Debat

Ramadanen: Hvem sagde barnets tarv?

DEBAT: Den kommende ramadan blotlægger igen problemet med sultne og uoplagte børn i den danske folkeskole, skriver Marlene Harpsøe, DF's uddannelsesordfører.
Uddannelsesordfører fra DF, Marlene Harpsøe, vil have muslimske forældre til at give deres børn mad med i skolen, selv om de strider mod ramadanen.
Uddannelsesordfører fra DF, Marlene Harpsøe, vil have muslimske forældre til at give deres børn mad med i skolen, selv om de strider mod ramadanen.Foto: Altinget.dk/ Linea Sanderbo Kürstein
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marlene Harpsøe
Uddannelsesordfører (DF)

I den kommende tid begynder muslimernes faste - den såkaldte ramadan. Det betyder, at muslimer - såfremt de ikke er gravide eller lignende - kun må spise mellem solnedgang og solopgang. Børn bliver også inddraget i denne faste, og mange børn får derfor ikke mad i timevis. Faktisk får de slet ikke mad og drikke, mens det er lyst, hvilket er i ca. 15 timer for tiden, hvor børnene altså må sulte og tørste.

I Dansk Folkeparti mener vi, at forældrene har et ansvar for at sende børnene i skole parate til dagens udfordringer. Forældrene har et ansvar for at børnene kommer i skole velopdragne, mætte efter morgenmaden og med skolebøger og madpakke i tasken. Alt i alt hvad der skal til for at klare en skoledag og for at modtage undervisning.

Der er tale om en helt misforstået tolerance, når man tillader at forældre sender børnene i skole på tomme maver. Vi taler så meget om barnets tarv, og om at barnets trivsel og sundhed skal være i centrum. Men når det gælder muslimske børn, så er barnets tarv lige pludselig en by i Rusland, ja så er man fløjtende ligeglad med sultende og forsømte børn.

Der er tale om en helt misforstået tolerance, når man tillader at forældre sender børnene i skole på tomme maver.

Marlene Harpsøe
Uddannelsesordfører for DF

I Dansk Folkeparti bliver vi beskyldt for mærkværdige ting, når vi kritiserer ramadanen i forhold til børnene. Vi får bl.a. at vide, at vi diskriminerer. Mage til pladder skal man lede længe efter. For Dansk Folkeparti er det vigtigt at tage sig af de svage, og hvilken mulighed har børn for at stille sig op foran forældrene og kræve mad i den lange ramadan-periode, hvor børnene i mange timer dagligt må sulte.

Samtidigt møder de fastende elever uoplagte op i skolen og er urolige og slet ikke klare til at tage imod undervisning. Det ødelægger undervisningen både for dem selv og de andre elever, hvis forældre har sørget for ordentlig morgenmad og en god madpakke.

I Dansk Folkeparti fremsatte vi i sidste folketingssamling forslag om at fremme kulturel integration i folkeskolen. Forslaget indebar bl.a. at lærere og skoleledere i forbindelse med ramadanen blev forpligtiget til at gøre muslimske forældre opmærksomme på deres ansvar for, at børnene - også i denne periode - blev sendt i skole med mad i maven og rygsækken. Ingen andre end DF støttede forslaget, og Dansk Folkeparti finder det pinligt, at et så indlysende godt forslag ikke fik flertal i Folketinget.

Der er og bliver ingen saglig grund til, at børn møder sultne i skole. Faste eller ej. Tværtimod tages børnene som gidsler i en oldgammel tradition, som kun er til skade for børnene.

Hvem sagde barnets tarv?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marlene Harpsøe

MF (DD), byrådsmedlem og formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget, Helsingør Kommune
kontorassistent (Accoat 2006), sygeplejerske

0:000:00