dage. Med andre ord har folk med små midler faktisk fået deres egen bærbare mønttelefon for de samme penge - eller billigere i det lange løb.

Udviklingen trækker bestemt ikke entydigt i retning af, at der kræves en højere og højere indtægt for at kunne klare sig i et samfund - altså en højere fattigdomsgrænse. Mange basale fornødenheder, som fattige personer typisk bruger en højere andel af deres indtægt på end gennemsnittet, har det faktisk med at blive relativt billigere med stigende velstand. Renset for inflation er priserne på beklædning og fodtøj faldet med 19 pct. i perioden 1995-2005.

Fattigdom som livsstil
I et samfund med absolut velstand bliver det i stigende grad muligt for borgere at vælge relativ fattigdom. Absolut fattigdom er selvsagt ikke et valg, men en tragisk skæbne. Men selv med en indkomst betydeligt under 50 pct. af medianindkomsten, behøver man i dag ikke at sulte. Relativ fattigdom kan altså i stigende grad vælges som en livsstil, i takt med at den samlede velstand i samfundet stiger. Et sådant liv vil indebære materielle afsavn sammenlignet med et almindeligt liv i dag (om end ikke nødvendigvis sammenlignet med et liv for blot 40-50 år siden), men det vil ikke behøve at indebære egentlig nød såsom sult eller hjemløshed.

Der er altså gode argumenter for en fattigdomsgrænse, som måske nok stiger i takt med velstanden i samfundet men ikke proportionalt. Københavns Kommune har for nyligt udgivet en rapport, som i stedet for medianindkomstmetoden benytter budgetmetoden til fastlæggelse af antallet af fattige. Budgetmetoden indebærer, at man udregner det rådighedsbeløb, der er nødvendigt for at kunne klare sig.

Rapporten er desværre skæmmet af nogle metodemæssige mangler, som fører til en voldsom overvurdering af det absolutte antal fattige i København. Men rapportens beskrivelse af udviklingen i antallet af fattige er brugbar. Den viser, at hvis man bruger budgetmetoden, har fattigdommen i København været faldende hvert eneste år siden 1996. Andelen af kontanthjælpsmodtagere, som er fattige, er ikke vokset siden 2002 - på trods af indførelsen af kontanthjælpsloftet. Andelen af fattige enlige kontanthjælpsmodtagere er faldet. Dette er ganske bemærkelsesværdigt. De analyser, der benytter medianindkomstmetoden, når alle frem til det modsatte resultat, nemlig stigende fattigdom, på trods af stigende realindkomst hos lavindkomstgruppen.

En fattigdomsgrænse bør ikke være et sagsbehandlingsværktøj
Hvis man ønsker at måle udviklingen i antallet af fattige, er der stærke argumenter for at benytte en metode, hvor fattigdomsgrænsen ikke automatisk stiger proportionalt med velstanden i samfundet. Her kunne budgetmetoden være en vej frem. Det er imidlertid en dårlig ide at fastlægge en "officiel" fattigdomsgrænse. De forskellige metoder til at afgrænse fattigdom har hver især deres styrker og svagheder og kan hver især være nyttige at anvende til forskellige formål. At lægge sig fast på en officiel "rigtig" fattigdomsdefinition vil derfor være misvisende og vil skade den frie og vanskelige debat om, hvad fattigdom er, hvordan den udvikler sig, hvad den skyldes, og hvordan den bedst bekæmpes.

En officiel fattigdomsgrænse vil endvidere aldrig kunne tage højde for den kompleksitet og individualitet, som præger ethvert menneskeliv: Hvor længe skal man være udsat for lav indkomst for at kunne siges at være fattig? Defineres en person som fattig, hvis vedkommende har personlig formue? Og hvor meget? Medregnes ejerskab af værdigenstande, for eksempel smykker eller sølvtøj? Medregnes gaver fra familie og venner? Defineres en person som fattig, hvis en høj husleje er årsag til lav disponibel indkomst? Eller hvis den lave indkomst skyldes høj afbetaling på gæld?

Der er ikke entydige rigtige svar på ovenstående spørgsmål. Derfor bør en given fattigdomsgrænse bruges som et statistisk værktøj til at måle en udvikling i sammenligning med udviklingen ved brug af andre definitioner af fattigdom - ikke som et sagsbehandlingsværktøj til at udpege fattigdom hos konkrete personer. Fortalerne for en officiel fattigdomsgrænse har en meget tydelig ideologisk politisk dagsorden, nemlig at alle personer, der ligger under grænsen, automatisk skal have ret til (mere) forsørgelse fra det offentlige. En sådan automatik kan føre til, at flere end i dag vælger en tilværelse på passiv forsørgelse og dermed fanges i en slags "fattigdomsfælde", fordi incitamenterne til at tage ansvar for sit eget liv svækkes markant.