Minister: Socialrådgivere ud i børnehaver

UDSAT: Socialrådgivere i daginstitutionerne skal styrke den tidlige indsats for udsatte børn. Det er socialministerens ambition med et nyt forsøgsprojekt, der mødes med stor begejstring.
Rasmus Nielsen

Socialrådgivere i børnehaver og vuggestuer skal være med til at styrke den tidlige indsats for sårbare børn. Derfor har socialminister Benedikte Kiær (K) taget initiativ til en forsøgsordning, der skal få socialrådgivere væk fra kommunens skrivebord og ud blandt medarbejderne i daginstitutionerne.

Her skal de være med til at sikre, at udsatte børn og deres familie får den nødvendige støtte så tidligt som muligt. Det skriver avisen Kommunen i dag.

"Formålet er at få spottet nogle potentielle problemer, inden de vokser sig store og risikerer at blive mere eller mindre kroniske. Her vil et styrket samarbejde mellem pædagoger og socialrådgivere ude på institutionerne kunne være en vigtig brik," siger Benedikte Kiær til Kommunen.

Initiativet vækker glæde hos flere af de organisationer, hvis medlemmer spiller en stor rolle i arbejdet med de sårbare børn.
"Jeg synes, det er helt rigtigt tænkt. Det kan forkorte afstanden mellem forvaltning og institution, og så kan det give pædagogerne større sikkerhed for, at der rent faktisk handles på de problemer, de oplever i deres arbejde," siger Henning Pedersen, formand for BUPL.

0:000:00